Anmeldelse: "Erasmus Montanus", Grønnegårds Teatret

Komedie på papiret

 

Instruktør Madeleine Røn Juul har tømt skuffen for udtrådte Holbergklichéer, hvilket reducerer”Erasmus Montanus” på Grønnegårds Teatret til en række udvendige manerer uden dramatisk eller erotisk nerve.

 

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet d. 26. juni 2026

★★☆☆☆☆

Allerede inden forestillingen er begyndt, er vi til komedie – på papiret, vel at mærke.

Scenograf Marianne Nilsson har skabt en scenisk ramme om Grønnegårds Teatrets ”Erasmus Montanus", der består af tre kolossale bølgende papirark dækket af latinske gloser, håndtegnede køer, landskaber, en soldat og et kort over København – komedien i skitseform. Papirbølgerne danner trapper og plateauer, hvor man let kommer ud på et skråplan.

Ludvig Holbergs komedie fra 1723 behøver næppe den store præsentation. Bondesønnen Rasmus Berg vender hjem fra sine latinske studier i København som Erasmus Montanus – overbevist om sin egen lærdom og fast besluttet på at belære landsbyen Bjerget. Da han insisterer på, at jorden er rund, bringer han både brylluppet med Lisbed og freden i landsbyen i fare. Holberg skriver om magt, identitet, viden og menneskers behov for at få ret. Emnet er stadig tidløst.

Den gamle skuespillernestor Jørgen Reenberg, som ellers aldrig nærede den store kærlighed til Holberg, skrev i sine erindringer ”Men voksen blev jeg aldrig”, at man som Holbergskuespiller selv må digte liv, lyst og længsel ind i figurskabelonerne - ellers forbliver de skabeloner. Netop derfor bliver årets ”Erasmus Montanus” en skuffelse.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Karakterløst

Instruktør Madeleine Røn Juul befolker den bølgende papirscene med landsbyboere, der synes hentet direkte ud af en illustreret molbohistorie.

Jesper Hyldegård og Laura Bro spiller Erasmus´ forældre Jeppe og Nille betuttet måbende bag rigelige mængder af nissenuttet kinderødt. Kostumerne er satirisk overgjorte egnsdragter. Erasmus' latinske brev får de hjælp til at læse af Johannes Lilleøres lumske Per Degn, der her er udstyret med en demonstrativ queer-kodning. Lilleøre træder farcepedalen helt i bund med roterende håndled, hoftevrik og selvforelskede kast med lokkerne, men morskaben ligger fortsat hos Holberg. "Groft brød hedder Panis gravis" er stadig morsomt. Degnen, Erasmus' farligste modstander, reduceres til et billigt grin. Allerede her begynder intrigemaskinen at hakke.

Røn Juul instruerer konsekvent komedien som en amatørrevy, hvor alt er udvendigt. Spillestilen fremstår som en ironisk distance til et gammelt stof, vi er lidt for parnasfine til at tage seriøst, snarere end et forsøg på at få figurerne til at leve.

Foto: Bjarne Stæhr

Montanus uden menneske

Nicolei Jørgensen gør snart sin entré som den studentikost storskrydende Erasmus Montanus. I lyset af hans barnligt farlige og Reumert-nominerede “Jean de France” på samme sommerscene i 2021 var forventningerne betydelige – men ak.

Klassisk udstafferet i sort kjole, krøs og trekantet hat med piben på sned lader Jørgensen Erasmus bevæge sig mellem det selvfede, det forkælede, det tvivlende og slutteligt det desillusionerede. Han runder loyalt stationerne i Holbergs partitur, men figuren bliver aldrig rigtig hans egen. Mest levende er han, når han i frustration kaster sig på gulvet som et stort, forurettet barn. Resten af tiden demonstrerer Jørgensen snarere Holbergs Erasmus, end han lever ham. Man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad vil Jørgensen – og Røn Juul – egentlig fortælle os om denne unge mand? Personinstruktion synes mangelfuld, og Jørgensen får aldrig det modspil, der kunne have gjort Erasmus til andet end den selvhævdende akademikernar, vi allerede kendte. Figuren udvikler sig på papiret, men vi mærker ham aldrig.

Det øvrige ensemble er konsekvent instrueret efter skabelonidealet. Opspilede øjne, hævede bryn, overartikulerede replikker, flagrende teatergebærder og karikerede gangarter. Broder Jacob slæber ligefrem rundt på lidt halm, så selv bagerste række ikke skal være i tvivl om, at Holberg er vores allesammens tandløse hyggeonkel.

Selv den berømte latinske ordduel mellem Erasmus og Per Degn, en af Holbergdramatikkens skarpeste verbale tvekampe, drukner i teatralske manerer. Når en pointe rammer, kvitteres der med rullende øjne og selvtilfredse blikke ud mod publikum, som om spillerne ikke stoler på deres egen komik. Konflikten bliver aldrig farlig - blot uvedkommende.

Foto: Bjarne Stæhr

Et glimt af liv

Derfor virker det næsten chokerende, da forestillingen pludselig – om end ganske kort – får puls.

Rikke Westi springer som Lisbed ud af en gigantisk malet rose, symbolmættet som var hun J.P. Jacobsens unge Marie Grubbe i lysthuset. Mens hun læser sit brev højt og beder Erasmus opgive sin påstand om jordens runde form, forfører hun ham ganske enkelt.

For første gang i forestillingen opstår der noget, der minder om erotik. Pludselig aner vi en anden Erasmus. En stor dreng, der har levet hele sit liv i hovedet, men aldrig rigtigt er landet i kroppen. Lisbed er ligeglad med hans latinske disputter og akademiske meritter. Hun ser ikke den lærde mand. Hun ser manden – kroppen. Måske er det netop skrækken for bryllupsnatten snarere end tanken om filosofien, der gør Erasmus så desperat optaget af at holde fast i sine sandheder. Sekvensen antyder det i hvert fald, og netop derfor er den forestillingens bedste. For et kort øjeblik dufter ”Erasmus Montanus” af andet end skabeloner.

Foto: Bjarne Stæhr

Når logikken falder sammen

Men lykken er kort. Snart er vi tilbage i den stiliserede karikatur, hvor også den dramaturgiske logik begynder at vakle.

Lisbeds mor Magdelone, spillet energisk af Christine Gjerulff, indtager pludselig rollen som den løjtnant, der skal true Erasmus med krigstjeneste, hvis han ikke fornægter sin overbevisning om jordens form. Rollen er lille, og man sparer en skuespiller – bevares, men samtidig punkteres hele den dramatiske trussel. Den myndighed, der skal knække Erasmus, viser sig blot at være svigermor med falsk skæg og pude på maven.

Endnu mere mærkværdigt bliver det, da Magdelone kort efter tager skæg og hat af og uden videre afleverer stykkets nøglereplik: “Det første bud i filosofien er at kende sig selv.” Man spørger uvilkårligt sig selv, om Jeronimus’ frue, i al hemmelighed, har læst filosofi i København, eller om instruktøren ganske enkelt har opgivet intrigens dramaturgiske logik. Erasmus selv synes i hvert fald ikke at undre sig over, at løjtnanten på få sekunder er blevet hans kommende svigermor.

Til sidst ender det hele naturligvis med bryllup. En besejret Erasmus må erklære, at jorden er flad som en pandekage, og straks bryder den obligatoriske fest løs. Musikken spiller, en indspillet violin sætter ind, og ensemblet kaster sig endnu en gang ud i stiliseret molbobondedans med de samme stive smil og mekaniske bevægelser, vi har set flere gange tidligere.

Det forekommer ganske enkelt forstemmende, når et professionelt komedieteater reducerer en klassiker til fladpandet karikaturteater.

Foto: Bjarne Stæhr

Komediens svære kunst

Læser man Holbergs komedier, opdager man, at de handler om magt, selvbedrag, social opstigning, identitet og menneskelig dårskab. Skulle nogen indvende, at den slags kant ikke hører hjemme i gemytligt sommerteater — tænk nu, hvis borgerskabet fik de medbragte kurves gourmetgodter galt i halsen — behøver man blot at se på Grønnegårds Teatrets egen Holberghistorik.

”Henrik og Pernille” (2011), ”Jeppe på Bjerget” (2016) og ”Jean de France” (2021) er alle eksempler på sommerteater, hvor man tog både Holberg og publikum alvorligt. Her blev skabelonerne fyldt med længsel, begær og smerte – de blev til karakterer. Blandt publikum sad flere af de skuespillere, som tidligere har vist, at det kan lade sig gøre. Man fik næsten lyst til at spørge dem, om de ikke savner en Holberg, hvor saft og kraft får lov at sprøjte ud af teksten.

Komedien er en egen kunstart, der ikke trives med intenderet amatørspil for galleriet. Komedie kræver elegance, musikalitet og lethed, men også nerve. Madeleine Røn Juul har som instruktør tidligere vist et sikkert greb om både Shakespeare og Molières mørkere komedier, hvor eksistentiel smerte og komik får lov at leve side om side. Holbergs særlige blanding af saftig farce og skarp satire synes derimod ikke at falde naturligt for hende.

Resultatet er en "Erasmus Montanus", hvor tekstforståelse, spillestil, instruktion og karakterarbejde aldrig samler sig til én fortolkning. Ikke fordi Holberg er blevet gammeldags, men fordi opsætningen gør ham gammeldags. Den vælger det sikre frem for de spørgsmål, Holberg faktisk skrev sine komedier for at rejse.

Det, vi husker bedst, er scenografien. Marianne Nilssons bølgende papirlandskab bliver et ufrivilligt billede på hele forestillingen.

Vi er til Holbergkomedie - men kun på papiret.

 

FAKTA:

”ERASMUS MONTANUS”, Grønnegårds Teatret.

MEDVIRKENDE: Nicolai Jørgensen, Johannes Lilleøre, Lue Støvelbæk, Rikke Westi, Laura Bro, Jesper Hyldegaard, Morten Hauch-Fausbøll, Christine Gjerulff og Steen Stig Lommer

INSTRUKTION & BEARBEJDELSE: Madeleine Røn Juul/ SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN: Marianne Nilsson/ KOREOGRAFI: Maja Kaagaard Olsen/ LYDDESIGN: Steen Larsen/ LYSDESIGN: Brian Njie    

SPILLEPERIODE: 25. juli-27. august 2026.

Forestillingen er anmeldt ved premieren, d. 25. juli