Carla Eleonora Feigenberg: ”Af alt vi har, er ligegyldighed nok det allerfarligste”

 Skuespiller Carla Eleonora Feigenberg om friheden til at vælge sin egen vej og modet til at blive ved med at føle.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

 Udgivet 22. juni, 2026

En usynlig hale af selvstændighed flagrer efter hende, da hun kommer spurtende i junisolen. Med et stort smil bremser hun cyklen foran den Aarhusianske kaffebar. ”Vi skal holde tiden, for jeg skal nå til kiropraktor” lyder det slagfærdigt med tilføjelsen ”Det er fedt at spille udendørsteater, men du bruger din fysik, så du tror, det er løgn”.

Udmattet forekommer hun dog langtfra, den 31-årige skuespiller Carla Eleonora Feigenberg. Med det røde hår, de store nysgerrige øjne og den vitale energi kaster hun sig åbent ind i interviewet. Siden hun blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2021 har hun arbejdet næsten uden ophold – først to år som en markant del af ensemblet på Aarhus Teater, og siden som freelancer med base i København. Denne sommer er Feigenberg tilbage i Aarhus med Det Kongelige Teaters store udendørsforestilling “Snedronningen” på Moesgaard Museum i rollen som den viltre røverpige. Det viltre synes ikke at ligge hende fjernt.

Foto:Emil Bay

Det er vigtigt ikke at begrænse sig selv

Da vi sidder over for hinanden ved et rundt bord og begge har købt en kop kaffe, lægger jeg ud:  ”Du har forladt Aarhus Teater efter to år i ensemblet. Hvad kan du i det frie felt, du ikke kunne som ensembleskuespiller?”. 

Carla Feigenberg læner sig lidt frem. "Ensembleskuespiller på Aarhus Teater er nok det bedste job, du overhovedet kan have som skuespiller lige nu. Du får lov til at udvikle dig og bliver kunstnerisk udfordret - på een af landets absolut stærkeste og modigste scener - men dit liv er ikke frit. Du arbejder meget, og der er ikke plads i kalenderen til ret meget andet end livet på teatret. Det er hele tiden videre til næste forestilling. Privat gik jeg glip af for mange nære dele af mit liv, alt det, der ikke handler om arbejde, og derfor passer freelancelivet i København mig bedre. Jeg har været så heldig, at jeg har haft en masse arbejde i København efterfølgende, og det er jo dér, min familie og mange af mine venner er, og dem har jeg brug for at være tæt på i det her ene liv jeg har” forklarer hun nøgternt.

”Er din generation af skuespillere mere optaget af at skabe bæredygtige arbejdsliv?”.

Hun tænker sig om et øjeblik. ”Jeg elsker at arbejde meget, men som den gode Inger Eilersen, der underviser på Den Danske Scenekunstskole, sagde til os engang: Teatret er stort, men livet er større. Ja, tyg lige på den. Man kan forsvinde så meget ned i sit arbejde, uanset fag, at man glemmer livet omkring sig, og det er jo fantastisk i perioder, men jeg vil gerne kunne fordybe mig lidt mere i andre ting også. Livet er jo mange ting, ikke kun arbejde! Jeg vil også gerne spille en aktiv rolle i tilrettelæggelsen af min kalender og mit kunstneriske arbejde. I det hele taget vil jeg gerne give mig selv mere selvstændighed. Den mulighed kunne jeg godt savne, man blev præsenteret for på teaterskolen. For mig er det f.eks. en misforståelse, når man siger, at du som skuespiller skal kunne spille alt og indgå i alle tænkelige instruktørkoncepter. Det er vidunderligt at kunne indgå i meget forskellige formater, men det er også vigtigt at arbejde ud fra, hvad der tænder dig personligt, hvor du har noget, du gerne vil undersøge som kunstner, hvor du også selv har noget på hjerte. Det er ikke kun vigtigt, hvad du kan. Det er ligeså vigtigt, hvad du vil. Hvis du f.eks. også elsker at skrive eller spille musik, så gør det – det tror jeg, man bliver en bedre skuespiller af” siger kunstneren med en blanding af varme og stålsathed. 

Carla Eleonora Feigenberg debuterede som skuespiller i "Jean de France" på Grønnegårds Teatret, 2021. Her ses hun mellem Tom Jensen (tv) og Aske Hass Thorsen.
Foto: Bjarne Stæhr

Under uddannelsen på Den Danske Scenekunstskole studsede Feigenberg over, at skuespillerne var de eneste, der ikke fik et skrivebord - i modsætning til f.eks. scenografi og instruktørstuderende.

”Hvis du får dit eget skrivebord, inviterer det dig til at lede efter din egen stemme. At samle dit inspirationsmateriale og få dit eget lille rum, hvor du kan tænke og udvikle din egen smag i løbet af din skoletid - få sans for, hvad du kan lide, hvad du ikke kan lide og hvorfor. Det er vigtigt også som skuespiller”. Carla Feigenberg oplevede en forventning om, at skuespilleren først og fremmest skulle være en kamæleon; en dygtig facilitator for andres praksis – et kunstsyn, hun i dag aktivt gør op med gennem sine egne projekter.

”Jeg sætter stor pris på også at være medskaber og brede mit virke ud i den kunstnertrio, jeg deler med to instruktøruddannede veninder; Nice Girls Singing and Dancing. Her er vi alle tre dramatikere, instruktører og skuespillere, og jeg får lov til at byde ind med andre kompetencer og er med meget tidligere i skabelsesprocessen - det elsker jeg. Vores show ”Forlystelser” har gået på Nørrebro Teater og kommer op på Teater Sort/Hvid i København i næste sæson. Det er enormt vigtigt for mig at udvikle min egen kunstneriske praksis og ikke udelukkende fungere som en slags brik for en instruktør – selvom det også kan være skønt og befriende at lade en anden lede. Jeg har brug for…” - hun sænker de ivrige hænder. ”For at være fri?”. Skuespillerens pegefinger sigter kækt mod mig: ”Præcis!”

For sin medvirken i Aarhus Teaters Frankly My Dear I Don’t Give A Damn, 2022, modtog Carla Eleonora Feigenberg  samme år Reumertprisen som Årets Talent.
Foto: Rumle Skafte

Kompromisløshed og kompasnål

Carla Feigenberg er vokset op i en teaterfamilie, og i Feigenbergslægten går teaterkærligheden ”way back”. Hun kalder det et privilegium at have fået kunsten ind med modermælken – men også et indblik i dens omkostninger. 

”Din mor skuespiller Ann Eleonora Jørgensen har i interviews åbenhjertigt fortalt, hvordan hun gik på scenen i Shakespeares ”Helligtrekongersaften” på Grønnegårds Teatret i 2019 en time efter, at hun havde fået at vide, hun havde cancer. Hvornår bliver prisen for at stå på scenen for høj?”.

”Det…det er i hvert fald en sindssyg ting at gøre” svarer Feigenberg og leder lidt efter ordene, mens øjnene bliver vagtsomme. ”Der er ikke mange jobs, hvor kutymen er, at du tager en panodil, og så gennemfører du uanset, hvordan du har det – som jeg også selv har gjort. Samtidig er du som skuespiller nødt til at være i kontakt med en masse følelser - også de svære. Dem skal du ikke gemme væk, og de dage, hvor du har spillet en psykoseramt suicidal ung kvinde, som jeg har gjort på film, kan du jo have det ret dårligt - også når du går hjem, og dagens arbejde er slut. Det er kompromisløst. Men sådan er livet jo også. Sådan kan jeg godt lide at arbejde, men nogle gange kommer det også med en pris”.

Hun fjerner håret fra ansigtet og ser afventende på mig. ”Skal man være selvcentreret for at have det job, du har?”. Hendes blik søger kortvarigt opad, som om svaret skal findes et andet sted end i karrieren. ”Ja og nej. At være skuespiller er jo et enormt selvoptaget arbejde på den måde, at man hele tiden bruger sig selv som materiale. Du stiller din røv i klaskehøjde hver eneste dag. Det kræver mod og en villighed til at fejle offentligt og se det skrevet i en anmeldelse”. Skuespilleren trækker let på skuldrene og supplerer energiladet.

”Samtidig tror jeg, at kunsten bliver dårlig, hvis man bliver for optaget af sig selv. Behagesyge er farligt for mennesker. Man bliver ufri af hele tiden at tænke på, hvordan man tager sig ud, eller om folk kan lide én. En klog mand sagde engang til mig, at hvis man gerne vil være interessant, så skal man være interesseret. Det tror jeg er rigtigt. Der ligger en konstant øvelse i at rette opmærksomheden væk fra sig selv - ud mod verden. At blive fri af sig selv er den forløsning, jeg hele tiden søger. Som kunstner og som menneske. Man skal rette kompasnålen i brystet ud mod verden og ikke ind mod sig selv” konstaterer Feigenberg ”Er du god til det?”. En mumlen. En let hovedrysten. Et smil. ”Jeg øver mig”. 

Carla Eleonora Feigenberg (th. for midten) spiller røverpigen i Det Kgl. Teaters
"Snedronningen" på Moesgaard Museum ved Aarhus, 2026.
Foto: Klaus Vedfelt 

Et forsvar for de store følelser

Carla Feigenberg spiller denne sommer som nævnt røverpigen i Det Kgl. Teaters udendørsversion af H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen” på Moesgaard Museum ved Aarhus. En spektakulær fortælling om at gå gennem ild og vand for den, man elsker.

”Røverpigen er hos os en ung kvinde, en kannibal, og vil først spise Gerda. Så forelsker hun sig i hende og vil spise hende på – en anden måde, kan man sige. Gerda lærer røverpigen noget om kærlighed, og det får røverpigen til sætte hende fri, så hun kan finde sin ven og kærlighed, Kay” beskriver skuespilleren begejstret.

”Hvordan føles det at stå midt i et eventyr fra 1800-tallet, mens verden omkring os er ret urolig? Hvorfor er den historie vigtig lige nu?”.

Min samtalepartner vender tankerne i nogen tid, før ordene atter flyder. ”For mig som skuespiller er opgaven altid at finde min egen nødvendighed i stoffet. Budskabet i ”Snedronningen” er for mig essentielt. Snedronningen vil putte issplinter i øjnene på folk for at køle deres følelser ned. Hun bliver uhyggelig, fordi dét hun gør er at gøre folk apatiske og ligeglade - lidt som en robot eller AI. Ligegyldigheden er det allerfarligste, også for os i dag. Gerda lærer andre, at kærligheden findes, men omvendt lærer hun gennem andre, at det grimme findes. Begge dele findes. Det er vigtigt. Hvis hun ikke havde den indsigt i menneskepsyken, kunne hun ikke befri Kay. Du må selv kæmpe for det, du tror på, og måske komme på tværs af andre for at komme i mål. Det er et forsvar for de store følelser frem for ligegyldigheden – og det er dét, der gør det til en vigtig fortælling” forklarer Feigenberg i et accelererende taletempo. 

Tilføjelsen er prægnant: ”Af alt vi har, er ligegyldighed nok det allerfarligste”.

Carla Eleonora Feigenberg spillede den pressede skolelærer Annette
i Aarhus Teaters Reumertvindende samfundssatire "Skolekomedien", 2024 og 25. 
Foto: Mikkel Berg

Den magiske portal

Carla Feigenberg lægger ikke skjul på, at teatret kræver store ofre. Alligevel kan hun ikke forestille sig et liv uden scenen. For teatret er et af de få steder, hvor mennesker, i en tumultarisk tid, stadig samles om én oplevelse:

"Det er en kollektiv måde at forstå noget menneskeligt på, fordi vi er sammen om det. Spillere og publikum. Det er da ekstremt vigtigt i en tid, hvor vi ellers sidder alene derhjemme ved vores skærme, og algoritmerne kun præsenterer os for synspunkter, vi i forvejen er enige i. Det er en uhyggelig tendens, og vi bliver dårlige til at lade os afbryde eller blive overvældede i vores egne vaner. At blive afbrudt fra dig selv er så vigtigt.  Når du går i teatret, ved du ikke, hvad der rammer dig. I teatret er der noget spænding i rummet, du ikke kan finde andre steder, og du kan ikke arkivere det, du oplever. Når forestillingen er slut, er den væk. Øjeblikket bliver oplevelsens egentlige kerne. Men jeg kan godt mærke, jeg bevæger mig på den store klinge nu. Hvad er klokken?”. 

Hun tjekker tiden på min telefon og stiller sin kop på bordet med et lille dunk. Kaffen er drukket, og uden for er solen kravlet længere hen over fortovet, da vi tager fat på interviewets afrunding

”Hvornår bliver du i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt for dig at være skuespiller?”. Stilheden sænker sig mellem os. ”Ja, det er et godt spørgsmål” siger Feigenberg og læner sig tankefuldt tilbage i stolen. ”Jamen Thyge, jeg er i tvivl om alt hele tiden. Det tror jeg er naturligt, hvis man er et meget længselsfuldt menneske. Men jeg ved, at jeg skal være skuespiller. I mit arbejde bliver jeg rørt over det at være menneske hele tiden”. ”Hvad mener du med, at du er længselsfuld?”.

Carla Eleonora Feigenberg gestikulerer passioneret. ”Det er jo derfor, det er fedt at være skuespiller. Du får lov at leve mange liv. Man kan ikke gå alle veje i livet, men derfor kan man jo godt kigge ned ad de andre stier og tænke: Hvad mon der var sket, hvis jeg var gået den vej? Hvis jeg havde valgt anderledes? Hvad hvis jeg var blevet gartner? Det kunne da også være et spændende liv”.

”Ligger der under din vitalitet noget sørgmodigt?”. Feigenbergs svar letter som en hjemmelavet drage i vinden – farverigt, flagrende og insisterende.   

”Nej, min længsel er mere drømmende - ikke sørgmodig. Der er også noget smukt i at drømme, uanset om det bliver realiseret eller ej. Som skuespiller bliver du præsenteret for så mange måder at være menneske på, og du får lov at afprøve dem gennem de roller, du spiller. Det er enormt berigende. Det er en magisk portal, du går ind ad – og når forestillingen har spillet sidste gang, skal jeg lukke den igen, og så længes jeg mod at gå ind ad den næste”.

Foto: Camilla Winther

FAKTA

Carla Eleonora Feigenberg (f. 1994) er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2021.

Hun har siden medvirket i flere store produktioner, blandt andet på Det Kongelige Teater, Nørrebro Teater, og Aarhus Teater, hvor hun var fast del af ensemblet i 2022-2024. Her medvirkede hun i en række forestillinger, blandt andet Reumertvinderne Dracula og Skolekomedien, Traum, Force Majeure, Peter Pan og Frankly My Dear I Don’t Give A Damn, hvor sidstnævnte også sikrede hende Reumertprisen som ’Årets Talent’ 2023.

Senest har man kunnet opleve hende på Det Kongelige Teater i Snedronningen samt Den fantastiske bus og på Nørrebro Teater i Forlystelser, skabt af kunstnertrioen Nice Girls singing and Dancing, som Carla Eleonora Feigenberg er en del af.

Hun har desuden kunnet opleves i DR-serierne Guldfeber og Carmen Curlers samt Robertvindende HUSET. Meget snart kan hun desuden opleves i anden sæson af TV2-serien De Bedste År, som har premiere i slutningen af juni 2026.

I den kommende sæson kan Carla Eleonora Feigenberg bl.a. opleves i forestillingen Vegetaren på Aarhus Teater og 1984 på Folketeatret

Relaterede artikler på Thyge Tegner Teater 

Anmeldelse: Skolekomedien, Aarhus Teater