Anmeldelse: "Cirkus Summarum", 2026
Mani i manegen
Årets udgave af Cirkus Summarum indfrier forventningerne om
et professionelt familieshow og et glædeligt gensyn med DR-Ramasjangs populære
figurer. Dog har forestillingen så travlt med at
underholde, at den bliver bange for de følelser, som kunne have gjort oplevelsen
magisk.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet d. 23. juli 2026
★★★★☆☆
Forestillingen begynder længe før
lyset dæmpes i manegen. Allerede to timer før tæppet går, summer cirkuspladsen
ved Tangkrogen i Aarhus af legende børn, hoppeborge, Hr. Skægs ordlege og
forventningsfulde familier. De mange boder med merchandise minder om, at Cirkus
Summarum også er en effektiv kommerciel maskine, men samarbejdet mellem DR og
Muskelsvindfonden har gjort Cirkus Summarum til et dansk sommerritual – og gode
ritualer med gode formål fortjener respekt.
 |
| Pelle Hebsgaard, Mikkel Lomborg, Mille Gori, Kristian Gintberg og Mads Geertsen i "Cirkus Summarum". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Væg til væg
Først som sidst; virker årets
forestilling? Ja. I løbet af godt to timer folder scenograf Line Bechs
farvestrålende cirkusunivers sig ud som en fantasifuld teatercollage. Til stor
jubel møder børnene og deres voksne Ramasjang-favoritterne Hr. Skæg, Motor
Mille, Sælma, Onkel Reje og Kristian, flankeret af Pelle Emil Hebsgaard som
cirkusdirektør. Læg dertil luftakrobatik, tryllekunst, musik og sang, klovneri,
et stort hold imponerende børnedansere og et velspillende DR Big Band.
Professionelt er det, og børnene kvitterer med genkendelsens begejstring.
Men netop fordi Cirkus Summarum
fungerer så sikkert som underholdningsbrand, melder et mere interessant
spørgsmål sig: Hvilket børnesyn er det egentlig, DR formidler gennem deres
årligt tilbagevendende familiesucces?
Hele showet leveres med maksimal
lydstyrke, turbotempo, opspilede øjne og tandpastahvide væg til væg smil. Som
om instruktør Frede Guldbrandsen har sat sig for, at magi kun kan opstå, hvis
energien aldrig får lov at falde. Resultatet bliver flere steder, at
forestillingen får karakter af mani frem for magi - et sensorisk bombardement, der i længden bliver overstimulerende.
 |
| Mille Gori i Cirkus Summarum. pressefoto |
Sælma
Den problematik bliver tydeligst i
forestillingens rammehistorie. Sælma, spillet med stor umiddelbarhed af Sælma
Alakhir, drømmer om at blive artist, men da hun bl.a. kommer til at klippe
skægget af Hr. Skæg, føler hun, at hun ødelægger det hele. Hun skriver et
afskedsbrev og forlader cirkus inden pausen med den hjerteskærende konklusion:
"Jeg ødelægger det hele. Cirkus har det bedre uden mig." Pludselig
strejfer forestillingen emner som ensomhed, skam og følelsen af ikke at høre
til – præcis de erfaringer, mange børn allerede kender.
Men instruktionen og teksten tør ikke
blive der ret længe. I stedet skynder man sig videre til næste musiknummer,
næste grin og næste spektakulære indslag. Da Sælma vender tilbage i anden akts
afslutning og bliver cirkusklovn, er konflikten, dramaturgisk set, reelt ikke
blevet løst.
Hendes anderledeshed bliver aldrig
undersøgt, kun behændigt puttet i en kasse. Dermed forpasser forestillingen en
oplagt mulighed for at give sloganet "Det er sjovest, når alle er
med" reel tyngde. Tværtimod efterlades man med den lidt uheldige
undertone, at hvis man er anderledes, kan man passende få lov til at være klovn,
thi de er jo alligevel outsidere.
Netop her kunne Cirkus Summarum have
vist, at underholdning og eftertanke ikke udelukker hinanden. At børn sagtens
kan rumme både latter og alvor. Især når forestillingen udspringer af et
samarbejde med Muskelsvindfonden, virker berøringsangsten over for det sårbare
bemærkelsesværdig.
 |
| Sælma Alakhir i "Cirkus Summarum". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Onkel Reje og de andre
Numrene ligger side om side uden
nævneværdig indbyrdes sammenhæng, og rammehistorien med Sælma fremstår mest som
et hurtigt påfund. Snart svæver Mille Goris effektive Motor Mille poetisk
gennem luften som luftakrobat, snart udfolder Mikkel Lomborgs højtråbende Hr.
Skæg sine sproglige finurligheder, og kort efter synger Onkel Reje, med Kay Bojesen-abe på skulderen, en totalt umotiveret men henrivende jazzudgave af Dissing og Andersens ”Livet er ikke det værste man har”,
mens et hold talentfulde børnedansere optræder udklædt som PH-lamper. Ikke alle
numre giver mening i den samlede fortælling, men flere af dem fungerer
glimrende hver for sig med Hr. Skægs ordleg som fællesskabende højdepunkt.
Voksenhumoren er et af forestillingens
stærkeste kort. Især Mads Geertsen er en fryd som Onkel Reje. Med stor lune,
sikker musikalitet og underspillet ballademagercharme leverer han showets mest
elskelige præstation, og det rammer plet, når en robot med navnet Mette
Frederiksen får den tørre bemærkning: "Ja, vi laver politisk teater."
Her får de voksne lov til at grine med, uden at børnene tabes undervejs.
Anderledes forholder det sig med Pelle
Emil Hebsgaards cirkusdirektør. Rollen er skrevet som en højtråbende
konferencier, der truer med MUS-samtaler og kommanderer artisterne rundt.
Hebsgaard løser opgaven som skrevet står, men manuskript og instruktion giver
ham aldrig mulighed for at vise den nuancerede skuespiller, han også er.
Figuren reduceres til manerer og volumen - en svag afglans af hans kongeniale
Genie i ”Aladdin” på Fredericia Teater - og de mange henvisninger til
cirkusdirektørens tidligere rolle som kommunemand vil desuden være uforståelige
for de familier, der ikke overværede sidste års forestilling.
 |
| Cirkus Summarum, ensemble Pressefoto |
Kulørt
Rent håndværksmæssigt er der ellers
meget at glæde sig over. Jonas Bøghs eventyrlige lysdesign understøtter elegant
de mange skift mellem numrene, og Asta Gaardbos koreografi får det store hold
af børnedansere til at fremstå imponerende disciplineret. Også DR Big Band
leverer et musikalsk overskud, der løfter forestillingen og tilfører manegen
den storladenhed, et cirkus af denne kaliber fortjener
Mere blandet forholder det sig med
Line Bechs kostumer, der kombinerer mønstre, taktiliteter, snit og kulører i én æstetisk larmende pærevælling, der ganske vist trækker tråde til Ramasjang-universets kendte
figurer, men aldrig samler sig til en gennemført æstetik. Enkelte
indfald, som de dansende PH-lamper, er så aparte, at de næsten bliver morsomme
alene af den grund.
Også forestillingens længde udfordrer
den yngste del af målgruppen. Anden akt kunne uden problemer være skåret ti
minutter ned, og mod slutningen begynder uroen at brede sig blandt de mindste i
teltet.
 |
| Pelle Emil Hebsgaard og dansere i "Cirkus Summarum". Pressefoto. |
Cirkus Summarum er professionel
familieunderholdning. Børnene jubler, synger med og får præcis det gensyn med
Ramasjangs figurer, de er kommet efter. På den måde indfrier årets udgave alle
forventninger til et sommerligt cirkusshow i børnehøjde.
Alligevel forlader man teltet med en
fornemmelse af et uforløst potentiale. For hvorfor er forestillingen så bange
for at dvæle ved det, der gør ondt? Hvorfor skal ensomhed, tvivl og følelsen af
at være forkert straks overdøves af endnu et musiknummer eller endnu en
spektakulær entré? Netop børn er ofte langt bedre til at rumme livets
kontraster, end voksne forestiller sig.
Det er sjovest, når alle er med, lyder
Cirkus Summarums slogan. Det gælder også de børn, der kender følelsen af at stå
udenfor. Årets forestilling underholder med imponerende sikkerhed, men den
kunne have været langt mere end et festfyrværkeri af farver, former, fart og
decibel. Den kunne have insiteret på jordforbindelse - været magisk
Derfor
bliver Cirkus Summarum en flot og velproduceret oplevelse, som nok rammer sit
publikum – men samtidig undervurderer det.
Forestillingen anmeldt ved Aarhuspremieren, d. 22/7-2026
FAKTA:
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreograf: Asta Gaardbo
Manuskript: Julie Ravnhøj
Scenograf: Line Bech
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Malte Oskar
Musikproducer: Adi Zukanovic
Kunstnerisk producent: Unni Ryding
Schmidt
Forestillingen
Produktionschef: Kim Mosfelt
Produktionsleder: Louise Voigt
Teknisk chef: Henrik Bank
Scenemester: Jakob Thau
Mikroport: Adam Svendsen
Rekvisitter, kostumer og effekter
Flyvedesign: Troels Frydensberg,
Mathias Krooman
Skræddersalsleder: WeirdWear ved Bente
Nielsen
Skræddere: Sara Vilandt, Lærke
Lillelund, Michael Bertram, Sophie Kroner og Bente Nielsen
Chefrekvisitør: Anna Dyrby
Rekvisitør: Stine Skovgaard Worsøe ,
Anders Bech, Jonatan Larsen
Rekvisitørassistenter: Minna Simsek,
Lærke Meyling
Kostumier: Masja Richter Aalstrup
Sangcoach: Karina Nus
Teatermaler: David Drachmann
Medvirkende
Mads Geertsen som Onkel Reje
Mikkel Lomborg som Hr. Skæg
Mille Gori som Motor Mille
Kristian Gintberg som Kristian
Sælma Alakhir som Sælma
Pelle Emil Hebsgaard som
cirkusdirektør
Musikken
Musikarrangementer: Jesper Riis
DRBB Produktionsleder: Nicolas Koch
Futtrup
Kapelmester
og keyboard: Anders Rose
Læs
mere på www.cirkussummarum.dk
