Anmeldelse: "Jeppe på Bjerget", Aarhus Teater
Jeppe
på kagefabrikken – bedre bagt med bismag
Genopsætningen af Christian Lollikes ”Jeppe på Bjerget”
på Aarhus Teater er et tragikomisk inferno med veloplagte skuespillere,
krigstraumer og crazykomik. Skønt Thure Lindhardt imponerer i titelrollen,
sidder man dog tilbage med en tvivl om, hvad forestillingen egentlig vil os.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet, d. 21/8 2026.
★★★★☆☆
Lad det være sagt: Han kan sin Holberg, dramatiker og
instruktør Christian Lollike. Skønt den kanoniserede komedie om den fordrukne
bonde, der udnyttes til spot og spe for magteliten, har fået en ordentlig
rusketur på teaterbager Lollikes klassikermasserende kagefabrik, hører vi stadig
et tydeligt ekko af Holbergs originale værk fra 1722. Tilsat Lollikes
sædvanlige bagkatalog af formgreb er handlingen flyttet til et betonbyggeri
anno 2026, hvor krigsveteranen Jeppe, spillet af Thure Lindhardt, gaslightes af
en provokunstnerbarons avantgardeeksperiment: Den fordrukne Jeppe skal gøres
til et bedre menneske gennem et realityshow – en nådesløs leg med hans
identitet, hvor kultureliten morer sig på den lille mands bekostning i forsøget
på at skabe autenticitet. Det er fermt håndværk af skriverkarlen Lollike.
Med urpremiere i 2025 har opsætningen allerede høstet
en Reumertpris for Årets Forestilling og tilbedende anmelderord à la
”verdensklasse”. Med udsolgte huse i første spilleperiode er det oplagt for
Aarhus Teater at sætte denne supersællert på plakaten igen, for hvem hungrer
ikke efter smagen af verdensklasse?
 |
| Thure Lindhardt og Nanna Bøttcher i "Jeppe på Bjerget". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
En kage, der er blevet bedre
”Kagefabrikken” hed en fortidig og forglemmelig
forestilling af Lollike, men titlen randt immervæk nærværende anmelder i hu ved
repremieren på ”Jeppe på Bjerget”, thi
er det ikke sådan, at en kage bliver bedre anden gang, man laver den?
Sådan er det i hvert fald gået for bagermester
Lollikes genopsætning på Aarhus Teater. Vi får serveret en portion
underholdende helaftensteater med lige dele gys, grin og gru, operasang,
voldtægt og sabelslugning. Alt svøbt i David Gehrts og Ida Grarups pletskud af
en scenografi, der causerer over både socialrealistisk boligblok og
balsalsfantasi, som kunne være designet af Donald Trump.
Jeppe Lawaetz’ lys- og videodesign træder prægnant og
stilsikkert frem, mens Thure Lindhardts Jeppe føres gennem kunsteksperimentets
skiftende virkelighedsforvrængninger, som vi så det i originalopsætningen. Hvor
denne var præget af en form, der undertiden tog magten fra substansen, er
genopsætningen bagt i en noget fastere form, der holder Lollikes vilde indfald
bedre sammen. Tendensen til at lade skuespillerne tale i slowmotion og trække
enkeltscener ud i det uendelige er tæmmet, og skuespillerne har fået bedre greb
om deres figurer. Spilleglæden er mere mærkbar.
Som Jeppes hustru Nille bliver Nanna Bøttcher
lykkeligvis andet og mere end en tyrannisk heks. Vi får sympati med hende, når
hun som den eneste forsøger at få familiens hverdag til at hænge sammen med
prostitution som løftestang. At Bøttcher ikke igen tvinges ud i drævende
slowmotionspil, er til hendes udelte fordel, for en mangefacetteret
skuespillerinde er hun jo.
Christian Hetland og Oskar Salvatore er
forestillingens bedste komikere. Begge har forfinet deres spil som
kulturelitelakajer, så vi får højt begavet komediespil på det yderste af tåspidserne.
Det er ubetalelig sjovt, elegant – og en disciplin, ikke alle i teatrets
ensemble behersker.
 |
| Christian Hetland, Jacob Madsen Kvols og Oskar Salvatore i "Jeppe på Bjerget". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
En ny mand føjer det komiske til sit CV; Jacob Madsen
Kvols, der i originalopsætningen spillede sin kunstnerbaron lidt tilbageholdt
og kontrolleret observerende, har givet slip, slået enden gennem stråhatten og
er, navnlig i sin første entré, utåleligt skøn som den berømte kunstner, der
søger autenticitet. Håndleddene snurrer, stemmebåndet er smurt med falsk
beskedenhed, og selvhøjtideligheden driver ned ad væggene – hvor er det skønt
at se, at denne erfarne skuespiller kan være så outreret morsom.
Olaf Højgaard har dæmpet sin bardjævel Jacob, født
skomager, noget ned, hvilket desværre har taget toppen af hans farlighed. Freja
Klint Sandberg føjer sig til ensemblet som vikar for Aarhus Teaters Amanda
Friis Jürgensen. Hvor sidstnævnte suger alles øjne til sig, hvad end hun
foretager sig på en scene, og derfor primært bør spille hovedpartier, er
Sandberg fint afstemt efter helheden med habil komisk timing og prægtig
sangstemme. At husets klenodie Anders Baggesen igen spises af med tre-fire
minimale entréer, er bagermester Lollikes gedigne spild af gode råvarer. Til
gengæld synger Aarhus Teaters kor, kostumeret som alt fra sceneteknikere til
cowboys, fortsat smukt og urovækkende.
Sjælen uden på kostumet
Thure Lindhardt er igen yderst velspillende som Jeppe.
Med buldrende PTSD famler han sig gennem tilværelsen med flasken som eneste redningsplanke.
Han taler såvel til publikum som til de krigsspøgelser, der konstant hjemsøger
ham i skikkelse af Holstebro Dansekompagnis præcise og ildevarslende
bevægelsesmønstre.
Jeppe har set det værste på slagmarken, og han glemmer
det ikke. De maskuline tatoveringer dækker over den modne mands indvendige
krater af lidelse - over barnets længsel efter omsorg. Lindhardt har sjælen
uden på kostumet, og præstationen er om muligt blevet endnu mere nuanceret. Munterheden
runger af rådvildhed, stemmens sitren suppleres af desperate gisp efter det
vejr, man fra alle sider vil suge ud af ham. Øjnene flakker efter en
redningskrans, eller nogen at straffe, og de rystende hænder genererer smertelige
billeder af ensomhed.
”Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”. Jeppe er lysvågen men
fanget i et mareridt. En mand, der er gået i krig for sit land og nu sidder
muttersalene tilbage med den pris, der uomtvisteligt skal betales. Således
synes forestillingen endnu mere aktuel end første gang, den spillede.
 |
| Christian Hetland, Thure Lindhardt og Holstebro Dansekompagni i "Jeppe på Bjerget" Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Stringens, holdning, smag?
På Lollikes kagefabrik er første akt blevet en
velkomponeret teaternydelse, mens anden akt desværre fortsat fremstår for løs i
vævningen. En umotiveret cowboysekvens, hvor både sange og det drævende
amerikanske trækkes ud i det uendelige, hjælper ikke.
Slutningen, hvor Jeppe hævner sig under uddelingen af Kongeparrets
priser, fremstår i genopsætningen gold og påklistret. Da de nedskudte rejser
sig og omringer Jeppe i et blodindsmurt mareridtstableau, får det mest en
pudsig karakter af teaterøvelse fra prøvelokalet.
Der savnes yderligere formmæssig stramhed, konsekvente
strygninger og udsigelsesmæssig stringens. Den gåde, der efter denne teateraften
blafrer i vinden, er, hvad forestillingen egentlig vil kommunikere om det at være
krigsveteran og misbruger.
Via Lollikes postmoderne teaterbrille bliver synet på
nutidens misbruger som figur svært unuanceret. Man tager på misbrugeren med
distanceret hånd. Der er intet håb for Lollikes Jeppe. Han er en stereotyp. Et
tilfælde, man kan sætte på formel. Han vrøvler desperat i sit langsomme,
uundgåelige selvmord.
 |
| Thure Lindhardt og Olaf Højgaard i "Jeppe på Bjerget". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Det er en køligt énsidig fremstilling af
krigsveteranen, hvor ingen tager ansvar for det tema, forestillingen selv tager
op. Dermed gentages Lollikes gammelkendte parole, der også klingede i Aarhushittet
”Skolekomedien”: Lad os underholde os, indtil verden går under – vi kan
alligevel ikke ændre noget som helst. Men er det en samvittighedsfuld omgang
med temaer som krigstraumer og PTSD?
Forestillingens svitsende portræt af kultureliten står
langt mere vellykket i helheden. Her ved vi præcis, hvad der bliver gjort grin
med: kunstnerklassens selvfedme, dens jagt på det originale og
kompromisløsheden i forsøget på at skille sig ud (jo, selvironi har han,
Lollike), men var det egentlig intentionen? Hvad er det, Lollike gerne vil
formidle? Svaret blæser stadig i vinden – akkompagneret af sexorgier,
sabelslugning, nøgenhed, operaindslag og et uendeligt cowboyscenarie. Staffage,
der ikke tjener helheden - og som vi fortsat godt kunne have undværet.
Fire og en halv stjerne gives hermed "Jeppe på Bjerget". Underholdt bliver vi - det gør vi virkelig - men
stringens, holdning og en sikker smag? Det kan man vel rettelig forvente af en
forestilling i ”verdensklasse”.
FAKTA:
”Jeppe på Bjerget”. Dramatiker: Ludvig Holberg.
Bearbejdelse: Christian Lollike, Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs.
Iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografisk koncept: David Gehrt og Ida
Grarup. Scenografi og Video Content Design: David Gehrt. Lys og video Content
Design: Jeppe Lawaetz. Lyddesign: Lars
Gaarde.
Medvirkende: Thure Lindhardt, Jacob Madsen Kvols,
Nanna Bøttcher, Olaf Højgaard, Freja Klint Sandberg, Oskar Salvatore, Anders
Baggesen, Christian Hetland, Cecilia Gosilla, Alvilda Lyneborg Lassen, Andreas
Bruun Pedersen, Luke Hodkinson, Kateryna Kuznetsova, Jeppe Kaas Vad og Lina
Valantiejute.
Aarhus Teaters Kor
Forestillingen spiller på Aarhus Teater fra d. 20/8 –
3/10 2026
Anmeldt ved repremieren 20/8 2026.
