Anmeldelse: "Amdi", Baggårdteatret
Forføreren
Baggårdteatrets ”Amdi” viser os, hvordan en folkeforfører kan få en farlig magt der efterlader ødelagte individer i sit kølvand. Vi følger gerne Hans Christian Schrøders Mogens Amdi Petersen, mens forestillingens dramaturgi desværre snubler undervejs.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist
og -tegner
Udgivet, d. 25/9 2026
Scenografien
er forførende. Et stillads med indbygget, flytbar telefonboks og tæpper, der kan
trækkes fra. Her afsløres hemmeligheder, mens forestillingen går over scenen. De fire skuespillere
dukker op fra alle mulige hjørner i et scenebillede, vi får lyst
til at gå på opdagelse i - udtænkt af scenograf Sir Grand Lear. Scenebilledets kompleksitet spejler forestillingens titelperson; Mogens Amdi
Petersen. Skolemanden, der i 1970’erne opbyggede Tvind-imperiet og den rejsende
højskole men bag linjerne holdt lærere og elever i et kultisk jerngreb.
Skolemanden, der endte for en domstol anklaget for økonomisk bedrageri. Det
modne publikum husker ham. Manden, mennesket, myten - Amdi.
På
baggrund af Rune Skyum-Nielsens bog Amdi bliver til har dramatiker og
instruktør Thure Lindhardt, vi ellers bedst kender som skuespiller, skabt en
autofiktiv teaterforestilling, der blander virkelighed og fiktion i forsøget på
at portrættere Amdi, hans magt og hans tid.
Et
ambitiøst projekt, der er velmotiveret for Baggårdteatret med en beliggenhed i
Svendborg nær Amdis fødeby Ringe.
 |
| Lue Støvelbæk og Hans Christian Schrøder i "Amdi". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Forestillingen
har en klar fiktionskontrakt; en montageform, hvor vi krydsklipper mellem
fortællingens to lag; hovedhistorien giver os den unge idealistiske Amdi, der
vil gøre op med systemet og skabe et fællesskab med kurs mod en ny og bedre
verden. Hans ven Aksel er villig deltager og protegé. Rammehistorien på sin
side kredser om den ældre Aksel, der efter år i Brasilien vender hjem til et
uforløst opgør med sin datter, der er teaterchef i Svendborg, højgravid og
søger fondsmidler til at bygge et nyt teater. Som publikum er vi både
iagttagere og det folk, Amdi appellerer til. Den fjerde væg er aldrig ganske
lukket.
Forførelse
er forestillingens mest markante motiv, symboliseret ved myten om Odysseus, som
den ældre Aksel drømmer om at sætte op på datterens teater. Han er samtidig selv en
bortrejst Odysseus, som datteren altid har længtes efter og således en
parallel til den dynamiske Amdi, der forførte masserne inklusive den unge
Aksel – kan man sin Odysseen, giver det mening – hvis ikke er der brug
for en googlesøgning.
Thure Lindhardt iscenesætter forestillingen med lige dele visuel stilisering og indlevelse, hvor alt spilles for pålydende uden ironisk distance til stoffet. På den måde kan spillestilen forekomme en kende gammeldags, men de fire skuespillere rammer deres karakterer så træfsikkert, at Lindhardts valg synes som det rette.
Hans
Henrik Clemensen er tynget af fortrydelse som den ældre Aksel, der hverken fik
forløst forholdet til sin datter eller til vennen Amdi. Ungdomsgnisten blusser
op i glimt, men fortrænges fluks af de tunge skridt og den påtagede optimisme.
Fokaliseringen ligger hos denne modne mand, der som en voyeur genoplever scenerne mellem
Amdi og sit unge jeg. Smerten bærer Clemensen i blikket. Som Aksels datter er Lise Lauenblad troværdigt
frustreret, håbefuld, vred og afmægtig alt efter, hvad faderen byder hende.
Lauenblads evne til at levere en arketype med den reneste ærlighed gør, at vi
tror hende og det svigt, Aksel gang på gang har udsat hende for. Som den unge
Aksel er Lue Støvelbæk indledningsvist drenget optimistisk for senere at ende i en afgrundsdyb tvivl. En mand, der mister sig selv i Amdis hånd.
Støvelbæks talende øjne og mimik er en gave til enhver forestilling, og få
yngre skuespillere kan fylde en pause med tanker som han. Vi forstår, at den
ældre Aksel fortsat må bære drømmen om sin private Odysseus, når vi ser Hans Christian
Schrøders stærke fortolkning af Mogens Amdi Petersen. Skabertrangen fosser ud
af de levende øjne, de vilde krøller, de udstrakte arme og den selvsikre holdning. En ven, man
gerne følger til verdens ende - en charmerende psykopat, man uvægerligt
brænder sig på. Når Schrøders Amdi bryder den fjerde væg og taler til os,
får også vi lyst til at flyve tæt på solen. Han opildner masserne til at stå
sammen mod alt det onde, så vi gerne rejser os, når han beder om
det. Derfor bliver slutbilledet af den hvidsminkede, grinende Amdi i kisten des
mere uhyggeligt. Han tog røven på os, og vi opdagede det ikke i tide. Hans Christian Schrøder er en skuespiller, man glæder sig til at følge
fremover.
 |
| Lise Lauenblad og Hans Henrik Clemensen i "Amdi" Foto: Ard Jongsma |
De
mange lokationsskift bliver fint gestaltet gennem Jens Hansens indfølte
lysdesign, der hjælper os med at holde fast i den røde tråd trods en kompleks
dramaturgi. Ligeledes skaber Jesper Thestrups lyddesign en række virksomme
stemninger, der griber os. Lindhardts instruktion forløser materialet solidt
med en god sans for såvel følelsesnuancering som det æstetiske. En række
islændersweatre på bøjler er f.eks. en original og enkel måde at illustrere en
hel Tvind-bevægelse. Følelserne i spillet er ægte, og vi mærker dem - uden dog at
blive revet helt med. Dette skyldes først og sidst manuskriptet, skrevet på
dramatisk forlæg af Dicte Houmøller.
Rammehistorien
om den ældre Aksels møde med sin teaterledende datter bliver en tung og
unødvendig teaterkonstruktion, der er svær at tro på. Skønt skuespillerne
forløser scenerne nydeligt, dufter udenomshistorien umiskendeligt af
dramaturgisk skrivebordsøvelse. Her bliver replikkerne tunge og konstruerede,
mens både fremdrift og motivation humper ubehjælpsomt. Det samme gælder
Odysseus-motivet, som afgjort har noget for sig, men overeksponeres tekstligt, så ingen skal være i tvivl om den her anvendte symbolik. Igen
gemacht. En forløsning på far-datter-forholdet får vi ikke, da den postulerede
forsoning er noget påklistret og svær at tro på med parternes forskelligheder
in mente.
At
vi ikke får bundet en sløjfe på hovedspørgsmålet ”Hvem var Amdi?” kan vi leve
med, thi hvem kan kortlægge en supersvindler – en myte? Forstod nogen Stein
Bagger eller Britta Nielsen? Nuvel, vi blev i hvert fald indfanget af den mystik, der omgav deres færd.
 |
| Hans Christian Schrøder og Lue Støvelbæk i "Amdi". Foto: Ard Jongsma |
Forestillingen
om Amdi bliver som scenisk værk mest fængende, hvis man som publikum har en
forbindelse til 1970’ernes følelsesmæssige struktur, som Amdi og Tvind-bevægelsen
talte ind i. På samme vis fordrer den ældre Aksels markante opremsning af
teaterteoriens hovedskikkelser, ligesom en række faktiske begivenheder i Tvind-sagaen, at man gør sit
researcharbejde før eller efter forestillingen for at fange nuancerne. For de
modne og ældre er forestillingen således en genkendelsesgave, mens den for
denne anmelder primlært er et interessant portræt af en farlig folkeforfører.
Som sådan kan man tale for forestillingens aktualitet, når vi ser os om i verden, eller i voregen andedam, og øjner de politiske ledere, der med idealismen og veltalenheden som våben fører masserne med sig. Forestillingen rejser dermed aktuelle spørgsmål om fællesskabets pris, om individet og den sunde fornuft, der fortrænges, om magtens nødvendighed og om det grinende hvidsminkede ansigt, der er magtmisbrugets.
Hvor lette er vi egentlig at lede i fordærv? Det spørgsmål hænger i luften efter en forestilling, der trods nogle iøjnefaldende, dramaturgisk klodsede valg i manuskriptudviklingsfasen – valg, der slører hovedhistorien – er seværdig. Baggårdteatrets og Lindhardts Amdi byder på både gedigent håndværk på de fleste parametre og et vigtigt spørgsmål: Hvordan kunne én mand slippe afsted med noget, der gik så galt?
Svaret gav hverken sagen selv eller forestillingen os, og måske netop derfor er det foruroligende at tænke videre.
FAKTA
”Amdi”
/ Produceret af Baggårdsteatret.
Medvirkende:
Lise Lauenblad, Hans Christian Schrøder, Lue Støvelbæk & Hans Henrik
Clemensen / Stemmen Winnie: Sonja Richter / Instruktør & dramatiker: Thure
Lindhardt / Dramatisk forlæg: Dicte Houmøller / Dramaturg: Trine Wisbech /
Scenograf: Sir Grand Lear / Lyddesign & komponist: Jesper Thestrup /
Lysdesign: Jens Hansen / Imagolux / Produceret af: BaggårdTeatret.
Forestillingen
er baseret på bogen ”Amdi bliver til” af Rune Skyum-Nielsen i samarbejde m.
Thure Lindhardt og havde urpremiere i 2025.
Forestillingen
anmeldt på turné til Svalegangen i Aarhus d. 24/9 2026.
