Anmeldelse: "Brødrene Løvehjerte", Teatret Zeppelin

 Man kan fare vild i historien, men ikke i følelserne.

Den unge skuespiller Rex Leonard er et fund som drengen Tvebak i Teatret Zeppelins poetiske ”Brødrene Løvehjerte”. Forestillingen suser kontant gennem Astrid Lindgrens store fortælling, men finder direkte vej til børnenes og de voksnes hjerter.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 27/9 2026

★★★★★☆

Som 7-8-årig så jeg en børneforestilling af Jytte Abildstrøms teater på Kulturhuset i Randers. Efter klapsalverne talte Abildstrøm med de tilstedeværende børn om oplevelsen, og jeg sagde let bebrejdende: ”Jeg forstod altså ikke det hele!”. Den store teaterdame så på mig og spurgte: ”Men var det spændende at se på? Kunne du mærke, at vi både var vrede, kede af det og glade i historien?” Det bekræftede jeg. ”Godt,” konstaterede Abildstrøm: ”Så forstod du jo det hele!”

Denne over 30 år gamle situation vendte tilbage til mig, da jeg i går overværede premieren på Teatret Zeppelins familieforestilling ”Brødrene Løvehjerte” efter Astrid Lindgrens klassiker. Historien kender de fleste: Den syge og dødsangste dreng Tvebak trøstes af sin storebror Jonathan med fortællingen om eventyrlandet Nangijala på den anden side af døden. Jonathan dør, mens han redder sin lillebror fra en brand, Tvebak dør af sygdom, og brødrene mødes i Nangijala. Sammen kæmper de mod tyrannen Tengil og hans frygtindgydende drage Katla. Tvebak følger efter sin storebror og må undervejs forvandle sin angst til indre styrke. En fortælling om frihed, mod – og om, hvordan kærligheden til et andet menneske kan vise sig stærkere end døden.

Hampus Egelund Ahlberg og Rex Leonard i "Brødrene Løvehjerte" 
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Dramatiseringen af teatrets kunstneriske leder og instruktør Amanda Linnea Ginman galoperer afsted i et hæsblæsende tempo. Forestillingen følger Lindgrens fortælling tæt, også på ordniveau, og det er selvsagt en omfangsrig handling at skulle formidle på 75 minutter. Der bliver ikke megen tid til at dvæle, og hvis man ikke har læst ”Brødrene Løvehjerte” på forhånd, er der uomgængeligt nuancer i plottet, man ikke fanger. Denne anmelder måtte ty til et handlingsreferat på bagkant. Ginmans dramatisering er effektiv, men tæt. Den prioriterer fortællingens fremdrift og de store linjer på bekostning af nogle af de mellemregninger, der gør Lindgrens univers så rigt.

Når ovennævnte faktum forekommer mindre betydningsfuldt, skyldes det, at forestillingen giver os æstetik, håndværk og fremragende følelsesformidling.

Scenograf Veronica Fabon har skabt et dragende rum mellem virkelighed og fantasi. På overfladen en hospitalsstue med lysegrønne vægge, en seng, et vindue og en dør. Heri ligger samtidig bearbejdelsens opdatering: Fortidens børnedødelighed oversættes klogt til et genkendeligt univers; et sygt barn på et klinisk hospital. Fabon lader siden scenografien afsløre sit raffinement. Stiliserede blomster og vægge i lag med perspektiviske firkantede udskæringer og forskellige niveauer som illustration af eventyrlandet Nangijala. Alt tilsat florlette gardiner og en æstetisk poesi, hvor almindelige genstande tillægges ny betydning. Tvebaks hest Fjalar opstår f.eks. af sygelejets sengetøj, og heri har Ginman og Fabon lagt en potentiel fortolkningsnøgle; det hele er Tvebaks drøm? Et barns lykkelige hallucination på dødslejet?

Fiktionskontrakten er klar. Forestillingen er praktisk talt én lang monolog fra Tvebak med dialogiske indspark fra de andre karakterer. Den lille syge dreng tager i forestillingens åbning straks kontakt til os i et betroelsens sårbare rum, hvor vi er hans vidner. Når den fjerde væg opretholdes i visse spilscener, er det kun på skrømt, for Tvebak er straks hos os igen -han kan slet ikke lade være med at fortælle.

Foto: Camilla Winther

Den unge skuespiller Rex Leonard står i centrum som den 10-årige dreng og leverer en betagende præstation. Leonards spinkle skikkelse og karakteristisk markerede ansigt gennemspiller en række genkendelige følelser. Se ham sammenkrøbet op ad væggen med skuldrene oppe om ørene – anspændt af angst. Stemmen skælver. Øjnene søger efter en redningsplanke, og dog taler han – for at holde sig i live. Rex Leonard gennemlever Tvebaks karakterudvikling med en indlevelse, der tager vejret fra os. En usandsynlig helt i en alt for stor pyjamas, men kors, hvor vi holder med ham, når han befriet flakser bort fra hospitalet, når stemmen stiger i en blanding af trods og afmagt, og når den spinkle skikkelse svinger sværdet med en kraft, der løber gennem salen.

Rex Leonard får glimrende med- og modspil af Hampus Egelund Ahlbergs Jonathan med kropslig ro og broderkærlighed i øjnene. Morten Burian og Sunniva Gregersen udfylder deres mange vigtige småroller fint med markante skift i stemmeleje og plastisk udtryk. Burian bemærker vi især som Orvar, lederen af modstandsbevægelsen i Kirsebærdalen, som brødrene hjælper med at befri fra Tengil. Orvar manifesteres af en dukke, men Burians dukkeføring, indføling og mimik er det, der griber os.

Spillestilen er overvejende stiliseret. Universet antydes på et visuelt abstrakt niveau, men tales primært frem. Spillet er ofte frontalt med en tydelig bevidsthed om publikums tilstedeværelse. Det er en forestilling med mange ord, men der tales navnlig til fantasien. Begivenheder og steder, som Josjis død i Karmafaldet, ser vi klart for os, mens det fortælles. Antydningens kunst, når den virker.

Foto: Camilla Winther

En følelsesmæssig realisme hos karaktererne garneres med vilde ridt på sengetøjshesten og usynlige duer, der sendes i vejret af et par udstrakte hænder, så vi tydeligt se
r dem. Spillet er dynamisk med fin variation i rytme, volumen og energi hos de mange karakterer, og den symbolske artefaktinddragelse skaber et fabulerende eventyrunivers. At dramatiseringen er udført i et legende sprog, gør samtidig, at vi selv får lyst til at tage ud at lege. Til at kaste os ind i kampen mod dragen Katla, hvis grusomme øje skuer fra baggrunden i ekstravagant dukkeformat. Hvor havde det dog været nemt at bruge en skærm, men nej! Det her er teaterleg med taktil intelligens og stilfornemmelse - det er bare fedt, når voksne leger.

Malthe Hauggard har begået et symbolsk lysdesign, der svøber hospitalet i klinisk kulde for derefter at give os Nangijalas dybder i varmt rødt og gult. Stemningerne understøttes af Rasmus C. Månssons musik- og lyddesign, der er bombastisk, men uforskammet veludført. Højttalerne er placeret i salen, så duerne flakser lige hen over os.

Historien er Tvebaks. Måske en feberdrøm på det yderste? Måske flugten fra savnets fortærende smerte. Iscenesættelsen er ikke bange for at invitere os ind i det eksistentielle mørke, og den taler lykkeligvis til børn – og voksne – som følelsesmæssigt intelligente væsner. Et barns angst i vore dages uhyggeligt omskiftelige verden er en oplagt association, og Ginmans opsætning tør italesætte det alvorlige i livet fra barnets perspektiv – tab, død – og ikke mindst kærligheden.

Foto: Camilla Winther

Børnesynet er forbilledligt, for vi får 75 minutters kvalitetsfamilieteater med en tro på børn som intuitive, følende sjæle og voksne som væsner med en spillevende fantasi, der bare skal aktiveres.

Forestillingen prioriterer følelsesmæssig klarhed over narrativ fuldstændighed, men urfølelserne formidles, så de går hele salen til hjertet. For denne anmelder på en sådan måde, at tårerne løb ned ad kinderne i afslutningsscenen, hvor døden truer brødrene endnu engang, men Tvebak har fundet modet til at kæmpe. ”Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bar én lille lort!” som Tvebak minder sig selv og os andre om.

Forestillingen er næsten udsolgt, men trygl dig, kære læser, til en billet, for denne version af ”Brødrene Løvehjerte” er en lille kærlighedsgave fra Teatret Zeppelin. Man kan måske fare vild i historien, men i de reneste følelser – aldrig.                                                                                                                

 

FAKTA:

”Brødrene Løvehjerte”/ Teatret Zeppelin

Skuespillere: Rex Leonard, Hampus Egelund Ahlberg, Morten Burian og Sunniva Gregersen

Forfatter: Astrid Lindgren/ Instruktør og dramatisering: Amanda Linnea Ginman/ Dramaturgisk konsulent: Sonja Ferdinand/ Kunstnerisk sparringspartner: Mie Brandt/ Scenograf og kostumedesigner: Veronica Fabon/ Realiserende scenograf og kostumedesigner: Sol Patrick Ravn/ Lyddesigner, komponist & afvikler: Rasmus C. Månsson/ Lysdesigner: Malthe Haugaard/ Dukkemagere: WAUW, Lauréline Gormsen Démonet/ Dukkeførerkonsulent: Astrid Kjær Jensen.

Forestillingen spiller på Teatret Zeppelin fra 24. september- 21. november og er anmeldt ved premieren, d. 26 september 2026.