Anmeldelse: "Den blinde passager", Aalborg Teater

 

Under den gode stemning

Med Maria Lazars ”Den Blinde Passager” præsenterer Aalborg Teater et gennemført intenst periodedrama. Trods en vis énstrengethed i karaktertegningen står relevansen lysende klart. Hvem er vi, når vi skal vælge mellem loven og vores samvittighed?

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet d. 15. september 2026.

★★★★☆☆

Det handler om frygten for det fremmede på Aalborg Teaters scener. Mens man på Store Scene giver os en fremragende fortolkning af Holbergs ”Erasmus Montanus” udsat for en landsby med angstens skyklapper, oprustningsiver, bulder og brag, er der stille på Lille Scene. Den intense stilhed skyldes Danmarkspremieren på den jødiske forfatter Maria Lazars skuespil ”Den blinde passager” fra 1938 med nerve, sjæl og dilemmaer, der skræmmende let bliver vore egne. Som publikum er vi næsten stille i samfulde 2 timer og 15 minutter, fordi vi lytter opmærksomt til en sjældenhed i dansk teater: et periodedrama, der tager sig selv seriøst.

Handlingen foregår i 1938 på et dansk fragtskib, der sejler mellem Danmark og Tyskland. Den danske familie ombord konfronteres via en blind passager, den flygtede jødiske læge Fritz Hartmann, med deres eget syn på det fremmede. Hjælper vi uden tøven, selvom det strider mod loven, eller kærrer vi os mest om at holde det ubehagelige fra døren? Og hvem er overhovedet den fremmede Fritz? Et enkelt menneske, en broder, vi ser – eller en vilkårlig repræsentant for den store gruppe jøder, der er forfulgt; noget, der er trist, men som ikke skal ødelægge den gode stemning i hverken den danske andedam eller kahyt?

Med krigen i Ukraine som bagtæppe er forestillingen sitrende aktuel. Den lægger sig samtidig i elegant forlængelse af Aalborg Teaters succesforestilling ”Ukrainske kvinder” fra forrige sæson. Hvad er et menneske, hvis det pludselig ikke har et hjem? Tør man række ud efter hjælp? Tør man løbe risikoen for at blive afvist? Forestillingens instruktør Ina-Miriam Rosenbaum har flere gange arbejdet med jødiske spørgsmål i bl.a. forestillingerne ”Job – et enkelt menneske” og ”Arendt – at se i mørke”. Rosenbaum møder Lazars tekst med klarsyn; nænsomt - usentimentalt.

William Halken, Anna Bruus Christensen, Adam Schmidt og Patrick A. Hansen i "Den blinde passager"
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Fortættet

Vi befinder os på skibet Danmark, som scenograf Signe Krogh har sat på scenen i en overlegen dekoration; et gennemskåret fragtskib, hvor vi kan følge familien Petersens liv under dæk. Med fin detaljesans, tilbageholdt farvesætning og god historisk stilfornemmelse har Krogh begået en klaustrofobisk ramme, hvor det er vanskeligt at skjule hemmelighederne for hinanden, få fred for hinanden eller undslippe følelsen af, at noget udefrakommende truer det kendte.

Lysdesigner Julius Dyhr Hansens kongeniale lysdesign er mesterligt teaterhåndværk. Han har ganske få lyskilder at gøre med, men se lyset falde ind via et koøje eller skyggerne fra risten, der lukker sig som et fængsel om den fremmede i lastrummet. Det er rystende smukke billeder, som instruktør Rosenbaum løfter til en afstemt helhed gennem sin på én gang indfølte og nøgterne instruktion. Hun tager Maria Lazar på ordet og iscenesætter forestillingen som et kammerspil. Spillestilen er realistisk – næsten tidløs i sit oprigtige udtryk, der minder om Erik Ballings ”Matador”. Her fortælles en historie uden postmoderne distance, påtvungne metaleg og dikkedarer. Meget ligger i mimikken, i en betoning eller en pause snarere end i de store armbevægelser.

Gennem seks karakterers samvær får vi oprullet en lille fortættet historie om en flygtet jøde – og derigennem den store historie om optakten til Anden Verdenskrig. Koreograf Rebekka Lund Lindbirk lader effektivt skuespillerne kante sig omkring hinanden i skibets snævre underafdeling. De har næsten ingen plads at spille på, og derfor får vi aldrig lov at slippe fri af den plotmæssige skruestik.

Foto: Rumle Skafte

Familien Petersen

Skuespillerne leverer alle troværdige, fine præstationer i den relativt sjældent sete genre, periodedramaet er. Stærkest manifesterer herrerne sig.

Adam Schmidt er rystende troværdig som den blinde passager Fritz med rande under øjnene, benet krop og et vildt blik. Alene i hans lidt duknakkede holdning står forfølgelsen malet. Hans hjælpende ånd Carl spilles træfsikkert af Patrick A. Hansen med underkuet kejtethed og trods, når det gælder. Familiens oversete lillebror, der pludselig træffer et valg og står op for noget. Det er stærkt spil – også af William Halken som Carls grå eminence, familiens svigersøn Jørgen. Med arrogant overbærende attitude, skarpt tungebånd med frost i kanten og mandschauvinismen skinnende i de mørke øjne er Halkens Jørgen blot en selvoptaget dansk mand, der hytter sit eget, men i det klaustrofobiske indelukke er han en konstant trussel.

Jørgens forlovede Nina spilles med godhjertet naivitet af Anna Bruus Christensen. Hun stækkes dog af, at tekst og iscenesættelse fokuserer på Nina som en kvinde uden egen agens, der er underlagt de mænd, hun er sammen med. Hendes forelskelse i Fritz giver iscenesættelsen fuldt følelsesmæssigt blus, - optakten er ikke diskret - , hvilket gør Nina til en forudsigelig karakter, der afvist må liste tilbage til sin forlovede. Havde Bruus Christensen fået lov at spille mod teksten, havde man potentielt kunnet tilføre karakteren mere kant.

Det tematiske prik over i’et sætter Jørgen W. Larsen og Kathrine Høj Andersen som Kaptajn Petersen og hans frue. Et gemytligt ignorant dansk ægtepar med en småborgerlig selvgodhed, der når ud til spidsen af lagkagekniven. Her skal vi sandt for dyden opretholde den pæne familiefacade, og hvis Hitler er i radioen, skifter vi til kanalen med dansemusik. Hvad kommer Tyskland os ved anno 1938? – ja, de skulle bare vide.

Foto: Rumle Skafte

Det store i det små

Trods de gode skuespilpræstationer er Lazars figurer noget énstrengede. Som de fremstår ved forestillingens begyndelse, ender de også. Karakterbuerne er begrænsede, og figurerne er skrevet mere som stereotyper end som nuancerede menneskeportrætter. Det interessante for Lazar og iscenesættelsen synes at være det moralske dilemma, figurerne står i mht. om de skal melde Fritz eller beskytte ham. Historien udvikler sig, figurerne gør ikke, hvilket ikke giver skuespillerne mulighed for at udfolde deres fulde håndværksmæssige potentialer.

Samtidig holdes forestillingens 2 timer og 15 minutter i den samme stemnings- og spillemæssige nuance hele vejen: det afdæmpede, den intensiverende, trykkede stemning. Forløsende humoristiske øjeblikke er der ganske få af, hvorfor ”Den blinde passager” i sidste ende føles en anelse lang.

Ydermere overgøres enkeltelementer som den gentagne ”I Danmark er jeg født” fra radioen, selv da Fritz har gjort ende på sit eget liv. Her må man gerne have tillid til, at vi allerede har forstået modsætningen mellem samvittighed og skyklapper. Også de stiliserede forscenevignetter, der illustrerer, at tiden går, føles stilmæssigt påklistrede og er unødvendige i et ellers meget helstøbt billede.

I sin insisteren på at skildre den trykkede stemning blandt karaktererne i det Beckett-agtige lukkede rum overrasker forestillingen meget sjældent. Den er dramaturgisk som en habilt udført ugebladsnovelle; vi følger plottet intenst, selvom vi næsten har regnet alt ud på forhånd.

Foto: Rumle Skafte

Når dette er sagt, er ”Den blinde passager” på Aalborg Teater en lille perle af en forestilling. Et loyalt udført periodedrama, der, som Store Scenes ”Erasmus Montanus”, forekommer uhyggeligt relevant i dag - og som det kræver mod at sætte op for fuldt pålydende. Aalborg Teater fortjener ros for at stole på dramaets essens - hvornår investerer vi os i det fremmede, og hvornår holder vi fast i troen på, at de andres skæbne ikke har noget med os at gøre?

Et lille familiekammerspil og en tankevækkende afspejling af den store historie, der stadig udspilles. Hvem er vi i konflikten mellem blind lovlydighed og vor egen samvittighed?

”Det var nok det bedste for ham,” siger Jørgen påtaget empatisk, da Fritz har skudt sig. ”Selvom man ikke har blod på hænderne, kan man godt være en morder,” svarer Nina. Det replikskifte bliver hængende hos os, og som en kvinde sagde til sin mand på vej ud af salen: ”Gud ved, om hun bliver hos ham?”. Ja, hvad skal der egentlig til for at sprænge en familie itu? Hvem bliver vi, når tommeskruerne sættes på os, og den danske hygge bliver til en klæg fernis, vi skjuler os under for ikke at tage stilling?

På Aalborg Teater er udsigelsen ubehageligt enkel: De andres skæbne rager os – også når vi helst vil bilde os selv ind, at den ikke gør. Hvis vi aldrig tør gå op imod den forcerede gode stemning, mister vi grebet om både udsynet til verden og vor egen integritet som mennesker.

På Bjerget, i verden og under dæk.

 

FAKTA:

”Den blinde passager”, Aalborg Teater.

Forfatter: Maria Lazar/ Instruktør: Ina-Miriam Rosenbaum/ Scenograf: Signe Krogh/ Lysdesigner: Julius Dyhr Hansen/ Lyddesigner: Mads Stagis/ Koreograf: Rebekka Lund Lindbirk

Medvirkende: Jørgen W. Larsen, Anna Bruus Christensen, Patrick A. Hansen, Kathrine Høj Andersen, William Halken og Adam Schmidt

Forestillingen spiller d. 10/9- 8/10 2026

Forestillingen anmeldt, d. 14/9 2026