Anmeldelse: "Erasmus Montanus", Aalborg Teater

Komedie i mørke

Instruktør Jens August Wille har på Aalborg Teater skabt en uhyggeligt aktuel version af Holbergs komedie Erasmus Montanus. En dunkel Danmarksrevy, der både er tro mod teksten og spidder vor tids politiske angstretorik, og det samfund, der lader frygten indsnævre udsynet.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet d. 6. september 2026.

★★★★★☆

Der er så dejligt ude på landet – og landligt er der på Aalborg Teaters Store Scene i Palle Steen Christensens scenografi med bindingsværksvægge og halmstakke. Rammen truer med en tandløs Holbergkomedie om den lærde student Erasmus Montanus, der rejser fra København hjem til Bjerget og gør sig til grin med sin tillærte viden og arrogance. Da han insisterer på, at jorden er rund, er det nær ved at koste ham et forestående ægteskab, men ved intrigers hjælp falder alt på plads – vi er jo i Danmark, og Holberg ved vi jo er en rigtig hyggeonkel.

Præcis sådan fik vi komedien serveret på Grønnegårds Teatret i sommer; tilsyneladende fritaget for nogen kunstnerisk holdning til, hvad vi skal med stoffet i dag. Det er heldigvis ikke det, vi får på Den Nordjyske Landsdelsscene.

I instruktør Jens August Wille og dramaturg Jens Christian Lauenstein Leds bearbejdelse er Bjerget ikke et landsbysamfund, men et lukket system, hvor angsten gennemsyrer alt fra første scene. Kasper Daugbergs grønlige, forhørsagtige lysdesign og Kristian Bergs lyddesign med krigsbulder, blytung regn, flyvende objekter og dunkelt dryppende toner gør landsbyen til et sted, hvor noget truende allerede er til stede. Her banker krigen på, længe før nogen kan se den.

Holbergs tekst følges overordnet loyalt, samtidig med at forestillingen placerer sig i en ikke-tid mellem 1700-tallet og idag. Aktuelle referencer til Nyhedsdækningen, politiske sager, dronehændelser og fake news flettes ind uden at være poppet, og det holder. Vel er man iklædt kostumer, der parafraserer 1700-tallet, men karaktertegningen er urovækkende moderne. Glem alt om hyggeonkel Ludvig.

Jeppe Ellegaard Marling som Erasmus og Mogens Rex som Per Degn i "Erasmus Montanus"
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Sympatien tipper

Jeppe Ellegaard Marling spiller i første akt sin Erasmus Montanus som københavnerferm manipulator med lyserød paryk, chik lilla vest og en selvsikkerhed som var han Don Quijote på jagt efter en vindmølle. Fra høloftet stiger oraklet ned for at fortælle sine betuttede forældre og deres landsbyfæller, at vi med sproget kan skabe den virkelighed – og sandhed – vi vil.

En veltalende karl er han med sit listige smil og sin evne til at gaslighte omgivelserne til at tvivle på deres egen virkelighed. Det er lige før, vi i begyndelsen holder med landsbyboerne.

For Erasmus er ikke kun den lærde mand. Han er også en farlig retoriker, der kan få nonsens til at lyde som sandhed og servere fake news med et studeret ulvesmil. Selv det alkoholiserede lokalorakel Per Degn, hvis latin hænger i laser (»Marcipanispanis betyder marcipanbrød«), udfordres af Erasmus, der er en bedre manipulator. 

Men så tipper sympatien. Wille lader Erasmus møde en hjemby, hvor angsten er blevet fællesskabets lim. Svigerfar Jeronimus er en hjemmeværnsmand med tunnelsyn, mens Jesper Ridefoged er blevet kommunalpolitiker iført habit og indøvede paroler; i Danmark skal stå vagt om de værdier, vi kender, flaget, landrbuget - demokrati. Vi skal opruste os mod alt udefrakommende i en krise- og krigstid, og her er der ikke plads til Erasmus’ intellektuelle nuancefaible importeret fra hovedstaden.

Klimabevidsthed, skepsis over for landbruget, opgøret med gamle narrativer og kampen for det enkelte menneskes ret til at tænke og tale, som man vil, majes ned med den tunge palleløfter. Pludselig er Marlings Erasmus jaget vildt i et scenebillede, hvor halmstakkene udgør en krigszone, opstillede missiler køres ind, klar til brug, og kampen mod den akademiske landsforræder, der siger, at jorden er rund, får associationer til krigen i Ukraine.

Det er direkte ubehageligt overbevisende. Wille viser os, hvad der sker med et samfund, når frygt gør konsensus vigtigere end erkendelse.

Foto: Rumle Skafte

Karikatur med nerve

Spillestilen er karikeret hos næsten alle andre end Jeppe Ellegaard Marling, men karikaturerne fyldes med en ægthed, der rammer os i mellemgulvet.

Nanna Buhl Andresen er rørende som Erasmus’ mor, Nille. Hun taler ikke meget, men se på Buhls spil med øjnene, mens hun lytter til den lærde søn. Den moderlige omsorg forsøger hun med al magt at holde fast i, men uroen lurer lige under overfladen. Hun forstår ikke meget, men hvis nyhederne og øvrigheden siger, vi bør være bange – så er det det, hun er. Det er en lille perle af en skuespilpræstation. Oprustningen siver ind i en ellers kærlig moderfigur, og dermed bliver den politiske mekanisme menneskeliggjort.

Mogens Rex har godt fat i mørket som den moralsk anløbne, alkoholiserede Per Degn, der med skamløse tricks, frisure à la elektrochok, dåseøl, slæbende tale og skøn tenor kan fordreje hovedet på byens borgere. I hjemmeværnsklæder bliver han en brutal anfører for den bevægelse, der fælder Erasmus og vi kan se, han nyder det. Rex suppleres effektivt af Jens Gotthelf som svigerfar Jeronimus – veltalende, krigsgal og utvivlsomt med Bjergets største prepperlager. Anders Budde er frastødende god som prototypisk lokalpolitiker i revyformat. Mimikken og fysikken kører som løbske tandhjul, når han, blottet for selvironi, prædiker åndelig oprustning på et storblomstrende jysk. Revytrækkene er ikke et brud med Holberg, men en forlængelse af hans måde at karakterisere samfundet på. Derfor bliver Buddes præstation helt rigtig.

Som Erasmus’ forlovede Lisbed lægger en nonneklædt Julia Bonimowicz et ihærdigt pres på kæresten, der for Lisbeds skyld nok kan sige, at jorden er flad. Hjernevasket af fader Jeronimus sætter hun kærligheden til salg for en march i takt – bogstavelig talt. Oven i købet i sin egen balkonsekvens fra en palleløfter. Det er absurd, originalt, og billedet bliver hængende.

Foto: Rumle Skafte

Stakkels Erasmus

Jeppe Ellegaard Marling gør sin Erasmus til en kompleks figur, der i første akt er farlig og frastødende med sine argumenter for retten til at skabe alternative virkeligheder. Han er en nar med sin ranke holdning, det hånlige smil og den skarpe replik. Storfysisk er hans spil med kroppen og det udtryksfulde ansigt. Marlings Erasmus kunne være enhver ung, der flytter til storstaden og pludselig lærer om klimaaktivisme og konstruktivisme. Vi kan mærke den ungdommelige beruselse.

Vi tilgiver ham gerne efter pausen, da byens heksejagt på den unge mand med udsynet bliver direkte afskyvækkende. Havde han haft mere selvindsigt, var han nok blevet i København. Marling kan se desperat på mor Nille, kaste sig på knæ og trygle om tilgivelse og tale til publikum om det fornuftige i sit syn på verden, så vi får lyst til at give ham et insisterende kram.

Det er her, Erasmus vokser fra komisk provokatør til tragediefigur. Han tror sig befriet fra hjemegnens narrativer, men det er netop disse, der fælder ham. Det er en elegant dramaturgisk spejling: Erasmus kan ikke tale sig fri af den arv, han sidder ubehjælpeligt fast i.

Jeppe Ellegaard Marling mestrer hele følelsesregistret fra det morsomme over det højrøvede til det oprigtigt rørende og leverer sin hidtil bedste præstation på Aalborg Teater.

Foto: Rumle Skafte

Et lys i mørket

Bjergets beboere taler et jysk, der driver ned ad væggene. Det fungerer, fordi dialekten, sammen med de holbergske kostumer, karikaturerne, lyssætningens afslørende præsicion og scenografiens fortættede indelukke, der ender som en sort håbløshed, bliver billedet på et samfund, der lukker sig. Holbergs tekst bobler stadig af vid og sproglige absurditeter. Situationskomikken leveres med sikker hånd af Jens August Wille og ensemblet, men latteren får lov at eksistere oven på en konstant uro. De medvirkende messer igen og igen: »Danmark er i krig!«. 

Iført militæruniformer gør de sig klar til den krig, de er overbevist om kommer. Frygtretorikken kender vi alt for vel fra vore dages politikere, der prædiker millitær og åndelig oprustning, når demokratiet er truet. Frygt er blevet et politisk aktiv, men hvad gør den egentlig ved mennesker, og hvad får den os til at gøre ved hinanden? At Holbergs lykkelige slutning er strøget til fordel for en dobbelt ydmygelse af Erasmus i fædrelandets navn er en dramaturgisk force. Han må afsværge sig at jorden er rund, men ofres alligevel på oprustningens alter.  

Det ser sort ud, og som publikum synker man en klump. Er det virkelig den verden, vi lever i? Men så får vi alligevel lov at gå ud af salen med et spinkelt håb. Altid velspillende Østen Borre Simonsen får i en publikumshenvendelse som bror Jacob – rationalisten Holbergs talerør - lov til at runde forestillingen af med spørgsmålet, om der overhovedet er krig. Kan man stole på det,, man hører? Kan man faktisk skabe en anden virkelighed ved ordets kraft? I så fald var Erasmus’ hjemkomst måske ikke helt spildt?  

Vi får rigeligt med stof til eftertanke i det, denne anmelder spår må blive sæsonens skarpeste og mest helstøbte Holbergkomedie. Den er tæskeuhyggelig i sit portræt af vor egen samtids frygtdiskurs, modig i sin tekstmæssige og konceptuelle opdatering, sikker i Willes fintmaskede personinstruktion og velspillet til sidste halmstrå. 

Jovist, vi ler, for det er en komedie, men latteren stikker i halsen. Det er gammel komedie på et bagtæppe af et topaktuelt mørke.

 

Fakta:

Erasmus Montanus/ Aalborg Teater/ Forfatter: Ludvig Holberg/ Bearbejdet af Jens August Wille og Jens Christian Lauenstein Led/ Instruktør: Jens August Wille/ Scenograf: Palle Steen Christensen/ Lysdesigner: Kasper Daugberg/ Lyddesigner Kristian Berg.

Medvirkende: Jeppe Ellegaard Marling, Jakob Højlev Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Østen Borre Simonsen, Julia Bunimowicz, Jens Gotthelf, Amalie Drud Abildgaard, Mogens Rex, Anders Budde, Clara Josephine Manley og Cato Benjamin Calcolm, Blak

Forestillingen spiller fra, d. 3/9 – 3/10 2026 og er anmeldt d. 5/9 2026