Anmeldelse: "Guys and Dolls", Det Ny Teater

 Når tegnefilmen tager over

Det Ny Teater sætter alle sejl til for at gøre musicalen ”Guys and Dolls” seværdig. Trods solidt håndværk når forestillingen dog ikke ud over scenekanten. Den er festlig og flot, men leverer ikke fuldt på nogen af sine mulige præmisser.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet d. 18. september 2026.

★★★☆☆☆

Der er to oplagte måder at lykkes med en ældre musical som ”Guys and Dolls” på i 2026: Som ren underholdning, hvor musik, dans, scenografi og de komiske karakterer har en sådan mængde charme og overskud, at publikum bare må overgive sig. Alternativt kan man skabe en nutidig genfortolkning, hvor iscenesættelsen har en stringent idé om, hvorfor vi i 2026 skal se netop denne musicalkomedie.

Med dette i baghovedet satte denne anmelder sig i går til rette i Det Ny Teater for at opleve premieren på Jo Swerling, Abe Burrows og Frank Loessers Broadwaymusical ”Guys and Dolls” fra 1950.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Gammel vin på nye flasker?

I New Yorks underverden i 1930’erne indgår den spilleglade gambler Sky Masterson et væddemål med småsvindleren Nathan Detroit: Han skal få den dydige missionssøster Sarah Brown med til Cuba. Samtidig forsøger Nathan at holde fast i sin forlovede Adelaide, som efter 14 års forlovelse længes efter et bryllup. Det hele udspiller sig blandt gangstere, hasardspillere og missionsfolk, hvor kærlighed og spil efterhånden vikles sammen. Plottet er på den ene side tyndt som bagepapir, på den anden side er dramaturgien så kringlet, at det kræver retningssans at få publikum med til finalen.

Med dette repertoirevalg har Det Ny Teater valgt at hente en 76 år gammel musical op af skuffen, hvor den har ligget hengemt i 30 år. Netop derfor kan man med rimelighed forvente, at det kunstneriske hold har gjort sig tanker om den dramatiske og kunstneriske nødvendighed. For på tekstsiden er det, i Hans Christian Ægidius’ gamle oversættelse, et materiale, der i dag har sit at slås med. Kvinder omtales som tøser og lækre kællinger – de er objekter, noget man spiller om eller forsøger at erobre. Mændene er omvendt nogle fandens karle -dem der tager initiativerne.  Materialets følelsesmæssige struktur formidler et kønsrollesyn, der gik i graven med hyggesexismen og far til fire-filmene.

Opgaven med at genskabe værket i tiden er lagt i hænderne på et af dansk teaters største legebørn, instruktør Heinrich Topp Christensen. Med vanlig sans for høj energi, show, sjov og ballade, bl.a. udviklet gennem en række teaterkoncerter, iscenesætter han forestillingen som en overdimensioneret tegneserie. De i forvejen skabelonagtige karakterer forstørres, så mændene bliver en samling skvattede klovneskikkelser, mens de to kvindelige hovedkarakterer får styrke, temperament og Girl Power side om side med artighed og drøm om bryllup og familieidyl. Altså: Gør mændene dumme, så kvinderne kan fremstå stærke. Ligeværdighed havde været et andet moderne bud.

Foto: Camilla Winther

Fra gangsterverden til tegnefilm

I Heinrich Topp Christensens iscenesættelse er der skruet op for fysikken, mimikken, gestikken, de forvrængede stemmer og de teatralske betoninger. Det topprofessionelle ensemble er helt med på det karikerede udtryk. men fordi tempo og volumen i replikkerne, navnlig i 1. akt, er skruet så højt op, bliver vi forpustede.

Vi griner, bevares, men i det forcerede up-tempo kommer de mange punchlines til at mangle intelligens og underfundighed. Humoren bliver påtrængende og får ikke luft under vingerne. De store latterbrøl udebliver, for når alt er stort, skørt og voldsomt, bliver der ikke meget plads til de små forskydninger, pauser og menneskelige absurditeter, som komikken næres af.

Midt i al virakken glæder man sig over en samling solide skuespilpræstationer. Som småsvindleren Nathan Detroit er Kim Hammelsvang øretæveindbydende god. Han spiller rollen på det øverste af tåspidserne med timingsans og plastisk virtuositet - og så kan han foredrage en sangtekst, så man kan høre selv tryksværten. Som sangerinden Adelaide er Karoline Brygmann forrygende i sin blanding af flamboyant divatemperament og fornærmet giftesyge. I de store sangligt komiske ture er hun uovertruffen og en gevinst for forestillingen. Isabel Schwartzbach forener som missionæren Sarah sin fine klassiske sopran med en underspillet præcis komik og rammer både det snerpede og det eventyrlystne mellem øjnene. Hendes samspil med Nicolai Jandorfs storsvindler Sky er blandt aftenens højdepunkter. Jandorf har glatheden og arrogancen til indkøbspris, men leverer samtidig den bund og indlevelse, som tegneserieformen ellers risikerer at udviske. Hans karakterbue er forestillingens eneste gennemførte. Vi kan mærke hans udvikling fra spiller til en mand, der satser noget følelsesmæssigt. Desuden synger han så forførende, at hele salen sitrer.

Ud over de fire ovennævnte glæder vi os over veteranen Preben Kristensen, der er roen selv i den lille rolle som Sarahs livskloge onkel Arvide. Under hans kærlige ballade lytter vi med varme smil, og man får ligefrem lyst til at kravle op og sætte sig ved siden af ham. Så afdæmpet. Så ukrukket. Så oprigtigt. En lille perle af en præstation.

I anden akt får de fire hovedroller lov at dvæle mere ved deres figurer. Der kommer mere tyngde og mere intensitet i spillet, og pludselig mærker vi i glimt de mennesker, der let bliver væk i Christensens volumenglade iscenesættelse.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Foto: Camilla Winther

Alt det der glimrer

Som indpakning om 1930’er-løjerne udruller Det Ny Teater hele efterårskollektionen. Scenografien og kostumerne af hhv. Simon Wells og Helle Damgård parafraserer både gangstermiljø, dansegarderobe, menighed og det rytmedunkende Havanna med ægte springvand og hele pivtøjet. Tøjet er en elegant karikatur af tidens mode – velsiddende og -syet. Det visuelle er ekstraordinært flot med et kulisseshow, man ikke ser andre steder. Det pompøse modsvares af en diskret New York-skyline, hvor Malte Hauges præcise lysdesign sætter os i en sværmerisk stemning à la ”La La Land”.

Liveorkestret – en sjældenhed i dansk musikteater – lader under Jesper Frank Larsens ledelse liflige musicaltoner strømme fra graven i form af Loessers musik, der er sprælsk, swingende og umådelig sangbar med både jazz, gospel og sentimental Broadway-romantik. Vi nynner gennem hele pausen. Koreografien af Heather Douglas præges af skarphed og lune og udføres af et velsyngende ensemble, der mestrer den klassiske amerikanske musicaldans, hvor iscenesættelsens tegneserieagtige stil forfølges loyalt i et forstørret udtryk.

Det Ny Teater hiver sit flotteste gavepapir frem, men hovedspørgsmålet til gavens indhold må stedse være: Hvorfor? Der er masser af talent på scenen, men de gode kræfter kunne man have investeret i en hvilken som helst anden musicalklassiker – hvorfor netop ”Guys and Dolls”?

Foto: Camilla Winther

Mellem to stole

Hvis forestillingen først og fremmest vil underholde, lykkes det kun delvist, fordi det overgearede formsprog paradoksalt nok spænder ben for humoren. Når alle råber, er der ingen, der får lov at dvæle – endsige holde en pause. Det er næsten kun Jandorf forundt.

Ét er, at figurerne på tekstplan er stereotyper, men når man samtidig spiller dem som stereotyper, bliver det vanskeligt for os som publikum at få sympati med karaktererne. Hvis forestillingen derimod vil fortælle os noget nyt om ”Guys and Dolls”, hvad vil da denne version sige om mændene, kvinderne, kærligheden, kønnene og det miljø, musicalen skildrer? Her bliver svaret uklart, fordi man tilsyneladende har valgt støj frem for fokus. Mænd er nogle småkriminelle skvat, kvinderne er skrappe, og ender med at stå hvid brud med underkuede ægtemænd og blomster på aviskiosken.

Fint, men også uambitiøst. Opsætningen giver os sang, dans, livemusik og scenisk håndværk på højt niveau. Problemet er, at de skuespil- og følelsesmæssige nuancer drukner i karikaturen – måske som et dække over, at iscenesættelsen ikke har besluttet sig for, hvad den vil bruge netop denne musicalkomedie til?

Så står vi tilbage mellem de to stole: Forestillingen er ikke festlig nok til for alvor at være den store eskapistiske musicalfest, og den er ikke fortolkende nok til at give den gamle musical en ny nødvendig aktualitet. I stedet får vi en omgang flot og velklingende spektakelteater. Spillet for pålydende uden moderne ironi – og på lange stræk desværre også uden megen sjæl.

Man kunne have valgt så mange andre musicals til denne efterårsopsætning. Hvorfor netop ”Guys and Dolls”?

Det fik vi aldrig svar på.

 

FAKTA:

“Guys and Dolls”, Det Ny Teater. Musik og sangtekster: Frank Loesser. Manuskript: Jo Swerling og Abe Burrows. Iscenesættelse: Heinrich Topp Christensen. Koreografi: Heather Douglas. Scenografi: Simon Wells. Kostumer: Helle Damgård. Kapelmester: Jesper Frank Christensen. Musikalsk indstudering: Michael Webborn. Lysdesign: Malte Hauge. Lyddesign: Det Ny Teater. Oversættelse: Hans Christian Ægidius

Medvirkende:
Isabel Schwartzbach, Kim Hammelsvang, Nicolai Jandorf, Preben Kristensen, Karoline Brygmann,  Kasper Leisner, Ann Hjort,  Nis Pedersen, Simon Nøiers, Søren Bech-Madsen, Lauge Demant, James Leece Frederik Espenhain

Cassandra Bækkel, Marie Gersholm Baktoft, Josephine Feit, Linnea Stenbeck, Fannie Johansson, Julia Åkesson, Jacob Prüser, Nils Boyer, Benjamin Windborg, Mikkel Hoé, Mark Lenskjær Fries, Cecilie Hedin Klagenberg, Swing / Rebecca Gusdal.

Forestillingen spiller fra d. 17/9 – 29/11 2026.

Forestillingen anmeldt ved premieren, d. 17/9 2026