Anmeldelse: "Stolthed og Fordom", Aarhus Teater

 Til skue

Om end dramatiseringen er en råt tilskåret version af Jane Austens romanklassiker, går Aarhus Teaters ”Stolthed og Fordom” lige i hjertet. Takket være en tro på historien, solidt håndværk og en strålende Laura Kjær Jensen som Elizabeth Bennet.  

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet d. 4/9 2026.

★★★★★☆

Elizabeth ser på Mr. Darcy, og han på hende. Famlende og dog fast. Følelserne galoperer bag empiresnittet, så de flagrer helt op til bageste række. Vi genkender den; forhåbningen, angsten - kærligheden.

”Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru”. Således indleder den engelske forfatter Jane Austen sin romanklassiker ”Stolthed og Fordom” fra 1813. Historien om Elizabeth Bennet og den stinkende rige Mr. Darcy, der først ikke kan udstå synet af hinanden, men langsomt må erkende, at de måske alligevel hører sammen, er for længst blevet en del af den vestlige kulturarv. Ikke mindst BBC’s serie fra 1995 med Jennifer Ehle og Colin Firth har gjort historien nærmest uudslettelig. For få år siden spillede Betty Nansen Teatret en vellykket version af Austens værk, og nu rider Aarhus Teater med på tidens trang til romantisk eskapisme – illustreret i f.eks. Netflix-hittet ”Bridgerton”.

Det er desuden, med god grund en almindelig udbredt opfattelse i dansk teater, at man må gøre noget i en klassikeropsætning for at lokke det moderne publikum ind i et tematisk rum, hvor stoffet klinger aktuelt. På Aarhus Teater har vi flere gange set en tydelig feministisk slagside i klassikerstoffet, der har ført til motorsavsmassakre i ”Jane Eyre” og 70’er-politisk mandesudkamning i ”Elverhøj” og ”Barbara” –– som om det er ufint at tro på klassikerens almengyldighed uden at påklistre et bedrevidende metaniveau.

Med ”Stolthed og Fordom” begår instruktør Carolin Oredsson den forfriskende genistreg at tage Jane Austens roman og karakterer for pålydende uden distance. Scenograf David Gehrt skaber på teatrets Scala Scene en æstetisk nydelse; en enkel hvid scenografi med trapper, plateauer, lange gardiner, sminkeborde og spejle. Spejle høje som huse, der forbinder Austens tid direkte med vor egen.

Mette Døssing, Clara Phillipson, Laura Kjær Jensen og Marie Boda i "Stolthed og Fordom".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Emil Busk Jensen og Laura Kjær Jensen i "Stolthed og Fordom".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Spejlkabinet og grovfil

Personerne på scenen deltager i et spil; et spil om at se og blive set. På 1800-tallets ægteskabsmarked er alle til skue med meritter og mangler, sociale såvel som økonomiske, blotlagt. Fremtiden står på spil, alt er at vinde eller miste. Gehrt har iklædt skuespillerne elegante empirekostumer - smukt teaterskrædderarbejde - og hele ensemblet bærer sig så stateligt, at vi tror på miljøet, hvert dansetrin, hvert buk og nej, hver høflig eller ironisk reverens.

En kakofoni af konventioner som et stramt korset om rigtige menneskers vilde indre liv. I de store spejle kan vi sågar se os selv spejlet. Vi er, som publikum, selv til skue – om vi vil det eller ej.

Metaforen genbruges via kameraer i sminkespejlene. Sætter en karakter sig i det private rum med ryggen til os, får vi fluks ansigt og sindstilstand at se på to storskærme. I det prævictorianske samfund handler alt om at vurdere og blive vurderet. Det kender vi kun alt for godt i dag – desværre.

Foto: Emilia Therese

Thora Eriksens diskrete lysdesign understøtter serien af stiliserede tableauer med navnlig en række smukke silhuetvirkninger, og i denne harmonisk afstemte ramme iscenesætter Oredsson fortællingen som sikker stilkomedie med hovedparret som publikums følelsesmæssige holdepunkter.

Bevares; dramatiker Dicte C. Houmøllers kronologisk fremadskridende manuskript er skrevet med lige dele blyant og grovfil. Houmøller har ti skuespillere til rådighed og har måttet foretage betydelige beskæringer i Austens persongalleri og handlingsforløb. Flere af Bennet-søstrene er væk, ligesom meget af det narrative åndedræt er skåret bort for at få handlingen fremad i eksprestempo.

Elizabeths rejse til Darcys Pemberley med familien Gardiner – et afgørende vendepunkt – bliver f.eks. forfladiget til en let umotiveret weekendtur med fader Bennet, der blot drømmer om at fiske. Trods forestillingens 2 timer og 40 minutter med pause er der ikke tid til de finere handlingsmæssige nuancer – og trods den let ufølsomme beskæring af stoffet trænger til pausen, da den kommer.  

Det betyder at vi transporteres fra A til Z, men noget af Austens atmosfære, både sprogligt og narrativt og miljømæssigt, mangler. Enkelte anakronismer som ”du” og okay” har tillige sneget sig ind i forbifarten. Har man hverken læst bogen eller set en filmatisering, anbefales et handlingsreferat på forhånd, og selv da går det over stok og sten uden mellemregninger.

Foto: Emilia Therese

Perlende periodetræfninger

Når forestillingen alligevel vinder, er det, fordi vi aldrig er i tvivl om, hvad der står på spil – unge mennesker på kærlighedens kringlede veje – iscenesat med lige dele sikker komisk sans og ærlig alvor. Den let løftede spillestil fungerer, og det meste af ensemblet kan håndtere det højstemte 1800-tals sprog uden at parodiere det. Voicecoach Nini Schou fortjener ros for sin sikre stilsans, der er uundværlig i periodedramaet – for én gangs skyld får vi alle endelserne med.

Hvad angår godt skuespillerhåndværk glæder sig over Mette Døssing som en neurotisk giftekniv af en Mrs. Bennet. I første akt er hun instrueret ensidigt forfjamsket - i 2. akt er hun rablende forrygende. Øjnene ruller, benene går som trommestikker, konstant sidder hun på nåle og selvretfærdigheden driver helt ud på rækkerne. En klassisk madammerolle spillet med moderne lethed og fysisk overskud.

Charmerende er også Clara Phillipson som den yngste Bennetdatter Lydia, der stikker af med den anløbne soldat Mr. Wickham. Phillipson spiller rollen med teenageenergien på speed, en fin komisk timing og et scenisk nærvær der får os til at tro på denne lillesøsters oprør. Hvem ville i øvrigt ikke falde for Emil Prenters Mr. Wickham, når han står dér med godmodigt smil og falsk beskedenhed. Prenter underspiller sin charmerende skurk, hvilket gør ham både troværdig og ubehagelig.

Forestillingens komiske festfyrværkeri leverer Malte Conradsen som præsten Mr. Collins, der har udset sig en brud blandt Bennets døtre. I sin smiskende selvglæde er han lattervækkende som Holbergs Peder Erichsen på frierfødder, talestrømmen er ustoppelig og manererne minder en forpjusket hejre på fiskejagt i danske vande. En sikker komediepræstation. At instruktør og dramatiker har reduceret Mr. Bennet og Mr. Bingley, tappert varetaget af hhv. Henrik Birch og Kevan Nirwan Soliman, til ligegyldige klovneskikkelser er en skam.

Foto: Emilia Therese

Foto: Emilia Therese

Misantropen og Eliza

Emil Busk Jensen har den utaknemmelige opgave at skulle følge efter Colin Firth i rollen som Mr. Darcy. Det fine er, at Busk ved første entre vinder vores sympati. Har denne tavse gentleman ikke en pointe, iklædt afdæmpet sort-hvidt kostume og koncis diktion? Har han ikke en pointe i sin væmmelse ved selskabslivets overfladiskhed?

Busk kan spille en helaftensforestilling med øjnene alene, og selv i tavse momenter forstår vi hans Darcy. En ensom ung mand, på en måde en fætter til Molières Misantrop, der har iført sig en brynje af kølig distance og tavshed for ikke at mærke - for ikke at blive forrådt. Af og til trænger følelserne ud gennem sprækker i panseret – smukt illustreret foran spejlet. Hans øjne bliver blanke og stemmen sitrer let. Emil Busk spænder over hele følelsesregistret fra arrogant afventen til drenget usikkerhed, da fascinationen af Elizabeth tager over. Hans ansigt og kropsholdning, da hun afviser hans frieri, gør ondt at se på. Han holder facaden – indeni brænder det.

Denne Darcy holder vi med, fordi Emil Busk Jensen giver os et menneske, der frygter at miste kontrollen, men til sidst overgiver sig. Og Laura Kjær Jensens Elizabeth bør ikke gøre det vanskeligt for ham.

Laura Kjær Jensen fremstiller en ung kvinde, som tror på kærlighedens ret midt i det spejlbeklædte beskuelseskabinet. Hendes Elizabeth Bennet er så fyldt med oprør, smerte og længsel, fjantet legelyst og menneskelig råstyrke, at forestillingen, velfortjent, er hendes. Hvor er det dejligt endelig at se denne skuespillerinde i et hovedparti på én af husets store scener.

Bag periodekostumet bor en stærk ung kvinde, der går imod konventionerne og samtidig er bundet af dem. Splittelsen mellem begær og familiær pligt indfanges i en enkelt håndbevægelse, skuffelsen over den bortløbne elsker i et hurtigt blik, foragten for Darcys arrogance i den måde, hun håndterer et klaver på. Rå magtkamp forklædt som ufarlig salonunderholdning.

Kjær Jensen har både lystspilslethed og pondus. Hendes krystalklare stemme fylder rummet med lykke og fortvivlelse, mens vi hepper på hende. I de løsslupne scener med søstrene er hun god – i scenerne med Emil Busk Jensens Darcy er hun betagende oprigtig. Tvivlen malet i den unge kvindes ansigt: Er dette virkelig kærlighed? Tør jeg tro på den?

Foto: Emilia Therese

Drømmen

Og så er vi der; nøglen til denne opdaterede klassiker. Skønt manuskriptet spurter gennem handlingen, er vi aldrig i tvivl om, hvad det handler om. Mennesket er sat til skue, dengang som nu, men vi skal ikke tro på alt, hvad vi ser. Mere på det, vi føler.

Austens fortælling og Carolin Oredssons iscenesættelse viser os, at der er håb for kærligheden, hvis man ikke dømmer efter udseendet, er parat til at parkere stolthed og fordom, sænke paraderne, lytte og føle. Hvem drømmer ikke om momentet, hvor en anden, for en stund, får os til at slippe forstillelsen?

Elizabeth ser på Darcy, og han på hende. Famlende og dog fast. Moderne følelser galoperer bag empiresnittene. Vi genkender den – forhåbningen, angsten, kærligheden.

FAKTA

”Stolthed og Fordom”, Aarhus Teater/ Forfatter: Jane Austen/ Oversættelse Lærke Pade (Gyldendal)/ Dramatisering: Dicte C. Houmøller/ Iscenesættelse: Carolin Oredsson/ Scenografi & kostumedesign: David Gehrt/ Scenografisk koncept: Josefine Thornberg-Thorsøe/ Koreografi: Esther Lee Wilkinson/ Kompositioner: Joëlle Marie McGovern/ Lysdesign: Thora Eriksen/ Lyddesign: Aki Shiraishi Bech/

Medvirkende: Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green, Malte Conradsen

Forestillingen spiller fra 3/9 – 7/10 2026

Forestillingen anmeldt ved premieren, d. 3/9 2026