Anmeldelse: "Stolthed og Fordom", Aarhus Teater
Til skue
Om end dramatiseringen er en råt tilskåret version af
Jane Austens romanklassiker, går Aarhus Teaters ”Stolthed og Fordom” lige i
hjertet. Takket være en tro på historien, solidt håndværk og en strålende Laura
Kjær Jensen som Elizabeth Bennet.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet d. 4/9 2026.
★★★★★☆
Elizabeth ser på Mr. Darcy, og han på hende. Famlende
og dog fast. Følelserne galoperer bag empiresnittet, så de flagrer helt op til
bageste række. Vi genkender den; forhåbningen, angsten - kærligheden.
”Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig
mand med en passende formue må have brug for en hustru”. Således indleder den engelske
forfatter Jane Austen sin romanklassiker ”Stolthed og Fordom” fra 1813. Historien
om Elizabeth Bennet og den stinkende rige Mr. Darcy, der først ikke kan udstå
synet af hinanden, men langsomt må erkende, at de måske alligevel hører sammen,
er for længst blevet en del af den vestlige kulturarv. Ikke mindst BBC’s serie
fra 1995 med Jennifer Ehle og Colin Firth har gjort historien nærmest
uudslettelig. For få år siden spillede Betty Nansen Teatret en vellykket
version af Austens værk, og nu rider Aarhus Teater med på tidens trang til
romantisk eskapisme – illustreret i f.eks. Netflix-hittet ”Bridgerton”.
Det er desuden, med god grund en almindelig udbredt opfattelse
i dansk teater, at man må gøre noget i en klassikeropsætning for at lokke det
moderne publikum ind i et tematisk rum, hvor stoffet klinger aktuelt. På Aarhus
Teater har vi flere gange set en tydelig feministisk slagside i
klassikerstoffet, der har ført til motorsavsmassakre i ”Jane Eyre” og
70’er-politisk mandesudkamning i ”Elverhøj” og ”Barbara” –– som om det er ufint
at tro på klassikerens almengyldighed uden at påklistre et bedrevidende metaniveau.
Med ”Stolthed og Fordom” begår instruktør Carolin Oredsson den forfriskende genistreg at tage Jane Austens roman og karakterer for pålydende uden distance. Scenograf David Gehrt skaber på teatrets Scala Scene en æstetisk nydelse; en enkel hvid scenografi med trapper, plateauer, lange gardiner, sminkeborde og spejle. Spejle høje som huse, der forbinder Austens tid direkte med vor egen.
![]() |
| Mette Døssing, Clara Phillipson, Laura Kjær Jensen og Marie Boda i "Stolthed og Fordom". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
![]() |
| Emil Busk Jensen og Laura Kjær Jensen i "Stolthed og Fordom". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Spejlkabinet og grovfil
Personerne på scenen deltager i et spil; et spil om at
se og blive set. På 1800-tallets ægteskabsmarked er alle til skue med meritter
og mangler, sociale såvel som økonomiske, blotlagt. Fremtiden står på spil, alt
er at vinde eller miste. Gehrt har iklædt skuespillerne elegante empirekostumer
- smukt teaterskrædderarbejde - og hele ensemblet bærer sig så stateligt, at vi
tror på miljøet, hvert dansetrin, hvert buk og nej, hver høflig eller ironisk reverens.
En kakofoni af konventioner som et stramt korset om
rigtige menneskers vilde indre liv. I de store spejle kan vi sågar se os selv
spejlet. Vi er, som publikum, selv til skue – om vi vil det eller ej.
Metaforen genbruges via kameraer i sminkespejlene.
Sætter en karakter sig i det private rum med ryggen til os, får vi fluks ansigt
og sindstilstand at se på to storskærme. I det prævictorianske samfund handler
alt om at vurdere og blive vurderet. Det kender vi kun alt for godt i dag –
desværre.
![]() |
| Foto: Emilia Therese |
Thora Eriksens diskrete lysdesign understøtter serien
af stiliserede tableauer med navnlig en række smukke silhuetvirkninger, og i denne
harmonisk afstemte ramme iscenesætter Oredsson fortællingen som sikker stilkomedie
med hovedparret som publikums følelsesmæssige holdepunkter.
Bevares; dramatiker Dicte C. Houmøllers kronologisk
fremadskridende manuskript er skrevet med lige dele blyant og grovfil.
Houmøller har ti skuespillere til rådighed og har måttet foretage betydelige
beskæringer i Austens persongalleri og handlingsforløb. Flere af
Bennet-søstrene er væk, ligesom meget af det narrative åndedræt er skåret bort
for at få handlingen fremad i eksprestempo.
Elizabeths rejse til Darcys Pemberley med familien
Gardiner – et afgørende vendepunkt – bliver f.eks. forfladiget til en let
umotiveret weekendtur med fader Bennet, der blot drømmer om at fiske. Trods
forestillingens 2 timer og 40 minutter med pause er der ikke tid til de finere handlingsmæssige
nuancer – og trods den let ufølsomme beskæring af stoffet trænger til pausen,
da den kommer.
Det betyder at vi transporteres fra A til Z, men noget af Austens atmosfære, både sprogligt og narrativt og miljømæssigt, mangler. Enkelte anakronismer som ”du” og okay” har tillige sneget sig ind i forbifarten. Har man hverken læst bogen eller set en filmatisering, anbefales et handlingsreferat på forhånd, og selv da går det over stok og sten uden mellemregninger.
![]() |
| Foto: Emilia Therese |
Når forestillingen alligevel vinder, er det, fordi vi
aldrig er i tvivl om, hvad der står på spil – unge mennesker på kærlighedens
kringlede veje – iscenesat med lige dele sikker komisk sans og ærlig alvor. Den
let løftede spillestil fungerer, og det meste af ensemblet kan håndtere det
højstemte 1800-tals sprog uden at parodiere det. Voicecoach Nini Schou
fortjener ros for sin sikre stilsans, der er uundværlig i periodedramaet – for én
gangs skyld får vi alle endelserne med.
Hvad angår godt skuespillerhåndværk glæder sig over Mette
Døssing som en neurotisk giftekniv af en Mrs. Bennet. I første akt er hun
instrueret ensidigt forfjamsket - i 2. akt er hun rablende forrygende. Øjnene
ruller, benene går som trommestikker, konstant sidder hun på nåle og
selvretfærdigheden driver helt ud på rækkerne. En klassisk madammerolle spillet med moderne lethed og fysisk overskud.
Charmerende er også Clara Phillipson som den yngste
Bennetdatter Lydia, der stikker af med den anløbne soldat Mr. Wickham.
Phillipson spiller rollen med teenageenergien på speed, en fin komisk timing og
et scenisk nærvær der får os til at tro på denne lillesøsters oprør. Hvem ville
i øvrigt ikke falde for Emil Prenters Mr. Wickham, når han står dér med
godmodigt smil og falsk beskedenhed. Prenter underspiller sin charmerende
skurk, hvilket gør ham både troværdig og ubehagelig.
Forestillingens komiske festfyrværkeri leverer Malte Conradsen som præsten Mr. Collins, der har udset sig en brud blandt Bennets døtre. I sin smiskende selvglæde er han lattervækkende som Holbergs Peder Erichsen på frierfødder, talestrømmen er ustoppelig og manererne minder en forpjusket hejre på fiskejagt i danske vande. En sikker komediepræstation. At instruktør og dramatiker har reduceret Mr. Bennet og Mr. Bingley, tappert varetaget af hhv. Henrik Birch og Kevan Nirwan Soliman, til ligegyldige klovneskikkelser er en skam.
![]() |
| Foto: Emilia Therese |
![]() |
| Foto: Emilia Therese |
Emil Busk Jensen har den utaknemmelige opgave at
skulle følge efter Colin Firth i rollen som Mr. Darcy. Det fine er, at Busk ved
første entre vinder vores sympati. Har denne tavse gentleman ikke en pointe,
iklædt afdæmpet sort-hvidt kostume og koncis diktion? Har han ikke en pointe i
sin væmmelse ved selskabslivets overfladiskhed?
Busk kan spille en helaftensforestilling med øjnene
alene, og selv i tavse momenter forstår vi hans Darcy. En ensom ung mand, på en
måde en fætter til Molières Misantrop, der har iført sig en brynje af kølig
distance og tavshed for ikke at mærke - for ikke at blive forrådt. Af og til
trænger følelserne ud gennem sprækker i panseret – smukt illustreret foran spejlet.
Hans øjne bliver blanke og stemmen sitrer let. Emil Busk spænder over hele
følelsesregistret fra arrogant afventen til drenget usikkerhed, da
fascinationen af Elizabeth tager over. Hans ansigt og kropsholdning, da hun
afviser hans frieri, gør ondt at se på. Han holder facaden – indeni brænder det.
Denne Darcy holder vi med, fordi Emil Busk Jensen giver
os et menneske, der frygter at miste kontrollen, men til sidst overgiver sig.
Og Laura Kjær Jensens Elizabeth bør ikke gøre det vanskeligt for ham.
Laura Kjær Jensen fremstiller en ung kvinde, som tror
på kærlighedens ret midt i det spejlbeklædte beskuelseskabinet. Hendes Elizabeth
Bennet er så fyldt med oprør, smerte og længsel, fjantet legelyst og
menneskelig råstyrke, at forestillingen, velfortjent, er hendes. Hvor er det
dejligt endelig at se denne skuespillerinde i et hovedparti på én af husets store
scener.
Bag periodekostumet bor en stærk ung kvinde, der går
imod konventionerne og samtidig er bundet af dem. Splittelsen mellem begær og
familiær pligt indfanges i en enkelt håndbevægelse, skuffelsen over den
bortløbne elsker i et hurtigt blik, foragten for Darcys arrogance i den måde,
hun håndterer et klaver på. Rå magtkamp forklædt som ufarlig salonunderholdning.
Kjær Jensen har både lystspilslethed og pondus. Hendes
krystalklare stemme fylder rummet med lykke og fortvivlelse, mens vi hepper på
hende. I de løsslupne scener med søstrene er hun god – i scenerne med Emil Busk
Jensens Darcy er hun betagende oprigtig. Tvivlen malet i den unge kvindes
ansigt: Er dette virkelig kærlighed? Tør jeg tro på den?
![]() |
| Foto: Emilia Therese |
Og så er vi der; nøglen til denne opdaterede
klassiker. Skønt manuskriptet spurter gennem handlingen, er vi aldrig i tvivl
om, hvad det handler om. Mennesket er sat til skue, dengang som nu, men vi skal
ikke tro på alt, hvad vi ser. Mere på det, vi føler.
Austens fortælling og Carolin Oredssons iscenesættelse
viser os, at der er håb for kærligheden, hvis man ikke dømmer efter udseendet,
er parat til at parkere stolthed og fordom, sænke paraderne, lytte og føle. Hvem
drømmer ikke om momentet, hvor en anden, for en stund, får os til at slippe
forstillelsen?
Elizabeth ser på Darcy, og han på hende. Famlende og
dog fast. Moderne følelser galoperer bag empiresnittene. Vi genkender den –
forhåbningen, angsten, kærligheden.
FAKTA
”Stolthed og Fordom”, Aarhus Teater/ Forfatter: Jane
Austen/ Oversættelse Lærke Pade (Gyldendal)/ Dramatisering: Dicte C. Houmøller/
Iscenesættelse: Carolin Oredsson/ Scenografi & kostumedesign: David Gehrt/ Scenografisk
koncept: Josefine Thornberg-Thorsøe/ Koreografi: Esther Lee Wilkinson/ Kompositioner:
Joëlle Marie McGovern/ Lysdesign: Thora Eriksen/ Lyddesign: Aki Shiraishi Bech/
Medvirkende: Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen,
Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan
Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green, Malte Conradsen
Forestillingen spiller fra 3/9 – 7/10 2026
Forestillingen anmeldt ved premieren, d. 3/9 2026


.jpg)
.jpg)

.jpg)
.jpg)



