Anmeldelse: “Vegetaren”, Aarhus Teater
Kød og kunstgreb
Vegetaren på Aarhus Teater byder på
gennemført stilisering og solide skuespilpræstationer. En litterær
forestilling, der vil meget, men hvis stærke sanselige billeder samtidig holder
os på en armslængdes afstand.
Af
Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet d. 11. september 2026.
★★★★☆☆
Vi kan mærke hver eneste vejrtrækning i vores egen
krop. Bag hendes øjne findes et tavst landskab af følelser. Den unge kvinde
Yeong-Hye trykker sig på brystet, efter at hun har slæbt en stor sæk rødt kød
ind i scenerummet. Hospitalsassociationerne er ikke til at tage fejl af. Hun
trækker kød ud af munden og gisper derefter, som om hun er blevet befriet.
Øjnene er lukkede. En dyb vejrtrækning. Lettelsen breder sig over hendes
ansigt.
Vi får et stærkt åbningsbillede i Aarhus Teaters
opsætning af den nobelprisvindende Han Kangs bestsellerroman Vegetaren
på Studio Scenen – en Danmarkspremiere. Dramatiker og instruktør Rebekka
Boyding har omskabt det litterære værk til 80 minutters intenst teater. Vi
bænker os nysgerrigt. Hvorfor denne roman på scenen netop nu?
 |
| Foto: Rumle Skafte |
Et rum af virkeligheder
Scenerummet, skabt af Ida Grarup med assistance af
Oda Vad, er klinisk hvidt med lysende paneler, venteværelsesstole, et florlet
forhæng og tre kolde fortove. De tre fortove spejler forestillingens
fiktionslag, idet dramatiseringen giver os tre monologer med indskudte
drømmefragmenter fra hovedpersonen. Rummet kan læses som en hospitalsverden og
dermed som en mulig fortolkningsnøgle til fortællingen: en beretning om
spiseforstyrrelse og psykisk sygdom set fra de pårørendes perspektiv. Men
scenografien insisterer aldrig rigtigt på denne læsning. Den er så anonym, at
den først og fremmest bliver et sted at opholde sig, og den udvikler sig ikke
undervejs til en medspiller i Han Kangs fortælling.
Kvinden Yeong-Hye lever et konventionelt, stille
liv, men efter en blodig drøm gør hun oprør mod samfundets og familiens normer
ved at nægte at spise kød – og dernæst nægte at spise overhovedet. Nu vil hun
omskabe sig til et træ og realisere drømmen om at løsne sig fra kødets magt.
Rebekka Boyding har et sikkert blik for teatret som
en effektfuld serie af billeder og serverer historien i stiliseret indpakning
med synkrone bevægelser og tableauer, der gør karaktererne til levende
rekvisitter for hinanden. Fortællingens synsvinkel skifter fra monolog til
monolog. Kim Gluds lysdesign understøtter det fragmentariske med sine brutalt
afslørende skift og blackouts, mens lydsidens østerlandske stemningsmusik
skaber en forstærkende kontrast til den voldsomme visualitet. Alle fire
skuespillere er til stede, men ingen befinder sig helt i den samme virkelighed,
og inden for det stramme koreografiske arrangement mærker vi en realisme, der
gør det abstrakte menneskeligt.
 |
| Foto: Rumle Skafte |
Nicklas Søderberg Lundstrøm er både genkendelig og
uhyggelig som ægtemanden, der afskyr sin hustrus pludselige afvigelse fra konformiteten.
Øjnene er blodskudte, og bag det pæne revisorydre lurer et frådende konventionsuhyre
af afmagt. Thorbjørn Hedegaard er både sød og skræmmende som den grænseløse
kunstnersvoger, der ser Yeong-Hyes krop som et kunstværk af kød, han må besidde
seksuelt. Svogerrollen er dog ikke dramaturgisk forløst, da han som den eneste
ikke skildrer Yeong-Hye, men i stedet noget uforløst i sig selv med svigerinden
som tilfældigt redskab. Suverænt manifesterer Carla Eleonora Feigenberg sig som
søsteren, der med selvbebrejdelsen mejslet i hver betoning og trækning ved
munden forsøger at placere skylden for Yeong-Hyes psykiske deroute. Feigenbergs
tårer rammer os i mellemgulvet. Stemmen er rolig men rummer den knuste sjæls ekko.
I centrum står Mette Klakstein som en brutal og
poetiske Yeong-Hye. Hun lever figurens psykiske og fysiske smerte ud med
altopofrende indlevelse. Hun vrider sig som et slangemenneske i smerte, og det
afsluttende billede af den unge kvinde på gulvet i salig selvopløsning er det
stærkeste, vi har set på Aarhus Teater længe. Klakstein går hele vejen og
bevarer samtidig rollens hemmeligheder. I et overbevisende fysisk spil lader
hun kroppen blive kampplads for et menneske, der forsøger at slippe fri af de
forestillinger, andre har om hende. At opnå den totale frisættelse. Stemmen
rummer forårssol og splintret glas, mens fortabelse og tilfredsstillelse mødes
i det dybe blik, hun henvender sig til os med. Alle fire spillere bryder den
fjerde væg og gør os til vidner. Dog mærker vi dem ikke helt.
 |
| Foto: Rumle Skafte |
At blive fri af kødet
Kunsten må til alle tider gerne være flertydig,
ubehagelig eller modsætningsfuld, men i Vegetaren synes den kunstfærdige
stiløvelse nærmest som et mål i sig selv. Forestillingen siger næsten: ”Se,
hvad vi tør. Se kødet. Se blodet. Se sonderne. Se de halvnøgne kroppe. Se, hvor
langt vi kan gå med den demonstrative sanselighed”.
Yeong-Hyes historie handler netop om en kvinde,
der forsøger at slippe fri af kødets magt. Hun vil væk fra de krav, der knytter
sig til at være menneske i en krop, men forestillingen er samtidig dybt optaget
af at gøre kroppen og kødet til æstetiske artefakter.
Vi ser meget, men vi føler ikke altid
tilsvarende meget. Den stramme stilisering holder os på afstand, selv
når skuespillerne bryder den fjerde væg. Spørgsmålet er derfor ikke, om Vegetaren
er modig. Spørgsmålet er, hvad modet skal bruges til. Hvad er opsætningens
kunstneriske nødvendighed? Er det en forestilling om psykisk sygdom og
spiseforstyrrelse? Om at være pårørende? Om virkelighedsforvrængning? Om
feministisk oprør? Mulighederne er mange, men forestillingen når aldrig en
tydelig udsigelse. En nobelprisvindende forfatter kan næppe alene være anledningen?
 |
| Foto: Rumle Skafte |
Gode råvarer
Det ændrer ikke ved, at håndværket er veludført. Rebekka
Boyding har tydeligvis tæft for både dramatisk nerve og iscenesættelse, og det
bliver interessant at følge hendes videre færd som huskunstner på Studio denne
sæson.
Roses skal samtidig dramaturgiatets mod til at
sætte en så tung litterær tekst på scenen – og for at invitere en huskunstner
ind, som ikke er spyttet direkte ud fra scenekunstskolens samlebånd. Vegetaren
yder kvalificeret modspil til Scala Scenens yndigt sitrende klassiker Stolthed
og Fordom og Store Scenes bredt folkelige Jeppe på bjerget. Det
fortættede rum genererer en anden nærhed, og Boyding udnytter det til at skabe
teater, hvor vi kommer tæt på det at være menneske i en krop.
Der er således gode råvarer på tallerkenen, men den
færdige ret hænger ikke helt sammen. Ikke fordi forestillingen ikke er
seværdig, men fordi dens markante stiliserende greb ikke samler sig til en
tydelig udsigelse og samtidig skaber afstand til den følelsesmæssige kerne i
romanen. Hos denne anmelder vakte forestillingen til gengæld en stor lyst til
at læse Vegetaren for selv at mærke Han Kangs essens uden visuel
distance – og det er vel også en slags opsætningens sejr.
Fakta
Vegetaren/Aarhus Teater
/af Han Kang/ Oversættelse: Juliane Wammen (Gads Forlag)/ Dramatisering &
iscenesættelse: Rebekka Boyding/ Scenografi & kostumedesign: Ida Grarup/
Assisterende scenograf: Oda Vad/ Lyddesign/ Jacobe Suissa/ Assisterende
lyddesigner: Michael Buchardt Steffensen/ Lysdesign: Kim Glud.
Medvirkende: Mette Klakstein,
Thorbjørn Hedegaard, Carla Eleonora Feigenberg, Nicklas Søderberg Lundstrøm
Forestillingen spiller fra d. 9/9 – 13/10 2026.
Forestillingen anmeldt ved
premiren, d. 9/9 - 2026
