Jan Hertz - Den nøgne sandhed

Skuespiller og instruktør Jan Hertz om erfaring, sårbarhed og viljen til at stå op for livet.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 23/9 2026

”Hvis du blev teaterchef igen i morgen – uden begrænsninger – hvilket teater ville du skabe?”. Hans smukke rigsdansk skærer gennem røret som en isbryder: "Jeg kender min egen begrænsning, mine egne muligheder, og jeg ved, hvor jeg står i livet. Selv om man får et flatterende tilbud, må man gøre op med sig selv, hvor man står. Så nej tak!".

"Du er intens." udbryder jeg. "Det er den mest pikante kompliment, jeg har fået længe", svarer han koket. ”At være intens”.

Svaret bliver min nøgle til manden i telefonen; 77-årige Jan Hertz. Som skuespiller, instruktør, teaterchef og coach har han bygget sit arbejdsliv op omkring øjeblikket og dets muligheder. I sit aktuelle soloshow Senior Stand-Up blander han anekdoter fra et langt liv i dansk teater med refleksioner over nederlag, kærlighed, sårbarhed og det at blive ved med at udvikle sig som menneske. Til efteråret drager han på turné til bl.a. Randers, Næstved, Hjørring og Comedy Zoo i København.

Hvordan holder man fast i vitaliteten efter 52 år i rampelyset – og helt ind i det, vi kalder den tredje alder? Det spørgsmål bliver begyndelsen på en samtale, hvor Jan Hertz generøst leder spørgsmålene et andet sted hen, end forventet – og netop dér afslører sig.

Jan Hertz i "Senior Stand-Up" på Comedy Zoo, marts 2026
Tegning:Thyge Cosedis Holting

Teater er livet, men livet har hovedrollen.

Jeg begynder i nuet: "Du er skuespiller, instruktør, coach og tidligere teaterchef. Hvad er det vigtigste, 52 år ved teatret har lært dig om mennesker?"

Jan Hertz tager fat med rolig omhu: "At det, vi ser, aldrig er hele sandheden. Det mest spændende ved mennesker er det, der foregår i underbevidstheden. Jeg tror ikke, vi er her på jorden af egoistiske grunde. Falder vi for det overfladiske og de tilfældige komplimenter, mister vi næring fra de virkelige råvarer – erfaringerne og det at bruge dem."

Svaret lyder næsten mere som en prædiken end et kunstsyn. "Med den indstilling virker teatret pludselig som en tom skal?".

Entusiastisk uddyber han: ”Slet ikke. Jeg interesserer mig for teatrets illusion. Illusionen kan jo manipulere med mennesker. Den er farlig og den er vidunderlig på én og samme tid. Teatrets illusion er en tango. Det er magi - erotik. Når de udøvende tror på det, så smitter det så meget, at jeg, som tilskuer, også tror på det, og det er i det hele taget det, livet går ud på. Derfor siger jeg ikke, at teatret er et spejl af livet. Teater ER livet – men livet har hovedrollen”.

En afventende stilhed sænker sig i røret.

Gennem flere år har Jan Hertz optrådt med showet Senior Stand-Up. Her på Comedy Zoo i København, 2026.
Foto: CPHCulture

Vi er aldrig mere værd end øjeblikket

”Du har været instruktør, teaterchef og nu står du alene på scenen. Hvad opdagede du om dig selv, da du ikke længere skulle lede andre?” spørger jeg og sætter spot på mennesket.  Jan Hertz citerer sin egen forestilling - et personligt kompas:

"Vi er aldrig mere værd end det øjeblik, vi befinder os i netop nu. Når jeg letter med en flyver og kigger ned, er direktøren, bankassistenten og arbejderen pludselig bare små prikker. Alt det ydre er renset væk. ”Wauw” siger jeg til mig selv. Vi er jo energipunkter som mennesker. Vi må samarbejde, træffe vore valg og lade være med at hænge os i den ydre prestige, for det er sgu det indre, det kommer an på” afrunder han med begejstring.

”Jamen hvem er du, når du ikke længere er leder for andre”. ”Så har jeg travlt med at være leder af mig selv. At tage ansvar for min egen udvikling og mine egne muligheder. På den måde er jeg bedre rustet, da jeg heldigvis bliver ved med også at hjælpe andre mennesker. Der er mange, både kunstnere og erhvervsfolk, der ringer til mig og søger råd. Karrieremæssigt og menneskeligt. Det handler om at videreudvikle og inspirere andre i en samklang af tillid og troværdighed. Det var også mit mål som chef. ” svarer Hertz med eftertryk.

"Hvilken version af Jan kan du udfolde nu, som du ikke kunne for tyve år siden?". I henved et halvt minut er der tavst i telefonen. "Den nøgne". ”Er det derfor, du for nyligt stillede op i bar overkrop på to fotos i et interview i Berlingske?”. ”Det var alt andet end provokation” bedyrer han eftertænksomt. ”Men lidt grænseoverskridende for læseren?”. ”Nej, det er inspiration. Kom nu ud af hullerne. Vis hvem du er, og lad være at bruge så mange kræfter på at ville ligne nogle andre”. 

Hans ord har noget insisterende over sig; som et oprigtigt ønske om at blive mødt.

Jan Hertz som konferencieren i musicalen "Cabaret" i Göteborg, 1988
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Smerten

Når Jan Hertz taler om at inspirere andre mennesker, hører jeg det som noget, der er betalt dyrt for. Som ung drømte han om den klassiske skuespillerbane. Som dreng interviewede han den store skuespiller Poul Reumert i garderoben på Det Kongelige Teater, og senere blev han, i første forsøg, optaget på elevskolen ved Aarhus Teater. Efter et år blev han smidt ud. ”Hvad gjorde det ved dig?”. Hertz rømmer sig.

”Jeg drømte oprindeligt om at blive klassisk skuespiller, ja, men jeg kom jo, efter elevskolen, pludselig ud i noget, der mindede om en folkelig genre. Lystspil, revy, farce, musical. Hvis det her var et interview til Ekstra Bladet ville jeg sige, at den genreforskydning var en livsstraf - men til dig vil jeg sige, det var en nødvendighed. Den kom til at lære mig mest om at være til stede sammen med publikum via det stof, jeg formidlede”.

”Hvad gjorde det ved en ung ambitiøs Jan at blive smidt ud af elevskolen?”. Pludselig er afstanden til den unge Jan forsvundet.

”Jeg var målrettet og resultatfikseret. Jeg arbejdede hele tiden på at være god og ville vise det allerbedste. På den ene side var det fuldstændig rigtigt, og på den anden side fuldstændig forkert. På en skole bliver man jo nødt til at erkende processen. Man er fredet i tre år og kan begå sine fejl i fred. Der var ingen, der sagde til mig: ”Jan, tag det nu roligt. Du er ikke til optagelsesprøve hver eneste dag”. Jeg var altid bange for at spilde tiden, for jeg ville vise resultater. Der var krudt i røven på mig, du - og sådan er jeg endnu, men jeg kunne godt have sparet lidt af krudtet. Den, jeg var, var der ikke plads til”.

”Var det en livssorg?” spørger jeg. ”Det vil jeg ikke sige, for den oplevelse gav mig et spark i røven. Enten kunne jeg give op, eller jeg kunne stille op. Jeg gjorde det sidste, for det var det, jeg uundgåeligt ville. Men situationen har aldrig sluppet mig, og det ønsker jeg heller ikke, at den skal, for på det tidspunkt indtraf der hos mig en klædelig sårbarhed”. ”Hvordan?”. ”Jeg måtte som en nødvendighed anlægge min vej med mine egne hænder – og dén selvopholdelseskraft er guld værd for et menneske”.

Gennem mange år har Jan Hertz i formatet "Stjernestunder" interviewet en række af Danmarks største kulturpersonligheder. Her ses han i samtale med sin kusine, skuespillerinden Lone Hertz.
Foto: Janhertz.dk

Man må udfordre livet

For mange i teaterbranchen er Jan Hertz en skattet mentor. Via oprigtige samtaler i telefonen eller i herskabslejligheden på Trianglen formår han at stille spørgsmål, der både overrasker og udvikler. ”Det jeg sender ud i universet er jo det, jeg får tilbage” forklarer han. ”Hvor er linjen mellem den hjælp, du ikke fik på elevskolen og den hjælp, du har viet dit arbejdsliv til at give andre?” vil jeg nu vide.

"Den linje går faktisk helt tilbage til mine forældre," siger Hertz efter kort tavshed. "Jeg voksede op i et borgerligt hjem. Min far var hofjuveler og drev familiefirmaet P. Hertz. Der var en social forventning om, hvordan barnet skulle uddanne sig og opføre sig. Det lå mere i kortene, at jeg skulle føre virksomheden videre". Han standser et øjeblik. "Jeg blev som barn aldrig rigtigt mødt eller set som den, jeg var. Vi talte aldrig om følelser. Jeg fik aldrig de samtaler, jeg havde brug for.  Jeg fik kys og knus, men fordi jeg var deres barn. Ikke fordi jeg var Jan” fastslås det tonløst.

Straks efter er livskraften tilbage: ”Jeg brød væggene i den kasse for at overleve. Det var nødvendigt. Hvorfra jeg hentede kraften til at gå imod normerne, kan jeg ikke sige. Det var en uomgængelig enegang – ellers var jeg ikke blevet menneske. Jeg måtte videreudvikle mig selv. Dér begyndte det. Derfor blev det senere en livsgave for mig at kunne videreudvikle andre mennesker".

Jeg tror, jeg har fundet en kobling: ”Er Senior Stand-Up en bearbejdelse af gamle sår?”. Lynsnart brænder telefonen af passion: ”Man må udfordre livet - uanset alt. Stå op for livet, men vær klar over, at det handler om at ligge ned. Hvor mange gange bliver vi ikke lagt ned af skuffelser osv. Det kan vi ikke forstå, når vi er i det, men vi kan forstå det, hvis vi vil stå op for opgaverne. Så stå op! Stand up!”.

Jeg oplever ham på én gang hudløs - og fuld af gnister.

I over 40 år har Jan Hertz optrådt til offentlige og private arrangementer i rollen sonm H.M. Dronning Margrethe. Ser ses han ved Sæbys 500 års købstadsjubilæum i 2024 sammen med daværende borgmester Birgit S. Hansen.
Foto: Kenneth Rödin
Foto: Mike Reuter

Senior Stand-Up

Jo længere samtalen varer, desto tydeligere bliver det, at Senior Stand-Up ikke lever af nye historier i hvert show, men derimod af friskheden i måden, de fortælles på. "Du har spillet Senior Stand-Up i flere år, og du fortæller mange af de samme historier igen og igen. Hvor ligger fornyelsen?".  

"Så er vi jo tilbage ved øjeblikket" svarer Jan Hertz refleksivt. ”Jeg tør være mere transparent nu. Jeg tør vise ærlig sårbarhed, når historierne kalder på det, og morskaben i parodierne på Ebbe Rode, John Price og Dronning Margrethe. At gøre dette så fyldestgørende som muligt. Igen henvender han sig til sig selv: ”Ha' vitaliteten med, Jan. Det er derfor, du står der. Du skal give folk en oplevelse, de kan leve på, når de går ud af salen”.

"Er det ekshibitionistisk at stille sig op på en scene ene mand?". "Ja, selvfølgelig" afbryder han. "Men jeg står der ikke for at blive set. Jeg vil bruges. Hvis ikke publikum kan mærke noget, så skal jeg da ikke stå der. Jeg har aldrig, heller ikke som succesfuld teaterchef, tænkt: Hold kæft, hvor er jeg god. Kun: Hvad er den næste opgave? ", men er kalenderen stadig fuld?

”Du er 77 år. Hvad er i dag styrende for dit arbejdsliv?”. ”Det er min lyst”. ”Kunne du drømme om, i en god instruktørs hænder, at forløse en karakterrolle som skuespiller?”. ”Ja, for jeg tror i virkeligheden først, det er nu, jeg vil kunne efterleve det. Det er først nu, jeg har den livserfaring og det mod, der skal til. Modet til at vise livserfaringen på scenen” siger Jan Hertz, mens hans mormors svenske vægur slår resigneret i baggrunden.

Hans ærlighed gør indtryk. Så bliver stemmen pludselig en tone dybere – varmere: ”Er vi så ikke ved at være der med det her interview?”.

Nøgen

En time er gået, og inden jeg når at runde samtalen af, lyder det pludselig: "Og så har jeg for resten en tilståelse". "Ja?" "Det gik lidt stærkt med at komme til telefonen, så jeg beklager, at jeg har gennemført hele interviewet i underbukser". Jeg studser et par sekunder, og Jan Hertz griner perlende ungt. ”Det havde du fanme ikke regnet med”. Jeg ler. "Og det er også alt andet end provokation?".

Svaret falder prompte: "Det er den nøgne sandhed. Alt andet er for mig i dag ligegyldigt”.

Foto Mike Reuter

FAKTA:

Jan Hertz (f. 1949) har, efter en elevtid på Aarhus Teater, virket som skuespiller, instruktør, teaterchef og coach siden 1974.

I årene 1979 til 1984 var han leder af turnéteatret Gentofte Scenen og fra 1989 til 1996 var han direktør for det daværende teater Amager Scenen, der i hans direktørtid fejrede store triumfer med musikforestillinger som The Sound og Music og Mød mig på Cassiopeia. Fra 1999-2001 var Hertz underholdningschef i Tivoli og blev både arbejdsgiver og sparringspartner for H.M. Dronning Margrethe, da hun debuterede som scenograf på Pantomimeteatret med H.C. Andersen balletten Kærlighed i skarnkassen (2000).

Sideløbende har Hertz instrueret en lang række musicals, teaterforestillinger og revyer fordelt over hele landet. Repertoiret spænder fra Anne Franks Dagbog på Folketeatret (2000) til de tre musicals Spillemand på en tagryg (1997), Cabaret (1999) og Nine (1999) på Odense Teater.

De senere år har Hertz instrueret forestillingen Z om sangerinden Monica Zetterlund på Teatret ved Sorte Hest (2019) samt monologen Jeg tror kun på én Gud/et had på Skibet Liva, med skuespillerinden Mette Marckmann (2021). En forestilling, der blev mødt med femstjernede anmeldelser.

Som skuespiller har Hertz bl.a. gjort sig bemærket som konferencieren i musicalen Cabaret på Stora Teatren i Göteborg (1988).

I 2017 havde han premiere på det selvbiografiske show Senior Stand-up, som fik en buket femstjernede anmelderroser. Forestillingen har bl.a. i 2025 og 26 gæstet Comedy Zoo i København.

Desuden holder Hertz foredrag og har optrådt i rollen som Dronning Margrethe gennem mere end 40 år. Derudover forestår han coaching for store danske virksomheder landet over.

Jan Hertz modtog i 1996 og 2006 Teaterdirektørforeningens Legat og var, fra 1998 og 15 år frem, medlem af Reumert Prisens Komité.

Læs mere om Jan Hertz og den kommende turné med Senior Stand-Up på: www.janhertz.dk

 

De interviewede mener

"For at være helt ærlig er dit interview noget af det bedste journalistiske materiale jeg nogensinde har læst om mig selv. Du har totalt fanget “min lyd” og min sjæl. Når man næsten på daglig basis bliver tæppebombet af journalister, der kun leder efter clickbait, blev jeg ægte og helt oprigtigt rørt flere steder, hvor du helt perfekt fanger min lidt kække tilgang til livet, men også dybe følsomhed.” Pelle Emil Rex Hebsgaard, skuespiller, 2024

Populære opslag