Anmeldelse: "Moloch - en fortælling om mit raseri", Teatret Svalegangen

Manden i buret

I monologen Moloch – en fortælling om mit raseri kæmper en mand med sin vrede, mens Teatret Svalegangen fastholder ham i klichéen om den midaldrende mands maskuline krise. Martin Ringsmoses intense sceniske nærvær til trods bliver resultatet et portræt, der nok vil under huden, men ender med kun at kradse i overfladen.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 12/10 2026

★★★☆☆☆

Vi er ikke i tvivl om, at han er vred, manden uden navn. Da vi kommer ind i salen, sidder skuespiller Martin Ringsmose allerede parat op ad væggen i den kompakte flade kasse af en skilsmisselejlighed, scenograf Peter Schultz har skabt foran et kulsort, altopslugende mørke. Et bur til en skilsmissedeprimeret. Rekvisitterne er få: et stereoanlæg, en stol, en elkedel, et spejl og et jagtgevær. Ingen vinduer, men en enkelt dør, som den unavngivne et par gange går hen til - og tøver. Hvorfor går han ikke ud?

Teatret Svalegangen i Aarhus havde i lørdags repremiere på teaterversionen af Søren Fauts autobiografiske langdigt Moloch – en fortælling om mit raseri. Vi møder en midaldrende mand, der i en 80 minutter lang monolog, sammenstykket af montagebidder, opruller sin vrede over konen, der er skredet med en kollega, mens han selv var den gode, hjemmegående husbond. Han er i opløæsning, og selv en flugt til Spanien kan ikke jage vreden bort. Den er opkaldt efter den gammeltestamentlige Moloch, en altædende dæmon, der her bliver synonym med fortællingens herskende grundfølelse.

Med en bogstaveligt talt brudt fjerde væg gør manden os til sit sammenbruds vidner. Han tager os med gennem livets faser: forelskelse, børnefødsler, utroskab, parterapi, et brudt ægteskab, den 16-årige søns første brandert og overvejelserne om at gøre en ende på det hele. Afmagten hænger i luften, mens han forsøger at tale sig væk fra monstret. Han råber, sparker, falder om på gulvet, sidder med et poetisk smil og mindes. Følelsen er urmenneskelig, og dog forekommer de 80 minutter sært uvedkommende.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

At Martin Ringsmose er en glimrende skuespiller er uomtvisteligt – eksempelvis med hans fint ciselerede præstation som George i Hvem er bange for Virginia Woolf? på Aalborg Teater i 2022 in mente - også dér som en mand i krise. Ringsmoses intense energiniveau gennem monologens 80 minutter er beundringsværdigt, men han er sat på en Uriaspost i en iscenesættelse, der maler forestillingen i samme følelsesmæssige grundfarve: vredens.

Vel veksler instruktør Simon Boberg mellem forskellige registre: det afdæmpet morsomt selvretfærdige, det fysisk og auditivt udadreagerende og den bittersøde erindring om det gode, der nu er flænset itu. Dog er spillestilen fyldt med fysiske klichéprægede billeder af, hvordan kriseramte mænd reagerer. Når han er ked af det, sætter han musik på; når han er hævngerrig, river han et fotografi i stykker, og når han er rigtig vred, råber han, sparker til en papkasse og flår T-shirten af i afmagt. De enkelte handlinger er forståelige, men tilsammen bliver de så genkendelige, at de sjældent overrasker eller åbner nye sider af følelses- og menneskeportrættet.

Forestillingens følelsesmæssige struktur leder tankerne hen på en strømning i 1990’ernes danske teater, hvor en stilfærdig realisme blev kombineret med eksistentiel alvor og en underspillet absurditet. Stilen kan fortsat have sin berettigelse, men i dette tilfælde bliver den tekstlige og fysiske udsigelse i højere grad en bekræftelse af vores forestillinger end et interessant studium. Vi oplever en mand, der er fanget i sin vrede, men kun i begrænset omfang får lov til at overraske os som menneske.

Martin Ringsmose vandrer hvileløst rundt i buret, som lysdesigner Henrik Sloth og lyddesigner Anton Bast loyalt fylder med en stiliseret udgave af maskulinitet. Blinkende rødt og gult, en ensom spot, et tungt black-out. Et lydspor af klassisk musik akkompagnerer stort set hele forestillingen. Lyddesignet er stilsikkert og ét af opsætningens mest originale elementer, men det fastholder samtidig forestillingen i én følelsesmæssig form - intentionen er vel, at fremstille vreden som et komplekst fænomen?

Martin Ringsmoses konstant sitrende nærvær kommer bedst til sin ret i de lange ordløse passager, hvor han laver en kop te, barberer sig eller sætter en cd på. Her fyldes pauserne med de hemmeligheder, iscenesættelsen ellers synes at have renset forestillingen for. I en pause, en bevægelse, et flygtigt blik kan Ringsmose fortælle mere om midtlivskrisemanden end de mange ord, han deler med os. Her opstår den ambivalens, som savnes i de mere ekspressive scener: Vi aner et menneske, der ikke selv helt forstår, hvad der er sket med ham, og som ikke uden videre kan reduceres til sin vrede.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Som litterært værk har Søren Fauts langdigt utvivlsomt kvaliteter, men sceneversionen tynges af et sprog så fyldt med metaforer og adjektiver, at det hæmmer fremdriften. Som personlig beretning kan teksten være en stærk læseoplevelse, men på scenen føles den kunstlet og det hele sceniske udtryk forceret. Hvad vil forestillingen fortælle os? At alt er håbløs, for en mand i 50-erne? Når der nu er en dør i buret, hvorfor går han så ikke ud? Kan han ikke? Vil han ikke? Tør han ikke?

Jo, ekskonen har givet ham horn i panden, men i en tid, hvor den maskuline psykologi udforskes på scenen med større interesse for dens modsætninger og sårbarhed, fremstår Moloch – en fortælling om mit raseri sært forstemmende. Som mandlig tilskuer føler man sig anbragt i en kasse hentet fra 1980’ernes og 1990’ernes kartotek over maskuline reaktionsmønstre. Denne anmelder savner ikke mindre vrede, men et mere nuanceret blik på, hvad der gemmer sig bag den.

Martin Ringsmoses imponerende benarbejde til trods må man jo indimellem kæmpe forgæves. Nogle mod raseriets monster; andre mod en dramaturgisk remediering og en iscenesættelse, der på alle tangenter giver os manden i buret.

Kigger man efter i programmet, består det kunstneriske hold i øvrigt udelukkende af mænd med en enkelt undtagelse. Det er ikke i sig selv et problem, at mænd fortæller historier til mænd om mænd, men i denne forestilling savner man et nuanceret blik udefra, der kunne have udfordret den lukkede følelsesverden og åbnet for andre fortolkninger af den moderne mands vrede. Døren til det hermetiske rum forbliver lukket.

Gennemtræk efterspørges.

 

FAKTA:

MEDVIRKENDE: MARTIN RINGSMOSE/ TEKST: SØREN R. FAUTH/ INSTRUKTION: SIMON BOBERG/ SCENOGRAF: PETER SCHULTZ/ LYDDESIGN: ANTON BAST/ LYSDESIGN: HENRIK SLOTH/ FOTO: CREATIVE ZOO, MONTGOMERY/ PRODUCERET AF TEATRET SVALEGANGEN

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus fra 10-21 nov. 2026 og siden på turné.

Forestillingen er anmeldt ved repremieren, d. 10/10 2026