Anmeldelse: "Tina - The Tina Turner Musical", Lion Musicals

Turner uden Tina

Lion Musicals opsætning af juke-box hittet ”Tina - The Tina Turner musical” byder på en række Turner-numre med smæk på både sang, musik og dans. Desværre gennemspilles sangerindens livsforløb så klichéfyldt, at vi aldrig mærker mennesket bag musikken.  

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 5/10 2026

★★★☆☆☆

Til slut kan vi mærke hende – endelig. Ikonet Tina Turner.

Den biografiske musical, bygget omkring sangerindens største hits, afsluttes med en koncertseance, hvor vi får lov at rejse os, synge og rocke med. Som Tina skaber sangerinden Iris Gold både en overbevisende 80’er-stemning og manifesterer i disse sidste femten minutter forestillingens hovedperson, så vi tror hende. Denne nærhed har iscenesættelsen ladet os vente på i over to timer.

”Tina – The Tina Turner Musical” fortæller historien om Anna Mae Bullock, den fattige pige fra Tennessee, der bliver sanger i Ike Turners band, gifter sig med ham og oplever både musikalsk succes og et voldeligt ægteskab. Efter det endelige brud med Ike må Tina begynde forfra og kæmpe sig tilbage på egne ben, indtil hun i 1980’erne genopstår som Tina Turner og indtager verdensscenerne. Et livsforløb, der kredser om kærlighed, vold, racisme, modgang og viljen til at skabe sig selv på ny – fortalt gennem Tinas store sangkatalog.

Et gennemamerikansk koncept, der på manuskriptplan giver os papfigurskarakterer, en effektiv montagedramaturgi og mere eller mindre motiverede Turner-hits i overflod. En opgave, det kræver en stærk iscenesættelse at løse - at skildre et liv og blæse liv i skabelonerne.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Rødt lys og løvsav

Martin Lyngbo er en glimrende operainstruktør med faible for teatralske billeder, også når han iscenesætter andre genrer. Det skinner igennem fra første færd i ”Tina – The Tina Turner Musical”, hvor manuskriptets pseudopsykologiske motiver betones kraftigt. Lyngbos interesse kredser om Tinas opvækst med en voldelig far og ægteskabet med en voldelig mand, opgøret med en fraværende mor og hendes kamp for at bevare sig selv.

Alle vedkommende tematikker, som iscenesættelsen visualiserer ved hjælp af en række larmende klichéer. Når Tinas mor eller hun selv får tæsk, sker det i stiliseret storformat med rødt lys, slowmotion og et statueensemble på række og i affekt. Spillestilen er en blanding af tegneserie og melodrama i væg-til-væg-format, så når en pointe er særlig vigtig, leveres den, gennem hele forestillingen, frontalt ud til publikum. Bare så vi er med.

På manuskriptplan er der mellem de flade personer en spændende dramaturgisk fortolkningsnøgle: Det buddhistiske mantra ”Nam-myoho-renge-kyo” fungerer som en tilbagevendende markør for Tinas forvandling. I forestillingens begyndelse, midte og slutning må Tina chante og samle sig selv, før hun træder ind i rollen som rockgudinde. Det er en interessant dramaturgisk konstruktion, hvor karakterens indre rejse løber parallelt med den ydre.

Men også her løber stiliseringen af med instruktøren, der gentagne gange placerer Tina i en himmelsk lyskegle – en enkelt gang dukker hendes yngre jeg sågar op og holder hende i hånden.

Iscenesættelsen illustrerer dermed alle følelser så kraftigt, at den fratager publikum muligheden for selv at føle og fortolke dem. Skønt der genereres visuelt flotte billeder, ikke mindst takket være Ulrik Gads loyalt gennemført teatralske lysdesign, har det samtidig en ærgerlig sideeffekt. Iscenesættelsen kræver intet af sit publikum, for vi får en i forvejen groft og hastigt oprullet livshistorie skåret ud med løvsav. Dermed ægges vi heller ikke til at investere os følelsesmæssigt.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Dovenskab og dedikation

Benjamin La Cours skærmscenografi er til den fantasiløse side, om end de to tårne, der kan dreje og blive til alt fra butik over køkken til koncerttrapper, er effektive i den hastigt springende fortælling. Michael Balgavys videodesign vil meget i sit forsøg på at forene den ydre verden med Tinas indre, men det ender i en æstetisk støjende farveforvirring, der larmer mere, end den understøtter handlingen. At forestillingens visuelle ramme er udført i et køligt turnéformat, lader sig ikke fornægte. Effektivt, men med et lidt dovent udtryk på en stor tom scene.

Omvendt er Rikke von Qualens kostumedesign eminent med sin gengivelse af forskellige tidsperioders mode og frisurer og sin lykkelige evne til at skabe troværdige tidsbilleder gennem yderst klædelige og håndværksmæssigt solide musicalkostumer.

Roserne skal endvidere gives til det velsyngende ensemble, der både mestrer Turners sange og kaster sig ud i skiftende årtiers vilde dansetrin med talent og præcision, koreograferet af Toniah Pedersen. En stor talentmasse af purunge og mere modne musicalperformere, der desværre i spilscenerne er henvist til at levere deres karakterer befriet for nuancer. Som Ike Turner er Luc Boris André Kouadio f.eks. sat til at være énstrenget tegneserieskurk fra start til slut. Der er intet formildende over ham, der kan godtgøre Tinas betagelse af ham – ud over Kouadios inciterende sangstemme.

Vi oplever en række tomme skaller frem for reelle menneskeportrætter, og på det bagtæppe gør Iris Gold en imponerende indsats for at manifestere Tina Turner som andet end en karikatur. Gold kan ubesværet synge partiet, så vi både gyser og rocker med. Med hjælp fra den finfølte kostumering gennemspiller hun troværdigt Anna Mae Bullocks liv fra ung pige over voksen til moden rockdronning, om end hun, som resten af ensemblet, er sat til at råbe de fleste af sine replikker.

Iris Gold gør for alvor indtryk i 2. akt som den modne Tina, hvis løse 80’er-gevanter gemmer på bunker af smerte. Gold formår at aftegne Tinas udvikling, da hun i 2. akt bevæger sig ind i rockstjernetilværelsen. Hun beholder sin voldsomme energi, men får nye nuancer af melankoli i både gestik, tale- og sangstemme. Smerten transformeres til kunst, og i forestillingens vellykkede øjeblikke kan vi, takket være Iris Gold, mærke det.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Import

Udsigelsen i fortællingen, hvis sceniske form Tina Turner heldigvis selv havde indflydelse på før sin død, er stærk: Lad dig ikke underkue, stå op for dig selv og tag din plads i verden. Budskabet drukner imidlertid i den danske opsætning.

I forestillingens sidste koncertkvarter er vi alle lykkelige Tina Turner-fans, forenet i glæden ved at synge med på ”Proud Mary”, mens lyset blinker, den talentfuldt leverede livemusik v. kapelmester Mikkel Gonmard tordner ud af højtalerne, og ensemblet danser til den store guldmedalje. Dér sidder Tina Turner-atmosfæren i skabet.

Desværre formår en lidt gumpetung iscenesættelse, hvor alt spilles stort og for pålydende, ikke at lade os mærke mennesket Tina – til trods for såvel Iris Golds fine forsvar for karakteren som de 2 timer og 40 minutter, forestillingen har at gøre godt med.

Hvorfor denne forestilling på en dansk scene netop nu, hvis ikke blot for at sælge billetter? Tja … Den danske opsætning fremstår som en teaterkoncert med Turner-sange, hvor mennesket Tinas historie er et nødvendigt onde for at få lov at fyre tonerne ud over scenekanten.

På et genremæssigt plan kan man overveje, om vi her til lands kan honorere den gennemamerikanske musicalpakkestil, ”Tina – The Tina Turner Musical” er importeret som. Om vi er for bange for at gå troværdigt til de store følelser på musicalscenen uden en blufærdig dansk teatralsk distance?

I denne opsætning får værket mest karakter af en velsælgende, men gold importvare.

 

Fakta:

Instruktør: Martin Lyngbo/ Koreograf: Toniah Pedersen/ Manuskript: Katori Hall i samarbejde med Frank Ketelaar og Kees Prins/ Scenograf: Benjamin La Cour/ Lysdesign: Ulrik Gad/ Kostumedesign: Rikke von Qualen/ Kapelmester: Mikkel Gomard/ Producent: Lion Musicals

Medvirkede:

Tina Turner: Iris Gold/ Ike Turner: Luc Boris André Kouadio/ Alline: Jasmin Dahl/ Zelma Bullock: Karen Mukupa/ Gran Georgeanna: Donna Cadogan

Ensemble: Jasmin Gordon, Malou Takibo, Marie Mourier, Maja Glenber, James Sampson, Lukas Toya m.fl.

”Tina – The Tina Turner” Musical spillede fra den 27. august til 27. september 2026 i Falkonersalen, og er pt. på turné i Aarhus, Vejle, Odense, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Randers og Holstebro.

Forestillingen set og anmeldt i Musikhuset Aarhus, d. 3/10 2026.