Mette Klakstein: Jeg har svært ved at holde min kæft
Aarhus Teaters ensembleskuespiller Mette Klakstein om kunsten at være grim, at sige sin mening og finde hjem til sig selv.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Da jeg sætter mig til at vente i vagten på Aarhus Teater, er jeg ganske spændt på mødet. Når hun står på scenen, er der altid noget uforklarligt, næsten mytisk, over hendes spil. En verden bag øjnene; et uendeligt landskab af usagte tanker. Om hun har spillet Shakespeares Julie, Charlotte Brontés Jane Eyre eller en hæmmet skolepige, er det let at se, at hun er en håndværksmæssigt dygtig skuespiller - men det er umuligt at lokke hemmelighederne ud af hende.
Lidt efter sidder jeg over for 34-årige Mette Klakstein i Aarhus Teaters Scala Foyer, og stemningen er ganske afslappet. Hurtigt smider hun skoene og sætter sig i skrædderstilling i den bløde sofa. Siden 2020 har hun været en fast del af teatrets ensemble, og denne torsdag i august er hun midt i prøveforløbet på instruktøren Rebekka Boydings version af Han Kangs romansucces Vegetaren.
”Det er grunden til, at du er svær at indfange i en teatertegning” udbryder jeg impulsivt. ”Dine øjne er meget udtryksfulde”. ”Til gengæld synes jeg, du er ret god til at få hele min spidse næse med hver gang” replicerer skuespilleren bramfrit.
![]() |
| Mette Klakstein Foto: Isak Hoffmeyer |
Jeg har set Mette Klakstein i mange afskygninger på scenen. Som jeg oplever
hende, er hun kompromisløs i arbejdet med sine karakterer. ”Betragter du dig
selv som en modig skuespiller?” lægger jeg ud. Hun skænker os hver
en kop kaffe og ser på mig.
”Ja og nej. Jeg synes altid, at vi som skuespillere skal tilstræbe at være modige. Jeg er ikke bange for roller, der taber ansigt, er grimme på scenen eller for at være dårlig i en prøveproces. Det er jo dér, vi faktisk kan få hul igennem, så vi kommer videre i arbejdet” indleder hun og uddyber nøgternt:
”Samtidig er det at være uperfekt noget, som unge kvinder i mit fag har haft sværere ved at tillade sig selv at være. På teaterskolen blev vi kvinder på mit hold af og til mødt af nogle kønnede kasser; vi piger skulle være bløde, meget i kontakt med vores femininitet, og vi måtte ikke prøve kræfter med manderollerne”. ”Hvad gør man, når ens underviser har den holdning til, hvilken type kvinde, man skal være på scenen?”. Hun retter sig op. ”Det var noget, jeg hverken gav meget for eller efter for. Faktisk var jeg meget antiautoritær i de år og tog altid diskussionen, hvis jeg syntes, noget var uretfærdigt. Under uddannelsen opdagede jeg hurtigt, at jeg var god til at byde ind ved at være grim på scenen, og det har jeg altid opfattet som en gave”.
Med selvironi karakteriserer Mette Klakstein sig selv som “en lidt dominerende vestjyde, der har gevaldige problemer med at holde sin kæft”.
“Hvordan endte Mette fra Stauning overhovedet med at blive skuespiller?”. Min
samtalepartner lyser op og tager mig med på sin erindringsrejse.
”Ja, det er et godt spørgsmål, for som barn gik jeg til fodbold og spejder, men jeg har altid haft meget fantasi. I skolehjemsamtalerne lød det: ”Mette er sød, men hun kigger meget ud af vinduet””. Klakstein smiler og fortsætter. ”På Vostrup Efterskole fik jeg som 16-17-årig en uventet smag for teater og - lang historie kort – jeg endte med at søge ind på teaterskolen tre gange.
![]() |
| Clara Phillipson (tv) Mette Klakstein og ensemble i "Tro, håb og kærlighed", Aarhus Teater, 2024/25 Tegning: Thyge Cosedis Holting |
”Der må have været langt fra Vestjylland til skuespillerskolen på flere planer?”. ”Det var der. Den første gang, jeg søgte ind, kom jeg til 3. prøve i København. Jeg kom dér med en Klods Hans-naivitet og havde lavet nogle ret vilde monologer. Til prøven var jeg enormt nervøs, fordi jeg var så meget på udebane i teaterland og knapt nok havde været i København før. En kæmpe jydefisk ude af sit akvarium” lyder det legende. ”Så skulle jeg jo søge igen og blev påduttet en kjole og nydelige sko, der strammede lidt for meget, af den skuespiller, jeg læste hos. Det gik jo slet ikke, for det var ikke mig” fortæller hun så levende, at jeg ser billederne for mig.
”Hvad havde ændret sig tredje gang?”. Skuespilleren tænker sig om. ”Selvom jeg kun var 21 år, havde jeg et klarere billede af, hvad jeg var og ikke var. Jeg tænkte: Nu får den én over nakken, og hvis det ikke lykkes, finder jeg på noget andet at lave. Jeg tog alle beslutningerne selv, læste ikke hos en skuespiller og lyttede til min egen smag og intuition, og det gav pote. Jeg har faktisk aldrig set mig tilbage siden”.
”Hvem var den Mette, der søgte ind første gang?”. ”Jeg tror, at jeg som barn af 90’erne og 00’erne oplevede, at hvis man i skolen ville have venner eller en kæreste, så skulle man, som det vigtigste, være smuk, sød og grine af drengenes vittigheder. Det har jeg aldrig rigtig kunnet finde ud af”. En troldsplint anes. ”I 8. klasse fik jeg øgenavnet HippieMette, og hippie var nok det værste, man kunne være på en lille byskole vestpå. Jeg har siden barndommen været fantasifuld og anderledes – én, der stod lidt ud og gik sine egne veje”. Tavsheden sænker sig for en stund.
![]() |
| Mette Klakstein (i forgrunden) som Yeong-Hye i "Vegetaren", Aarhus Teater, 2026/27 Foto: Rumle Skafte |
Denne dag står Mette Klakstein midt i arbejdet med rollen som kvinden Yeong-Hye i Aarhus Teaters version af den nobelprisvindende forfatter Han Kangs roman Vegetaren. Efter en blodig drøm beslutter Yeong-Hye sig for aldrig mere at spise kød. Senere vil hun forvandle sig til et træ og gå i ét med naturen. Alt sammen til sine omgivelsers store rædsel: ”Det er en trykkogerfortælling” siger Klakstein. ”Denne kvinde gør et stille oprør. Familiemedlemmer, læger og andre omkring Yeong-Hye kan udsætte hende for, hvad de vil mht. tvangsfodring, behandling og voldtægt, men hun rykker sig ikke ud af flækken. Hun er bare tavs og nægter at ændre sin opfattelse”. Hænderne gestikulerer ivrigt. ”Efter alle disse år som stille veltilpasset hustru, søster osv. vil hun selv have agens i sit liv. Jeg synes altid, et oprør er interessant”. Hun fører en hånd til hagen.
”Din karakter befinder sig et sted, hvor psyken er under et voldsomt pres. Det må kræve, at man er tryg i prøverummet?”. Klakstein udstråler, klædt i sort og med bare fødder, en urkraft, da hun svarer: ”Ja, og man skal være enige om, at man vil skabe den bedst mulige forestilling sammen - at vi vil hinanden det godt i prøverummet. Jeg går meget op i arbejdsrumsetik. Ud med mobiltelefonen - ind med nærværet. Nogle prøvedage må jeg gøre et eller andet ekstra for at få modet frem. Så siger jeg: ”Det her bliver uden talent”, og så giver jeg et spontant bud, der måske faktisk virker, og det er en frisættelse og en måde, vi kan inspirere hinanden på” siger skuespilleren bramfrit. ”Er der noget, du er bange for at gøre på en scene?”. En rynke i panden. ”Faktisk ikke - ikke hvad jeg er stødt på”. ”Hvordan har du det med roller, der lægger op til at være smuk på scenen?”. Svaret rammer som en smashbold: ”De grimme karakterer er da afgjort de mest interessante. Der er faktisk noget på spil”.
![]() |
| Mette Klakstein i titelrollen i "Jane Eyre", Aarhus Teater 2022/23 Foto: Rumle Skafte |
Samtalen drejes nu ind på Mette Klaksteins plads i Aarhus Teaters ensemble. ”Oplever du, at du er blevet castet bredt her på teatret?”. ”Ja. I begyndelsen var jeg jo den unge pige, men jeg kan fortælle dig, at da jeg fik tilbudt rollen som Julie i ”Romeo og Julie” tænkte jeg: ”Mener I det? Mig?”. Jeg så ikke mig selv som hende den yndige, men dramaturgiatet har et godt blik for at udfordre. Jeg var meget glad for opgaven, selvom jeg troede, jeg var for vild til sådan en rolle. Nu er jeg blevet ældre, og på scenen er jeg ikke nødvendigvis nogens datter, men også nogens mor eller chef. Jeg er jo også selv blevet mor, mens jeg har været ansat her”.
"Forsvinder behovet for at være god nogensinde?”. Mette Klakstein rykker ud af skrædderstillingen. ”Lige nu er mit ansigt på plakaten til ’Vegetaren’, og dér bliver jeg mødt af mit ego som en frygt. Det er stemmen fra den 21-årige Mette, der bare gerne vil være god. Jeg synes, det er helt naturligt at føle et stort ansvar, når det er mit fjæs, der hænger der”. Hun peger hen på væggen, hvor den grønne plakat troner mellem sæsonens andre titler. ”Hvem skal du bevise noget over for i ’Vegetaren’?”. Svaret falder prompte: ”Kun over for mig selv, og 21-årige Mette kan være en ret hård dommer”. ”Hvad siger du så til hende?”. ”At jeg gør mit allerbedste, og at det er godt nok”.
Klakstein hilser nu hjerteligt på én af teatrets sufflører, der passerer os. Derefter tager hun tråden op: ”Aarhus Teater er et meget dejligt sted at være. Hvis der er noget i et prøverum, der ikke er okay, så taler vi ret åbent om det. Der skal være én, der tør åbne ballet, og jeg er ikke bange for diskussioner. Jeg har som sagt svært ved at holde min kæft, og mine kolleger ved, at Mette, hun kan være ret intens. Der er en tryghed i, at vi kender hinanden så godt, og jeg oplever, at jeg bare får lov at være - mig”.
”Er det måske dét, HippieMette fra Vestjylland har søgt?”. Hun læner sig tilbage i den bløde sofa. Loungemusikken i foyeren får hende til at le. ”Altså det lyder meget full circle-agtigt, men jo. Det var nok det med at være mig. Det at være her gør, at jeg er landet godt i mig selv, i mit fag og i at blive ældre. Jeg er meget privilegeret”.
![]() |
| Mette Klakstein i Shakespeares "Romeo og Julie", Aarhus Teater 2021/22 Foto: Rumle Skafte |
![]() |
| Mette Klakstein i "Real Love", Aarhus Teater 2025/26 Foto: Rumle Skafte |
Samtalen nærmer sig sin afslutning. Senere skal Mette Klakstein have første prøve på Vegetaren i kostume og maske, men inden da har jeg et sidste spørgsmål: ”Mette, hvornår lærte du, at man godt må have hemmeligheder?”. Med veltimede pauser siger hun:
”Det har jeg altid haft. Som barn oplevede jeg, at det kunne være farligt at komme til de voksne, hvis man havde gjort noget, man ikke måtte. Man kunne jo risikere at få skæld ud. Så begyndte jeg at have hemmeligheder. Den tror jeg, at alle børn har – en lille hemmelighed - og jeg har beholdt min. Vi mennesker holder jo altid noget tilbage, undtagen de få gange, hvor man får nok og kaster alle sine følelser på gulvet foran en anden. Så er udfordringen at få det hele trukket i land, så man bygger hemmelighederne op igen. Det gælder i livet og på scenen”. Jeg lægger spørgsmålsarket fra mig. ”Hvordan beskytter du dit private jeg midt i et meget offentligt liv som skuespiller?”.
Stemmens klang er med ét mere sårbar: ”Som menneske har jeg noget, jeg passer på og ikke deler med andre end mine allernærmeste – sorg og den slags. Jeg fylder ikke med mine personlige ting og sager i et arbejdsrum, medmindre det virkelig bobler over – trykkogeren, som jeg nævnte. Jeg vil gerne bevare mine hemmeligheder for mig selv – også på en scene. En lille hemmelighed har jeg altid med mig”.
”Dominerende, hemmelighedsfuld og med en faible for at være grim på scenen.
Det er jo ikke den klassiske opskrift på Shakespeares Julie?”. Mette Klakstein sender mig et stolt, Pippi
Langstrømpe-kækt smil, inden slutreplikken falder: ”Nej, men sådan er jeg. Der
er sgu ikke noget pæn pige i mig!”.
![]() |
| Foto: Isak Hoffmeyer |
FAKTA:
Mette Klakstein (f. 1992) blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i
København i 2018 og medvirkede herefter i forestillinger på blandt andet Mand
uden hensigt, Teater Republique, Drengen, der ville være vægtløs,
Folketeatret og Hans og Grete og Fyrtøjet, Aalborg Teater. På
Aarhus Teater modtog hun i 2020 en Reumert Talentpris for sin rolle i Manifest
for skrøbelige autoriteter, og siden sæson 20/21 har hun været en fast del
af ensemblet på Aarhus Teater.
Mette Klakstein har på teatret medvirket i blandt andet Romeo &
Julie, Frankly My Dear I Don’t Give A Damn, Jane Eyre – en
romantisk drøm, Natten – en teaterkoncert, Julefeber, Tro, håb & kærlighed,
GenZ ENDGAME, Real Love og Skolekomedien.
Vegetaren kan opleves på Aarhus Teater til og med d. 14/10 2026. Forestilligen var udsolgt inden premeiren.
Læs mere på https://aarhusteaer.dk










