Anmeldelse: "Absalons Hemmelighed", Aarhus Teater
“- men jeg kunne godt lide ruinen”.
Af
Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet,
d. 16/11 2026
Aarhus Teaters sceneversion af julekalenderen ”Absalons Hemmelighed” er en rodet affære, der svigter dramaturgisk,
instruktørmæssigt og kunstnerisk – trods store ambitioner og ressourcer.
★★☆☆☆☆
Aarhus Teater sætter for tredje gang en
DR-julekalender på scenen; denne gang Absalons hemmelighed fra 2006.
Forestillingen er så godt som udsolgt og dermed en succes, hvis man alene måler
på belægningsprocenten. Den årlige juleforestilling er en anledning til at
skabe jule- og teatermagi, der kan samle familien på tværs af generationer, så
alle går fortryllede fra salen med stjerner i øjnene og gerne en sang på læben.
Det er en anledning til at vise særligt de mindste teatergængere, at Aarhus
Teater er en drømmenes fabrik; et hus fyldt med talenter, der formår at
forføre med en historie, vi kan tro på, så den findes.
Dog kan denne anmelder efter premieren kun tildele Absalons
Hemmelighed to stjerner. De funkler til gengæld på fuldt blus: Den ene for
Aarhus Teaters realiserende, håndværksmæssige og tekniske afdelinger, der har
gjort et imponerende stykke arbejde fra teknik til malersal. Den anden er
tilegnet skuespillerholdet, der knokler så sveden springer for at give os en
oplevelse, der er billetprisen værd.
I Absalons Hemmelighed følger vi den 12-årige
Cecilie, der bor med sin familie oven på stormagasinet Magasin du Nord i
København. Hendes lillesøster Ida er alvorligt hjertesyg, og da Cecilie finder
et gammelt brev fra Margrethe, Valdemar den Stores datter, begynder hun sammen
med den mystiske dreng Hubert at lede efter en helbredende engel, som måske kan
redde Ida. Jagten fører dem ned i ruinerne af biskop Absalons borg under
Magasin, hvor middelalderens hemmeligheder viser sig at have forbindelse til
nutiden. Der er lagt op til eventyr, men ingen julekager bliver spiselige, hvis
hverken bageren, opskriften eller ovnen fungerer. Dog glædes man over
kvalitetsingredienserne.
![]() |
| Kevan Soliman og Marie Boda i "Absalons Hemmelighed. Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Skuespillere på en uriaspost
Marie Boda leverer en forbilledlig indsats som
Cecilie, der fordyber sig i fortiden, fordi nutiden er for smertefuld. Boda
formår, ikke mindst i samspil med Kevan Nirwan Solimans underfundigt poetiske
Hubert, at skabe troværdige billeder af søsterkærlighed og en preteenagers savn
efter en ven. Boda er stort set ikke af gulvet, og hvert minut formår hun at
udfylde med nærvær og autenticitet. Stemmen har nerve, øjnene lyser og fysikken
emmer af en 12-årig, der drømmer om et mirakel.
Som antagonisten, den ambitiøse og manipulerende
arkæolog Petra, spiller Amanda Friis Jürgensen med en vurderende
tilbageholdenhed, der lader hendes anløbne karakter skinne igennem. Den lille
pensel, Petra går rundt og støver af med i udstillingen, hører dog mere hjemme
i Cirkusrevyen end i et troværdigt chefarkæologportræt – man kan stille
spørgsmål ved instruktørens researcharbejde, medmindre det stereotypiske er tilsigtet.
Komikken leveres med charme af teatrets ikon Anders Baggesen og den
skuespilstuderende Magnus Vagner Johannesen i henrivende samspil som Huberts
venner Frode og Ib. De to er garanter for forestillingens eneste momenter af
julestemning, når Baggesen optræder som distraherende nissepige, der skaber
fællessang med publikum, sidder bag klaveret eller sniksnakker om julebag. Et
dejligt møde mellem generationer, der varmer os helt ned til skosålerne.
Francisco Kalle Navarro er tilpas øretæveindbydende selvsikker som den lommelygtebærende
kung-fu-ninja-wanna-be-vagtchef Amir. Publikum kvitterer med nogle af
forestillingens alt for få grin.
Også den skuespilstuderende Marie Cederdorff Benton
høster grin og har salen i sin hule hånd, blandt andet som selvsmagende
dirigent. Hvilken stemme. Hvilken charme. Som Cecilies forældre strider Fanny
Bernth og Anders Zoffmann den gode strid, men manuskriptet giver dem stort set
intet at spille med. Lillesøster Ida danses smukt og har en klar replik, men
instruktionen gør hende mere småforkølet end alvorligt hjertesyg - og så er det
svært at tro på historien.
Et eventyr uden retning
Trods skuespillernes ihærdighed vakler fundamentet fra
begyndelsen. Line Mørkebys dramatisering mangler stringens og dramaturgisk
håndelag. Den er fuld af plothuller, hvilket næsten er uundgåeligt, når man
skal barbere 24 afsnit ned til to timers underholdning. Denne disciplin fordrer
dog selvsagt en skarp bevidsthed om, hvor man vil lægge fokus i sin version af
historien.
Magasin du Nord som lokation, det døende barn og
gådens hele omstændighed etableres aldrig ordentligt, ligesom stormagasinets
udstilling med rester fra Absalons borg er uforklaret. Cecilies ønske om at
redde sin søster forstår vi, men hendes ensomhed og savn efter venner får ingen
plads og forløses aldrig. Der er simpelthen ikke nok på spil. Diverse
dansenumre fylder meget og standser plottet. Det samme gør tre smukt syngende
engle, under ledelse af den fremragende musiker Amanda Drew, der kunne være
symboler på troen og miraklets mulighed, men snarere bliver undskyldninger for
en smuk fremførelse af temasangen.
Og apropos musikken; det er pudsigt, at man har
beholdt Kåre Bjerkøs smukke ”Drømte mig en lille drøm”, men skrottet
julekalenderens øvrige sange med deres karakteristiske 00'er-tone til fordel
for nye kompositioner af Drew. Musikken er en stor del af ethvert
julekalenderunivers, så hvorfor ikke bevare de nostalgiske toner - særligt når
man har et velsyngende ensemble?
![]() |
| Francisco Kalle Navarro og Amanda Friis Jürgensen i "Absalons Hemmelighed" Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Når teknikken tager over
Franziska Zahles scenografi er ambitiøs; en kæmpe
kasse folder sig ud og afslører kontor, udstilling og julehyggelig kælderbolig,
men det store udstyrsstykke synes at have taget fokus fra at skabe nerve og
musikalitet i spillet. Kirketårne fires fermt ned fra oven og gynger over
scenegulvet, mens store reoler køres ind og ud som illustration af Magasins
kælder. Alt er stort, men rigtig magisk bliver det først, da vi kommer ned i
ruinerne under Magasin du Nord. Her har Zahle begået et scoop med en to etagers
elevatorscenografi, fornemt udført af teatrets håndværkere og malersal - dét er
teatermagi, som får det til at gibbe i publikum.
Desværre synes instruktør Line Paulsen ikke at havde
taget stilling til værket - måske har hun mistet overblikket i forsøget på at
få alle de scenetekniske udgydelser til at gå op. Sikkerheden er vigtig,
men så krævede forestillingen måske længere prøvetid - eller kagen længere tid
i ovnen, for nu at blive i metaforikken.
Personinstruktionen synes fraværende. Spillerne suser
ind og ud, som under et rivegilde i Salling. Drejescenen drejer ustandseligt, skuespillerne
skydes op af gulvet, kravler ned i det og derpå op på reolhylderne.
Arrangementet er en helaftensforestilling i sig selv, men det driver hverken
fortælling eller karakterer.
Súni Joensens lysdesign skaber fine stemninger,
særligt i ruinens to etager, men tilbage står indtrykket af dygtige
skuespillere fanget i gold logistik.
![]() |
| Anders Baggesen og Magnus Vagner Johannesen i "Absalons Hemmelighed". Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Hvorfor?
På 2 timer og 25 minutter får vi således en hullet
highlightversion af DRs Absalons Hemmelighed. Det er forstemmende, for
julekalenderen rummer en fin fortælling om venskab, kærlighed og tro. Ida
bliver rask, jovist, men da Hubert, nu som engel, flyver afsted, står Cecilie
tilbage mere ensom, end hun var ved forestillingens begyndelse - endda uden så
meget som et farvel. I øvrigt: hvorfor er den onde arkæolog inviteret med til
julefest? Kvinden ville jo kidnappe et barn få scener forinden - nissehue
eller ej?!
Dramatiseringen og iscenesættelsen tilfører ikke
manuskriptforfatter Maya Illsøes oprindelige historie noget nyt, og det at
sætte en julekalender på scenen med vold og magt kan vel ikke i sig selv være
et mål – det skulle da lige være en undskyldning for at generere elevatormagi
- eller fuld belægning?
Man undres over, at ingen i huset har sat foden ned
undervejs: fået skåret håndfast i et alt for omstændeligt manuskript, skruet
ned for teknikken og op for skuespillernes mulighed for at formidle en
troværdig og skarp historie. Ambitionerne er skyhøje, og den tekniske
ekstravagance rulles ud i stor stil. Helheden minder dog mest om et panisk
stormagasin, hvor kommunikationslinjerne mellem afdelingerne er brændt sammen
af bare julestress.
Nu har man jo heller ikke uendelig tid i “Den store
bagedyst”, men hvornår bør man skyde premieren en uge for at redde, hvad reddes
kan, når en forestilling tydeligvis ikke synes færdigbagt? Har det været den
rigtige bager med den rette opskrift?
Kunstnerisk forfejlede valg og processer kan man
heldigvis blive klogere af, og man må håbe, at en stemnings- og magiforladt
affære som Absalons Hemmelighed giver anledning til selvrefleksion.
For at genbruge hovedpersonen Cecilies ord: “Hvis
jeg tror på det, så findes det”, men her bliver fortællingen umulig at tro
på, fordi vi slet og ret ikke kan mærke den. Som en lille dreng bag mig sagde
til sin far, da forestillingen var forbi:
”Det var virkelig kedeligt – men jeg kunne godt lide
ruinen”.
Fakta:
Holdet
bag: Dramatisering Line Mørkeby. Iscenesættelse Line Paulsen. Scenografi og
kostumer Franciska Zahle. Koreografi Sofie Akerø. Titelsang Kåre Bjerkø. Øvrige
kompositioner Amanda Drew. Lysdesign Súni Joensen. Lyddesign Lars Gaarde
Medvirkende:
Marie Boda (Cecilie), Kevan Nirwan Soliman (Hubert), Amanda Friis Jürgensen
(Petra), Anders Baggesen (Frode), Amanda Drew (musiker, engel), Fanny Louise
Bernth (Benedikte), Anders Cornelius Zoffmann (Niels), Francisco Kalle Navarro
(Amir), Magnus Vagner Johannesen (Ib, vagt), Marie Cederdorff Benton (dirigent,
turistguide, præst, vagt, engel), Mille Mandrup Rosendahl (Margrethe, vagt,
engel), Agnes Bille Veie og Erika Wildfang Flensborg (Ida)
Anmeldt
ved premieren, d. 14/11 2026






