Anmeldelse: "Absalons Hemmelighed", Aarhus Teater

 “- men jeg kunne godt lide ruinen”.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 16/11 2026

Aarhus Teaters sceneversion af julekalenderen ”Absalons Hemmelighed” er en rodet affære, der svigter dramaturgisk, instruktørmæssigt og kunstnerisk – trods store ambitioner og ressourcer.

★★☆☆☆☆

Aarhus Teater sætter for tredje gang en DR-julekalender på scenen; denne gang Absalons hemmelighed fra 2006. Forestillingen er så godt som udsolgt og dermed en succes, hvis man alene måler på belægningsprocenten. Den årlige juleforestilling er en anledning til at skabe jule- og teatermagi, der kan samle familien på tværs af generationer, så alle går fortryllede fra salen med stjerner i øjnene og gerne en sang på læben. Det er en anledning til at vise særligt de mindste teatergængere, at Aarhus Teater er en drømmenes fabrik; et hus fyldt med talenter, der formår at forføre med en historie, vi kan tro på, så den findes.

Dog kan denne anmelder efter premieren kun tildele Absalons Hemmelighed to stjerner. De funkler til gengæld på fuldt blus: Den ene for Aarhus Teaters realiserende, håndværksmæssige og tekniske afdelinger, der har gjort et imponerende stykke arbejde fra teknik til malersal. Den anden er tilegnet skuespillerholdet, der knokler så sveden springer for at give os en oplevelse, der er billetprisen værd.

I Absalons Hemmelighed følger vi den 12-årige Cecilie, der bor med sin familie oven på stormagasinet Magasin du Nord i København. Hendes lillesøster Ida er alvorligt hjertesyg, og da Cecilie finder et gammelt brev fra Margrethe, Valdemar den Stores datter, begynder hun sammen med den mystiske dreng Hubert at lede efter en helbredende engel, som måske kan redde Ida. Jagten fører dem ned i ruinerne af biskop Absalons borg under Magasin, hvor middelalderens hemmeligheder viser sig at have forbindelse til nutiden. Der er lagt op til eventyr, men ingen julekager bliver spiselige, hvis hverken bageren, opskriften eller ovnen fungerer. Dog glædes man over kvalitetsingredienserne.

Kevan Soliman og Marie Boda i "Absalons Hemmelighed.
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Skuespillere på en uriaspost

Marie Boda leverer en forbilledlig indsats som Cecilie, der fordyber sig i fortiden, fordi nutiden er for smertefuld. Boda formår, ikke mindst i samspil med Kevan Nirwan Solimans underfundigt poetiske Hubert, at skabe troværdige billeder af søsterkærlighed og en preteenagers savn efter en ven. Boda er stort set ikke af gulvet, og hvert minut formår hun at udfylde med nærvær og autenticitet. Stemmen har nerve, øjnene lyser og fysikken emmer af en 12-årig, der drømmer om et mirakel.

Som antagonisten, den ambitiøse og manipulerende arkæolog Petra, spiller Amanda Friis Jürgensen med en vurderende tilbageholdenhed, der lader hendes anløbne karakter skinne igennem. Den lille pensel, Petra går rundt og støver af med i udstillingen, hører dog mere hjemme i Cirkusrevyen end i et troværdigt chefarkæologportræt – man kan stille spørgsmål ved instruktørens researcharbejde, medmindre det stereotypiske er tilsigtet. Komikken leveres med charme af teatrets ikon Anders Baggesen og den skuespilstuderende Magnus Vagner Johannesen i henrivende samspil som Huberts venner Frode og Ib. De to er garanter for forestillingens eneste momenter af julestemning, når Baggesen optræder som distraherende nissepige, der skaber fællessang med publikum, sidder bag klaveret eller sniksnakker om julebag. Et dejligt møde mellem generationer, der varmer os helt ned til skosålerne. Francisco Kalle Navarro er tilpas øretæveindbydende selvsikker som den lommelygtebærende kung-fu-ninja-wanna-be-vagtchef Amir. Publikum kvitterer med nogle af forestillingens alt for få grin.

Også den skuespilstuderende Marie Cederdorff Benton høster grin og har salen i sin hule hånd, blandt andet som selvsmagende dirigent. Hvilken stemme. Hvilken charme. Som Cecilies forældre strider Fanny Bernth og Anders Zoffmann den gode strid, men manuskriptet giver dem stort set intet at spille med. Lillesøster Ida danses smukt og har en klar replik, men instruktionen gør hende mere småforkølet end alvorligt hjertesyg - og så er det svært at tro på historien.

Et eventyr uden retning

Trods skuespillernes ihærdighed vakler fundamentet fra begyndelsen. Line Mørkebys dramatisering mangler stringens og dramaturgisk håndelag. Den er fuld af plothuller, hvilket næsten er uundgåeligt, når man skal barbere 24 afsnit ned til to timers underholdning. Denne disciplin fordrer dog selvsagt en skarp bevidsthed om, hvor man vil lægge fokus i sin version af historien. 

Magasin du Nord som lokation, det døende barn og gådens hele omstændighed etableres aldrig ordentligt, ligesom stormagasinets udstilling med rester fra Absalons borg er uforklaret. Cecilies ønske om at redde sin søster forstår vi, men hendes ensomhed og savn efter venner får ingen plads og forløses aldrig. Der er simpelthen ikke nok på spil. Diverse dansenumre fylder meget og standser plottet. Det samme gør tre smukt syngende engle, under ledelse af den fremragende musiker Amanda Drew, der kunne være symboler på troen og miraklets mulighed, men snarere bliver undskyldninger for en smuk fremførelse af temasangen. 

Og apropos musikken; det er pudsigt, at man har beholdt Kåre Bjerkøs smukke ”Drømte mig en lille drøm”, men skrottet julekalenderens øvrige sange med deres karakteristiske 00'er-tone til fordel for nye kompositioner af Drew. Musikken er en stor del af ethvert julekalenderunivers, så hvorfor ikke bevare de nostalgiske toner - særligt når man har et velsyngende ensemble? 

Francisco Kalle Navarro og Amanda Friis Jürgensen i "Absalons Hemmelighed"
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Når teknikken tager over

Franziska Zahles scenografi er ambitiøs; en kæmpe kasse folder sig ud og afslører kontor, udstilling og julehyggelig kælderbolig, men det store udstyrsstykke synes at have taget fokus fra at skabe nerve og musikalitet i spillet. Kirketårne fires fermt ned fra oven og gynger over scenegulvet, mens store reoler køres ind og ud som illustration af Magasins kælder. Alt er stort, men rigtig magisk bliver det først, da vi kommer ned i ruinerne under Magasin du Nord. Her har Zahle begået et scoop med en to etagers elevatorscenografi, fornemt udført af teatrets håndværkere og malersal - dét er teatermagi, som får det til at gibbe i publikum. 

Desværre synes instruktør Line Paulsen ikke at havde taget stilling til værket - måske har hun mistet overblikket i forsøget på at få alle de scenetekniske udgydelser til at gå op. Sikkerheden er vigtig, men så krævede forestillingen måske længere prøvetid - eller kagen længere tid i ovnen, for nu at blive i metaforikken. 

Personinstruktionen synes fraværende. Spillerne suser ind og ud, som under et rivegilde i Salling. Drejescenen drejer ustandseligt, skuespillerne skydes op af gulvet, kravler ned i det og derpå op på reolhylderne. Arrangementet er en helaftensforestilling i sig selv, men det driver hverken fortælling eller karakterer.  

Súni Joensens lysdesign skaber fine stemninger, særligt i ruinens to etager, men tilbage står indtrykket af dygtige skuespillere fanget i gold logistik. 

Anders Baggesen og Magnus Vagner Johannesen i "Absalons Hemmelighed".
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Hvorfor?

På 2 timer og 25 minutter får vi således en hullet highlightversion af DRs Absalons Hemmelighed. Det er forstemmende, for julekalenderen rummer en fin fortælling om venskab, kærlighed og tro. Ida bliver rask, jovist, men da Hubert, nu som engel, flyver afsted, står Cecilie tilbage mere ensom, end hun var ved forestillingens begyndelse - endda uden så meget som et farvel. I øvrigt: hvorfor er den onde arkæolog inviteret med til julefest? Kvinden ville jo kidnappe et barn få scener forinden - nissehue eller ej?!

Dramatiseringen og iscenesættelsen tilfører ikke manuskriptforfatter Maya Illsøes oprindelige historie noget nyt, og det at sætte en julekalender på scenen med vold og magt kan vel ikke i sig selv være et mål – det skulle da lige være en undskyldning for at generere elevatormagi - eller fuld belægning?

Man undres over, at ingen i huset har sat foden ned undervejs: fået skåret håndfast i et alt for omstændeligt manuskript, skruet ned for teknikken og op for skuespillernes mulighed for at formidle en troværdig og skarp historie. Ambitionerne er skyhøje, og den tekniske ekstravagance rulles ud i stor stil. Helheden minder dog mest om et panisk stormagasin, hvor kommunikationslinjerne mellem afdelingerne er brændt sammen af bare julestress.

Nu har man jo heller ikke uendelig tid i “Den store bagedyst”, men hvornår bør man skyde premieren en uge for at redde, hvad reddes kan, når en forestilling tydeligvis ikke synes færdigbagt? Har det været den rigtige bager med den rette opskrift?

Kunstnerisk forfejlede valg og processer kan man heldigvis blive klogere af, og man må håbe, at en stemnings- og magiforladt affære som Absalons Hemmelighed giver anledning til selvrefleksion.

For at genbruge hovedpersonen Cecilies ord: “Hvis jeg tror på det, så findes det”, men her bliver fortællingen umulig at tro på, fordi vi slet og ret ikke kan mærke den. Som en lille dreng bag mig sagde til sin far, da forestillingen var forbi:

”Det var virkelig kedeligt – men jeg kunne godt lide ruinen”.

 

Fakta:

Holdet bag: Dramatisering Line Mørkeby. Iscenesættelse Line Paulsen. Scenografi og kostumer Franciska Zahle. Koreografi Sofie Akerø. Titelsang Kåre Bjerkø. Øvrige kompositioner Amanda Drew. Lysdesign Súni Joensen. Lyddesign Lars Gaarde

Medvirkende: Marie Boda (Cecilie), Kevan Nirwan Soliman (Hubert), Amanda Friis Jürgensen (Petra), Anders Baggesen (Frode), Amanda Drew (musiker, engel), Fanny Louise Bernth (Benedikte), Anders Cornelius Zoffmann (Niels), Francisco Kalle Navarro (Amir), Magnus Vagner Johannesen (Ib, vagt), Marie Cederdorff Benton (dirigent, turistguide, præst, vagt, engel), Mille Mandrup Rosendahl (Margrethe, vagt, engel), Agnes Bille Veie og Erika Wildfang Flensborg (Ida)

Anmeldt ved premieren, d. 14/11 2026

 

Populære opslag