Anmeldelse: "Mann", Aarhus Teater

Overklasse og underliv

To Thomas Mann-fortællinger om begær, fortabelse og overklasseråddenskab bliver til en scenisk tour de force på Aarhus Teater. Helle Rossings sanselige iscenesættelse og de stærke skuespillerpræstationer overhaler næsten de litterære forlæg - men gør det noget?

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 14/11 2026

★★★★★☆

Hvert år serveres der, på Aarhus Teaters mindste scene Stiklingen, en toretters lækkerbisken for det litterære Aarhus. I samarbejde med Scenekunstskolen lader teatret de afgangsstuderende bearbejde to værker af en markant skønlitterær forfatter til scenen - tidligere bl.a. Tove Ditlevsen, Selma Lagerlöf, Dostojevskij og Stefan Zweig. I år er turen kommet til Thomas Mann. Mann på Stiklingen er en forestilling bestående af to enaktere, hvor Nora Bjerge og Trine Thostrup har dramatiseret de to fortællinger Den bedragede (1953) og Wälsungeblod (1905).

Iscenesætter Helle Rossing er gået til værks med saft, kraft, sanselighed og legelyst – fermt bistået af scenograf Marie Abildgaard Moberg, hvis foranderlige scenografi med røde, florlette og gennemsigtige draperier (hvor vulva-associationerne driver) skaber en velfungerende ramme om to fortællinger fra den tyske overklasse i begyndelsen af forrige århundrede. Rossing har iscenesat de to enaktere med forskelligt teatralt formsprog, men fælles for dem er lysten, der ikke er comme il faut. 

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Den bedragede – rosenblade, rynker og cowboycharme

I Den bedragede møder vi den modne enkefrue Rosalie, der formår at bremse de faretruende tegn på overgangsalder, da sønnens engelsklærer Ken Keaton spadserer ind i atelieret. Et blomstrende forår folder sig ud i fruens krop, rynkerne i ansigtet glattes ud, men fristen er stakket. Den modne kvindes lyst blev også behandlet i sidste sæsons selvhøjtidelige Scala-forestilling Fædra, men her bliver vi pludselig berørte af emnet. Nanna Bøttcher spiller Rosalie med en blanding af forelsket ungepigekådhed og undertrykt desperation efter at blive begæret. Bøttcher griber begærligt efter de tynde gardiner i en nærmest symbolsk onani – vi glædes med hende og lider med hende, da sandheden kommer for en dag.

Rossing har iscenesat Den bedragede med komedielethed. Nora Bjerges mundrette replikker skydes afsted som i et veloplagt spil kroket, de akavede og seksuelt ladede øjeblikke får lov at være lattervækkende, og karaktererne tegnes umiddelbart som komediefigurer, men rummer lag, når vi ser efter. Clara Sophia Phillipson er fornem i rollen som Rosalies alvorlige og handicappede datter Anna. Hun spiller med en forknyt smerte og længsel i kroppen. Alverdens tragedier falder ned over hende, men hun står endnu og formår endda at vise storsind midt i sorgen. En stærk præstation.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Som Rosalies efterstræbte Mr. Keaton manifesterer Emil Prenter sig suverænt og vittigt som en charmerende cowboyforfører med amerikansk accent – en manifestation af fruens fantasi om det perfekte boytoy. Prenter formår samtidig at tilføre sit komediespil en oprigtig poesi trods accent og rhinstene. Malte Conradsen og Jakob Højlev Jørgensen bakker fint op i mindre roller.

Fortællingen svøbes i Kim Gluds fine, symbolske lysdesign, hvor Rosalies indre spændinger udspaltes, når den røde, cabaretagtige scene forvandles til et glohedt hav af vellyst og lidelse. Den bedragede har med sin forstørrede spillestil og let karikerede kostumer en selvironisk distance, der genremæssigt minder om en B-film. Rom-com-gone-wrong-stilen emmer af bevidst dårlig smag, der gør chokmomenterne desto stærkere. Michael Steffensens lyddesign bakker stærkt op med både fuglefløjt, kødelighed og undergangstoner. En bittersød syndefaldshistorie, der gør indtryk, mens rosenblade daler for siden at visne.

Annas kunstværk i åbningssekvensen indkapsler mødet mellem kærlighed og død, understøttet af de mange blomstermetaforer, Bjerge indarbejder i replikkerne. Elegant og gennemført. 

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Wälsungeblod – dekadence på speed

I anden del, Wälsungeblod, møder vi tvillingerne Siegmund og Sieglinde, der henslæber en triviel dagligdag i et velhaverhjem med hinanden som fysisk og psykisk legetøj. To platinblonde, androgyne skabninger, der først i seksuel forening bliver et hele. Den visuelle stil og iscenesættelsen bevæger sig et skridt væk fra første dels delvise realisme over i en løssluppen teaterkakofoni af stilisering, skiftende fokalisering og verfremdung a la publikumsinddragelse. De lange, transparente gardiner står som en blodskamsrød kontrast til lak og læderundertonerne i tvillingekostumerne, som Clara Phillipson og Malte Conradsen fylder ud med ungdommelig selvforelskelse og dekadent sult efter at bruge og blive misbrugt af hinanden.

Phillipsons Sieglinde er med slikkepind og plateausko en farlig forlovet for Emil Prenters arme, og underkuede ministeriefunktionær Beckerath, mens Malte Conradsen er uhyggeligt sitrende som Siegmund. En statuarisk renhed stråler fra ham, replikkerne er skarptslebne, og de let sammenknebne øjne rummer både ensomhed og magtsyge. Conradsen manifesterer sig her som en spændende karakterskuespiller, der forener det farligt manipulerende og det ynkværdige.

Samspillet med Phillipson bliver en magt-pas de deux, hvor forelskelsen i hinanden overlapper selvforelskelsen. Spillet mellem dem er på én gang kærligt og raffineret ondskabsfuldt, og skønt spillestilen er skruet op i det absurd karikerede, bliver den netop et billede på dét, forestillingen kritiserer: overklassens dekadence, hvor kedsomheden og forlystelsessygen fører direkte mod desperat selvdestruktion.

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Som tvillingernes mor er Nanna Bøttcher frygtindgydende i sin selvberusende ekstravagance og følelsesmæssige afstumpethed. Klædt i en dæmonisk, rød og kinky corsagekjole oplader hun teatralsk sin røst som gentagne øksehug af foragt og kedsomhed. Stiliseret er også en formidabel Jakob Højlev Jørgensen som husets tjenende ånd Wendelin. Listigt smyger Højlev sig ind og ud mellem gardinerne i kokette netstrømper. Køligt observerende, og med en diktion, der kan skære glas, er han på én gang urovækkende og vores eneste troværdige medsammensvorne i denne djævelske tørretumbler af forbudt begær, hvor Helle Rossing træder den stiliserede pedal i bund.

På den ene side kan den voluminøse stilisering svække vores mulighed for at leve os ind i historien om blodskamstvillingerne. På den anden side kan man argumentere for, at iscenesættelsesgrebet netop understreger pointen: Hvem ville ikke uvægerligt miste sig selv i så overfladisk en verden? Det er en smagssag, om man er til stiliseringen eller ej, men man må rose Rossing og scenograf Moberg for modet til at gå planken ud – og for at overraske os efter pausen med et sådant sansebombardement. Dygtigt bistået af husets rekvisitører, der i den grad løfter opgaven med alt fra fasan i gelé til nyfødt nazistfane (ja, sådan én får vi også med i købet!)

Tegning: Thyge Cosedis Holting

Når scenekunsten overhaler litteraturen

Efter forestillingen er det de solide skuespilpræstationer, den smukke scenografi og den konceptuelt stramme iscenesættelse, vi husker – hvilket måske er et paradoks, når det nu er en showcase for dramatikeruddannelsen, vi overværer. Lad det være sagt: Undertegnede er ikke bekendt med Thomas Manns originale forlæg, og dramatiseringernes loyalitet over for disse er det derfor ikke denne anmeldelses ærinde at fælde dom over. Det, man kan konkludere, er, at Mann giver os to dramatiske værker med noget på hjerte. Det handler om dekadence og fortabelse. Om kroppens magt over sindet og om følgeskabet mellem rigdom og råddenskab. Sidstnævnte tematik kan vi godt finde rundt omkring os - med præsidentielt balsalsbyggeri i USA som blot ét eksempel.

Er man elfenbenstårnslitterat, vil man givetvis indvende, at denne anmelder burde have læst Manns originalværker for at kunne vurdere, om de spirende dramatikere har gjort deres arbejde tilfredsstillende. Her sættes imidlertid den samlede forestilling i centrum, thi kvaliteten kan ikke bero på et litterært forstudie, men må nødvendigvis vurderes på baggrund af mødet med det samlede værk i scenerummet. 

I tilfældet Mann bør man unde sig selv at opleve det sansedunkende møde mellem æstetik og ækelhed – mellem overklasse og underliv. Teksterne fylder forbavsende lidt i det samlede billede, men måske er det netop en del af forestillingens succes, at de to dramatiske forlæg bliver afsæt for en selvstændig scenisk oplevelse, der formår at række ud over den litterære bearbejdelse?

   

Fakta:           

Forfatter: Thomas Mann. Dramatisering: Trine Thostrup, Nora Bjerge. Iscenesættelse: Helle Rossing. Scenografi og kostumedesign: Marie Moberg. Lysdesign: Kim Glud. Lyddesign og komponist: Michael Buchardt Steffensen. Medvirkende: Nanna Bøttcher, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Emil Prenter, Jakob Højlev Jørgensen.

Mann spiller på Stiklingen, Aarhus Teater 12. november til 18. december 2026.

  

         

Populære opslag