Anmeldelse: "Mann", Aarhus Teater
Overklasse og underliv
To Thomas Mann-fortællinger om begær,
fortabelse og overklasseråddenskab bliver til en scenisk tour de force på
Aarhus Teater. Helle Rossings sanselige iscenesættelse og de stærke
skuespillerpræstationer overhaler næsten de litterære forlæg - men gør det noget?
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner
Udgivet, d. 14/11 2026
★★★★★☆
Hvert år serveres der, på Aarhus Teaters mindste scene Stiklingen, en toretters lækkerbisken for det litterære Aarhus. I samarbejde med Scenekunstskolen lader teatret de afgangsstuderende bearbejde to værker af en markant skønlitterær forfatter til scenen - tidligere bl.a. Tove Ditlevsen, Selma Lagerlöf, Dostojevskij og Stefan Zweig. I år er turen kommet til Thomas Mann. Mann på Stiklingen er en forestilling bestående af to enaktere, hvor Nora Bjerge og Trine Thostrup har dramatiseret de to fortællinger Den bedragede (1953) og Wälsungeblod (1905).
Iscenesætter
Helle Rossing er gået til værks med saft, kraft, sanselighed og legelyst – fermt bistået af scenograf Marie Abildgaard Moberg, hvis foranderlige
scenografi med røde, florlette og gennemsigtige draperier (hvor
vulva-associationerne driver) skaber en velfungerende ramme om to fortællinger
fra den tyske overklasse i begyndelsen af forrige århundrede. Rossing har
iscenesat de to enaktere med forskelligt teatralt formsprog, men fælles for dem
er lysten, der ikke er comme il faut.
![]() |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Den
bedragede – rosenblade, rynker og cowboycharme
I
Den bedragede møder vi den modne enkefrue Rosalie, der formår at bremse
de faretruende tegn på overgangsalder, da sønnens engelsklærer Ken Keaton
spadserer ind i atelieret. Et blomstrende forår folder sig ud i fruens krop, rynkerne
i ansigtet glattes ud, men fristen er stakket. Den modne kvindes lyst blev også
behandlet i sidste sæsons selvhøjtidelige Scala-forestilling Fædra, men
her bliver vi pludselig berørte af emnet. Nanna Bøttcher spiller Rosalie med en
blanding af forelsket ungepigekådhed og undertrykt desperation efter at blive
begæret. Bøttcher griber begærligt efter de tynde gardiner i en nærmest
symbolsk onani – vi glædes med hende og lider med hende, da sandheden kommer
for en dag.
Rossing har iscenesat Den bedragede med komedielethed. Nora Bjerges mundrette replikker skydes afsted som i et veloplagt spil kroket, de akavede og seksuelt ladede øjeblikke får lov at være lattervækkende, og karaktererne tegnes umiddelbart som komediefigurer, men rummer lag, når vi ser efter. Clara Sophia Phillipson er fornem i rollen som Rosalies alvorlige og handicappede datter Anna. Hun spiller med en forknyt smerte og længsel i kroppen. Alverdens tragedier falder ned over hende, men hun står endnu og formår endda at vise storsind midt i sorgen. En stærk præstation.
![]() |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Som
Rosalies efterstræbte Mr. Keaton manifesterer Emil Prenter sig suverænt og
vittigt som en charmerende cowboyforfører med amerikansk accent – en manifestation af fruens
fantasi om det perfekte boytoy. Prenter formår samtidig at tilføre sit komediespil en oprigtig poesi trods accent og
rhinstene. Malte Conradsen og Jakob Højlev Jørgensen bakker fint op i mindre
roller.
Fortællingen
svøbes i Kim Gluds fine, symbolske lysdesign, hvor Rosalies indre spændinger
udspaltes, når den røde, cabaretagtige scene forvandles til et glohedt hav af vellyst
og lidelse. Den bedragede har med sin forstørrede spillestil og
let karikerede kostumer en selvironisk distance, der genremæssigt minder om en B-film. Rom-com-gone-wrong-stilen emmer af bevidst dårlig smag, der gør chokmomenterne desto stærkere. Michael Steffensens lyddesign bakker
stærkt op med både fuglefløjt, kødelighed og undergangstoner. En bittersød
syndefaldshistorie, der gør indtryk, mens rosenblade daler for siden at visne.
Annas
kunstværk i åbningssekvensen indkapsler mødet mellem kærlighed og
død, understøttet af de mange blomstermetaforer, Bjerge indarbejder i
replikkerne. Elegant og gennemført.
![]() |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Wälsungeblod
– dekadence på speed
I
anden del, Wälsungeblod, møder vi tvillingerne Siegmund og Sieglinde,
der henslæber en triviel dagligdag i et velhaverhjem med hinanden som fysisk og
psykisk legetøj. To platinblonde, androgyne skabninger, der først i seksuel forening bliver
et hele. Den visuelle stil og iscenesættelsen bevæger sig et skridt væk fra
første dels delvise realisme over i en løssluppen teaterkakofoni af
stilisering, skiftende fokalisering og verfremdung a la publikumsinddragelse. De lange,
transparente gardiner står som en blodskamsrød kontrast til
lak og læderundertonerne i tvillingekostumerne, som Clara Phillipson og Malte
Conradsen fylder ud med ungdommelig selvforelskelse og dekadent sult efter at bruge og
blive misbrugt af hinanden.
Phillipsons
Sieglinde er med slikkepind og plateausko en farlig forlovet for Emil Prenters arme, og underkuede
ministeriefunktionær Beckerath, mens Malte Conradsen er uhyggeligt sitrende som Siegmund.
En statuarisk renhed stråler fra ham, replikkerne er skarptslebne, og de let
sammenknebne øjne rummer både ensomhed og magtsyge. Conradsen manifesterer
sig her som en spændende karakterskuespiller, der forener det farligt manipulerende
og det ynkværdige.
Samspillet
med Phillipson bliver en magt-pas de deux, hvor forelskelsen i hinanden overlapper selvforelskelsen. Spillet mellem dem er på én gang kærligt og
raffineret ondskabsfuldt, og skønt spillestilen er skruet op i det absurd
karikerede, bliver den netop et billede på dét, forestillingen kritiserer:
overklassens dekadence, hvor kedsomheden og forlystelsessygen fører direkte mod
desperat selvdestruktion.
![]() |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Som
tvillingernes mor er Nanna Bøttcher frygtindgydende i sin selvberusende
ekstravagance og følelsesmæssige afstumpethed. Klædt i en dæmonisk, rød og kinky
corsagekjole oplader hun teatralsk sin røst som gentagne øksehug af foragt og
kedsomhed. Stiliseret er også en formidabel Jakob Højlev Jørgensen som husets
tjenende ånd Wendelin. Listigt smyger Højlev sig ind
og ud mellem gardinerne i kokette netstrømper. Køligt observerende, og med en diktion, der kan skære glas, er han på én gang urovækkende og vores eneste troværdige medsammensvorne
i denne djævelske tørretumbler af forbudt begær, hvor Helle Rossing træder den
stiliserede pedal i bund.
På
den ene side kan den voluminøse stilisering svække vores mulighed for at leve os ind i
historien om blodskamstvillingerne. På den anden side kan man argumentere for, at iscenesættelsesgrebet netop understreger
pointen: Hvem ville ikke uvægerligt miste sig selv i så overfladisk en verden?
Det er en smagssag, om man er til stiliseringen eller ej, men man må rose
Rossing og scenograf Moberg for modet til at gå planken ud – og for at
overraske os efter pausen med et sådant sansebombardement. Dygtigt bistået af husets
rekvisitører, der i den grad løfter opgaven med alt fra fasan i gelé til nyfødt
nazistfane (ja, sådan én får vi også med i købet!)
![]() |
| Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Når
scenekunsten overhaler litteraturen
Efter
forestillingen er det de solide skuespilpræstationer, den smukke scenografi og
den konceptuelt stramme iscenesættelse, vi husker – hvilket måske er et
paradoks, når det nu er en showcase for dramatikeruddannelsen, vi overværer.
Lad det være sagt: Undertegnede er ikke bekendt med Thomas Manns originale
forlæg, og dramatiseringernes loyalitet over for disse er det derfor ikke denne
anmeldelses ærinde at fælde dom over. Det, man kan konkludere, er, at Mann
giver os to dramatiske værker med noget på hjerte. Det handler om dekadence og
fortabelse. Om kroppens magt over sindet og om følgeskabet mellem rigdom og råddenskab. Sidstnævnte tematik kan vi godt
finde rundt omkring os - med præsidentielt balsalsbyggeri i USA som blot ét
eksempel.
Er
man elfenbenstårnslitterat, vil man givetvis indvende, at denne anmelder burde
have læst Manns originalværker for at kunne vurdere, om de spirende dramatikere
har gjort deres arbejde tilfredsstillende. Her sættes imidlertid den samlede
forestilling i centrum, thi kvaliteten kan ikke
bero på et litterært forstudie, men må nødvendigvis vurderes på baggrund af mødet med det
samlede værk i scenerummet.
I
tilfældet Mann bør man unde sig selv at opleve det sansedunkende møde
mellem æstetik og ækelhed – mellem overklasse og underliv. Teksterne fylder
forbavsende lidt i det samlede billede, men måske er det netop en del af
forestillingens succes, at de to dramatiske forlæg bliver afsæt for en
selvstændig scenisk oplevelse, der formår at række ud over den litterære bearbejdelse?
Fakta:
Forfatter:
Thomas Mann. Dramatisering: Trine Thostrup, Nora Bjerge. Iscenesættelse: Helle
Rossing. Scenografi og kostumedesign: Marie Moberg. Lysdesign: Kim Glud.
Lyddesign og komponist: Michael Buchardt Steffensen. Medvirkende: Nanna
Bøttcher, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Emil Prenter, Jakob Højlev
Jørgensen.
Mann
spiller på
Stiklingen, Aarhus Teater 12. november til 18. december 2026.








