Anmeldelse: "Musefælden", Folketeatret
Ka’ De li’ østers - for viderekommende
Skønt vi kunne have leet
mere, er Folketeatrets opsætning af Agatha Christies ”Musefælden” en vellykket
kriminalfarce. I et sort/hvidt univers får skuespillerne lov at folde sig ud
med komisk tæft, spilleglæde og et plot, der får én til at gyse af fryd.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist
og -tegner
Udgivet, d. 11/11 2026
★★★★☆☆
Det
særligt fine ved instruktør Viktor Tjernelds iscenesættelse af Agatha Christies
”Musefælden” på Folketeatret er, at vi for én gangs skyld får lov at se teater,
der har et plot i centrum. Ikke et tema, ikke en aktuel samtidsdiskussion, ikke
en bestsellerroman eller en julekalender, man med vold og magt vil remediere
til teaterscenen, ikke en skuespiller, der skal have lov at excellere i en to
timer lang monolog – men slet og ret etplot skrevet til teatermediet. Tjerneld
forsøger ikke engang at gøre sig bemærket som realiserende instruktør, men
bruger sine signaturgreb på plottets præmisser. Alene det er en grund til at få
fingre i en billet til ”Musefælden” – for hvem var det egentlig, der gjorde det?
Det
er en sand teaterklassiker, Folketeatret her prøver kræfter med. I årtier har
”Musefælden” (”The Mousetrap” fra 1952) spillet i Londons West End, med
undtagelse af en pause under Coronaen, og de stramme tekstrettigheder er man
ganske loyal over for i Niels Henning Krag Jensbys fine oversættelse. Vi
befinder os på Monkswell Manor, hvor unge Mr. og Mrs. Falton har åbnet et
pensionat. Mens sneen vælter ned, hører vi i radioen om et mord begået i
nærheden – i London. En række gæster ankommer, og den klaustrofobiske stemning
fortættes. Sneen spærrer alle inde, og da en skiløbende kriminalkommissær
ankommer, meddeler han, at morderen befinder sig på Monkswell Manor og måske
har flere ofre i kikkerten - så begynder
løjerne for alvor; hvem gjorde det?
![]() |
| "Musefælden", Folketeatret Fra venstre: Charlotte Elizabeth Munksgaard, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl og Andreas Dissing Hyttel. Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Scenograf
Frederikke Dalums sort-hvide dagligstuescenografi og kostumer (tidsmæssigt
loyalt placeret i 1950’erne) skaber en velfungerende ramme om spillet. Sammen
med de hvidsminkede skuespillere får vi mindelser om 1950’ernes sort-hvide
gyserfilm – og ikke så lidt om tv-krimihittet ”Ka’ De li’ østers” fra 1967. Et
stilistisk valg, hvor krimi- og gysergenren mødes på virkningsfuld vi. En leg,
som instruktørerne Kristoffer Lundberg og Viktor Tjerneld, med sidstnævnte som
den realiserende, i den grad er med på.
Spillet går tempofyldt over scenen i en række dialog- og ensemblescener, hvor klichéerne fra gysergenren med blinkende lamper, truende slowmotionmomenter og en enkelt økse bag døren får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os. Uhyggen intensiveres, som plottet roligt bevæger sig frem, og mens første akt er til den lange side og godt kunne have været ti minutter kortere, er anden akt knivskarp og farcebrillant i sin skildring af de indespærredes forsøg på at finde frem til morderen.
Der
er ikke tale om dybe karakterstudier, men om funktionsfigurer, der tjener
plottet. Et godt arrangement og en sikker sans for timing hos de fleste
spillere gør, at man glæder sig. Når skuespillere tør indtage et genrestykke på
dets præmisser, kan deres timing, kan sende en replik afsted med et spændstigt
smæld og kan få samspillet til at musicere, som var vi til Noël Coward på West
End, er det en særlig teaterdisciplin, man ikke ser ofte, efter at Privat
Teatret måtte lukke og slukke for tyve år siden.
Komedie-
og farcegenren kræver skuespillere, der kan deres kram, og ”Musefælden” giver
os tre yngre eksempler på netop det. En perpleks og standhaftig Amanda
Bøgestrøm med en vittig og slagkraftig replik, en drævende mystisk Karla
Rosendahl med særegen diktion og tilbagelænet fysisk farlighed og endelig en ny
tids Ulf Pilgaard: Mikkel Becker Hillgard i overdådig udfoldelse som en fysisk
og verbal virtuos Sergeant Trotter. Stemningerne suser igennem ham som
forbipasserende papirfly – fra det indignerede over det myndige, forbi det
køligt detektivlogiske og frem til den totale, højtråbende afmagt. Hillgard kan
lytte til sit publikum og smide en pointe med det yderste af to fingre lige så
præcist som salig Ulf Pilgaard, og lad det være sagt igen: Denne unge mand er
en gave til den danske komediescene.
![]() |
| "Musefælden", Folketeatret. Mikkel Becker Hillgard. Tegning: Thyge Cosedis Holting |
Malurten
drysser imidlertid sig selv i bægeret, når ikke alle skuespillerne har den
samme stilsikre elegance som de tre ovennævnte. Nogle er for tunge i replikken,
andre for forsigtige i det fysiske spil – og teknisk kan man ikke slippe afsted
med fedteri i et værk, der er iscenesat så stiliseret, med væg-til-væg-gestik
og mimik, som det her er tilfældet. Genren kræver volumen, præcision og
konsekvens, og det glipper rundt omkring i en sådan grad at et par karakterer
nærmest forekommer ligegyldige – ikke optimalt i en plotbåret krimi, hvor alle
har en funktion.
Trods
en sikker instruktørhånd kunne man samtidig have ønsket, at grinene var flere.
De store latterbrøl ligger efter pausen, men vi savner dem i første akt som
kontrast til spændingen. Når Tjerneld krydrer arrangementet med sine fysiske
farcerutiner, er det helt ubetaleligt.
Lyd-
og lysdesignet af henholdsvis Steen Larsen og Lars Schou er begavet. Det understøtter
gyser-konceptet og hensætter os i en sort-hvid, fortættet fælles jagt på
morderen. At belysningen lader scenografien fremstå i farver, da afsløringens
øjeblik endelig indtræffer, kunne vi godt have undværet. Her bliver der smurt for
tykt på til den symbolske side, og det er en skam at bryde det barokke
farveløse univers, som vi sammen med spillerne har undersøgt i to timer.
Og
så er vi tilbage ved det: plottet. Vi får nemlig lyst til at lege med på Agatha
Christies berømte mordgåde. Plottet er så djævelsk godt skruet sammen, at vi
slet ikke kan lade være. Den slags teater er i dag en sjældenhed, og alene af
den grund bør man rose teaterchef Mette Wolf og hendes dramaturgiat for at
sætte ”Musefælden” på plakaten. Det er, skønhedsfejlene til trods, folkeligt på
den fuldfede måde – som 1960’ernes mordmysterium med selveste kgl. skuespillerinde
Karin Nellemose (før Misse Møghe-tiden) som den stumme morderske. Her skal det
ikke afsløres, hvem der er forestillingens morder, men enhver, der holder af
gys og gedigent dramatisk håndværk, bør se ”Musefælden”, mens den turnerer i
hele landet, eller når den vender retur til Folketeatret i Nørregade.
I
stedet for: ”Hvem gjorde det?” kunne man spørge: ”Ka’ De li’ østers?” Ja, hvis
lækkerierne, som i tilfældet ”Musefælden”, serveres frækt, fermt og for
viderekomne.
Fakta:
”Musefælden”
af Folketeatret
Dramatiker:
Agatha Christie
Konceptualiserende
instruktør: Kristoffer Lundberg
Realiserende
instruktør: Viktor Tjerneld
Scenograf:
Frederikke Dalum
Lysdesigner:
Lars Schou
Lyddesigner:
Steen Larsen
Medvirkende:
Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda
Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard,
Kasper Krassimir
Turnéperiode:
18. oktober-16. december 2026
Folketeatret:
19.-31. december 2026
Forestillingen
set i Aarhus Musikhus, d. 10/11 2026
Varighed:
Ca. 2 timer og 25 min. inkl. pause
Læs
mere på.
https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/musefaelden





