Anmeldelse: "Musefælden", Folketeatret

 Ka’ De li’ østers - for viderekommende

Skønt vi kunne have leet mere, er Folketeatrets opsætning af Agatha Christies ”Musefælden” en vellykket kriminalfarce. I et sort/hvidt univers får skuespillerne lov at folde sig ud med komisk tæft, spilleglæde og et plot, der får én til at gyse af fryd.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 11/11 2026

★★★★☆☆

Det særligt fine ved instruktør Viktor Tjernelds iscenesættelse af Agatha Christies ”Musefælden” på Folketeatret er, at vi for én gangs skyld får lov at se teater, der har et plot i centrum. Ikke et tema, ikke en aktuel samtidsdiskussion, ikke en bestsellerroman eller en julekalender, man med vold og magt vil remediere til teaterscenen, ikke en skuespiller, der skal have lov at excellere i en to timer lang monolog – men slet og ret etplot skrevet til teatermediet. Tjerneld forsøger ikke engang at gøre sig bemærket som realiserende instruktør, men bruger sine signaturgreb på plottets præmisser. Alene det er en grund til at få fingre i en billet til ”Musefælden” – for hvem var det egentlig, der gjorde det?

Det er en sand teaterklassiker, Folketeatret her prøver kræfter med. I årtier har ”Musefælden” (”The Mousetrap” fra 1952) spillet i Londons West End, med undtagelse af en pause under Coronaen, og de stramme tekstrettigheder er man ganske loyal over for i Niels Henning Krag Jensbys fine oversættelse. Vi befinder os på Monkswell Manor, hvor unge Mr. og Mrs. Falton har åbnet et pensionat. Mens sneen vælter ned, hører vi i radioen om et mord begået i nærheden – i London. En række gæster ankommer, og den klaustrofobiske stemning fortættes. Sneen spærrer alle inde, og da en skiløbende kriminalkommissær ankommer, meddeler han, at morderen befinder sig på Monkswell Manor og måske har flere ofre i kikkerten -  så begynder løjerne for alvor; hvem gjorde det?

"Musefælden", Folketeatret
Fra venstre: Charlotte Elizabeth Munksgaard, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl og Andreas Dissing Hyttel.
Tegning: Thyge Cosedis Holting  

Scenograf Frederikke Dalums sort-hvide dagligstuescenografi og kostumer (tidsmæssigt loyalt placeret i 1950’erne) skaber en velfungerende ramme om spillet. Sammen med de hvidsminkede skuespillere får vi mindelser om 1950’ernes sort-hvide gyserfilm – og ikke så lidt om tv-krimihittet ”Ka’ De li’ østers” fra 1967. Et stilistisk valg, hvor krimi- og gysergenren mødes på virkningsfuld vi. En leg, som instruktørerne Kristoffer Lundberg og Viktor Tjerneld, med sidstnævnte som den realiserende, i den grad er med på.

Spillet går tempofyldt over scenen i en række dialog- og ensemblescener, hvor klichéerne fra gysergenren med blinkende lamper, truende slowmotionmomenter og en enkelt økse bag døren får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os. Uhyggen intensiveres, som plottet roligt bevæger sig frem, og mens første akt er til den lange side og godt kunne have været ti minutter kortere, er anden akt knivskarp og farcebrillant i sin skildring af de indespærredes forsøg på at finde frem til morderen.

Der er ikke tale om dybe karakterstudier, men om funktionsfigurer, der tjener plottet. Et godt arrangement og en sikker sans for timing hos de fleste spillere gør, at man glæder sig. Når skuespillere tør indtage et genrestykke på dets præmisser, kan deres timing, kan sende en replik afsted med et spændstigt smæld og kan få samspillet til at musicere, som var vi til Noël Coward på West End, er det en særlig teaterdisciplin, man ikke ser ofte, efter at Privat Teatret måtte lukke og slukke for tyve år siden.

Komedie- og farcegenren kræver skuespillere, der kan deres kram, og ”Musefælden” giver os tre yngre eksempler på netop det. En perpleks og standhaftig Amanda Bøgestrøm med en vittig og slagkraftig replik, en drævende mystisk Karla Rosendahl med særegen diktion og tilbagelænet fysisk farlighed og endelig en ny tids Ulf Pilgaard: Mikkel Becker Hillgard i overdådig udfoldelse som en fysisk og verbal virtuos Sergeant Trotter. Stemningerne suser igennem ham som forbipasserende papirfly – fra det indignerede over det myndige, forbi det køligt detektivlogiske og frem til den totale, højtråbende afmagt. Hillgard kan lytte til sit publikum og smide en pointe med det yderste af to fingre lige så præcist som salig Ulf Pilgaard, og lad det være sagt igen: Denne unge mand er en gave til den danske komediescene.

"Musefælden", Folketeatret.
Mikkel Becker Hillgard.
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Malurten drysser imidlertid sig selv i bægeret, når ikke alle skuespillerne har den samme stilsikre elegance som de tre ovennævnte. Nogle er for tunge i replikken, andre for forsigtige i det fysiske spil – og teknisk kan man ikke slippe afsted med fedteri i et værk, der er iscenesat så stiliseret, med væg-til-væg-gestik og mimik, som det her er tilfældet. Genren kræver volumen, præcision og konsekvens, og det glipper rundt omkring i en sådan grad at et par karakterer nærmest forekommer ligegyldige – ikke optimalt i en plotbåret krimi, hvor alle har en funktion.

Trods en sikker instruktørhånd kunne man samtidig have ønsket, at grinene var flere. De store latterbrøl ligger efter pausen, men vi savner dem i første akt som kontrast til spændingen. Når Tjerneld krydrer arrangementet med sine fysiske farcerutiner, er det helt ubetaleligt.

Lyd- og lysdesignet af henholdsvis Steen Larsen og Lars Schou er begavet. Det understøtter gyser-konceptet og hensætter os i en sort-hvid, fortættet fælles jagt på morderen. At belysningen lader scenografien fremstå i farver, da afsløringens øjeblik endelig indtræffer, kunne vi godt have undværet. Her bliver der smurt for tykt på til den symbolske side, og det er en skam at bryde det barokke farveløse univers, som vi sammen med spillerne har undersøgt i to timer.

Og så er vi tilbage ved det: plottet. Vi får nemlig lyst til at lege med på Agatha Christies berømte mordgåde. Plottet er så djævelsk godt skruet sammen, at vi slet ikke kan lade være. Den slags teater er i dag en sjældenhed, og alene af den grund bør man rose teaterchef Mette Wolf og hendes dramaturgiat for at sætte ”Musefælden” på plakaten. Det er, skønhedsfejlene til trods, folkeligt på den fuldfede måde – som 1960’ernes mordmysterium med selveste kgl. skuespillerinde Karin Nellemose (før Misse Møghe-tiden) som den stumme morderske. Her skal det ikke afsløres, hvem der er forestillingens morder, men enhver, der holder af gys og gedigent dramatisk håndværk, bør se ”Musefælden”, mens den turnerer i hele landet, eller når den vender retur til Folketeatret i Nørregade.

I stedet for: ”Hvem gjorde det?” kunne man spørge: ”Ka’ De li’ østers?” Ja, hvis lækkerierne, som i tilfældet ”Musefælden”, serveres frækt, fermt og for viderekomne.

Fakta:

”Musefælden” af Folketeatret

Dramatiker: Agatha Christie

Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg

Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld

Scenograf: Frederikke Dalum

Lysdesigner: Lars Schou

Lyddesigner: Steen Larsen

Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Kasper Krassimir

 

Turnéperiode: 18. oktober-16. december 2026

Folketeatret: 19.-31. december 2026

Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 10/11 2026

Varighed: Ca. 2 timer og 25 min. inkl. pause

Læs mere på.

https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/musefaelden

Populære opslag