Mette Døssing: Jeg skal fanme kunne mærke det


Hun er ikke bange for at være grim, grotesk eller gå helt ud på kanten. Efter næsten 20 år i Aarhus Teaters ensemble er skuespiller Mette Døssing stadig drevet af lysten til at udforske menneskesindets afkroge – og af lysten til at gøre sig umage.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterjournalist og -tegner

Udgivet, d. 17/11 2026

Siden 2007 har hun på Aarhus Teater spillet alt fra moderne til klassisk dramatik – fra purunge piger og frustrerede fruer til bestemmeministre, markante mødre og gamle koner.

Jeg har på den måde lært den 44-årige skuespiller Mette Døssing at kende gennem mange år uden nogensinde at have truffet hende - før denne mandag i november. Sammen med kollegerne Anders Baggesen og Jacob Madsen Kvols er hun én af de skuespillere, der har været en konstant i mit aarhusianske teaterliv. Da jeg, ved interviewets begyndelse, lægger en række teaterprogrammer fra de tyve år på bordet i Aarhus Teaters hyggelige skuespillerfoyer, bliver det tydeligt, hvor mange skæbner, Døssing har givet krop på scenen. ”Hvor er det fedt at se dem igen” udbryder hun spontant og lader hånden glide hen over den farvestrålende montage af minder – af liv.

Foto: Isak Hoffmeyer

Teatret er jo foranderligt

 ”Hvorfor er du her stadig?” lægger jeg ud og sikrer mig, at min optager er tændt.  ”Jamen, teatret er jo foranderligt” tager Mette Døssing fat ”Du kan bare se på den måde, vi laver teater på. I dag er det langt mere samskabende og kollektive processer, end da jeg startede som skuespiller. Og så er jeg her, fordi jeg gerne vil have, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Man må ikke læne sig tilbage som skuespiller og bare spille rollen på rutinen. Jeg forsøger at gøre mig umage med mit arbejde – og det er mest for min egen skyld, for jeg skal blive ved med at lære. Man må ikke kopiere sig selv, og jeg skal blive ved med at lede efter nye nuancer. Ellers bliver det samlebåndsarbejde, og det må det ikke”.

Det er ikke kun mødet med nye roller og instruktører, der holder skuespilleren nysgerrig. Hun fremhæver også de mange forskellige faggrupper, der tilsammen får et teater til at fungere. Hun holder af at sidde i kantinen og tale med kolleger fra andre afdelinger og høre om deres håndværk. Taknemmeligheden er mærkbar. Tyve år i det samme hus betyder også, at man bliver en del af dets historie. Døssing var 25 år, da hun i 2007 blev fastansat på Aarhus Teater, og er i dag blandt de mere erfarne kræfter i ensemblet.

”Det er specielt at have fulgt teatret i så mange år. Vi kolleger bliver jo på en måde hinandens livsvidner. Man bliver jo også en slags historiebærer efter så mange år, og jeg elsker at udveksle gode anekdoter om gamle dage, hvis en tidligere kollega besøger huset, og de yngre og nyere får da også historier i tide og utide. Der er altså noget hjemligt ved at træde ind i vagten og møde portneren Kim, som også har været der i mange år. ”Hej Kim” siger jeg – og så er jeg jo bare hjemme” lyder det med veneration i stemmen.

Måske er det netop kombinationen af tilhørsforhold og forandring, der gør det muligt at blive? Da jeg, blandt de mange teaterprogrammer, beder Mette Døssing udpege en forestilling, der har været særlig betydningsfuld, vælger hun ensembleforestillingen ”Skolekomedien” skrevet og iscenesat af Christian Lollike. ”Her var det netop fællesskabet, der gjorde oplevelsen særlig. Der var noget ved, at næsten hele ensemblet var involveret, og at forestillingen blev til gennem et fælles skabende arbejde – og så var emnet jo fantastisk, for hvem har ikke en holdning og et forhold til den danske folkeskole?” smiler hun.

Da vi senere bladrer i programmerne, får hun øje på et billede af sig selv og udbryder: ”Hold nu op, hvor ser jeg ung ud dér, og sikken en paryk, Jacob Kvols havde fået på i den forestilling!”. Der er både en forundring og en fornøjelse ved at se tilbage på årene.

Mette Døssing (i midten) i Jane Austens "Stolthed og fordom" på Aarhus Teater (2026)
Foto: Emilia Therese

Mette Døssing (th) i "Skolekomedien" på Aarhus Teater (2024 og 26)
Foto: Emilia Therese

At rejse ind i et andet menneske

Til dagens interview har jeg medbragt en tegning af Mette Døssings karakter, bestemmeminister Helga Antonsen, fra Aarhus Teaters familieforestilling ”Julen findes ikke” fra 2025. En figur, der på overfladen er noget af en superskurk, men samtidig rummer komik og skal være et menneske, man kan forstå. ”Hvis du bare spiller en ond dame, så er det jo ligegyldigt. Men som publikum fandt ud af til slut, var hun blevet ond i sulet pga. en skuffende julegave engang i barndommen. Så kommer der jo lige pludselig en bund i det, og så er følelserne genkendelige. Det er lige så vigtigt i et græsk drama som i en familieforestilling – følelserne skal være rigtige” fortæller min samtalepartner fra sin afslappede position i skuespillerfoyerens bløde sofa. Hendes markante øjne er tænksomme.

Som skuespiller er hun interesseret i at finde mennesket bag handlingerne – også dem, hun har svært ved at forstå. Jeg spørger til den række tyngede, komplekse og lettere neurotiske damer, hun gennem årene har gestaltet på scenen. ”Hvad er det, der får teatrets dramaturgiat til at give dig netop den type roller?”. Døssing holder en tænkepause, før ordene roligt flyder. ”Jeg er ikke bange for de grimme sider af menneskesindet. Jeg synes, det er utrolig spændende at få lov at være noget, man ikke selv er. Vi har alle sammen vores hverdagsneuroser, bevares, men at få lov at udforske for eksempel en bestemmeminister – det er da skønt at rejse ind i sådan et menneske som Helga Antonsen, klædt i spadseredragt, med en flot, yppig figur og en vanvittig tiltro til egne evner. Hvordan går man som hende? Hvordan indtager man et rum? Det nyder jeg at udforske”.

Mette Døssing tilføjer, at hun altid har været optaget af dokumentarer om mennesker, der har det svært eller lever på kanten af samfundet. Hun nævner specifikt 1990’ernes DR-dokumentar ”Pigerne på Halmtorvet”, om værestedet Reden på Vesterbro, som én, der gjorde stort indtryk på hende. ”Det var mennesker, jeg ikke så i min hverdag, og der var hos mig en fascination af dette fremmede. Hvorfor går det mennesker, som det gør her i tilværelsen? Man kan jo som menneske forstå noget til en vis grænse, men som skuespiller kan du jo få muligheden for at arbejde dig helt i bund og måske forstå, hvad der er på spil hos et menneske, der ligger så langt fra dig selv. Menneskets psyke synes jeg er afsindigt interessant.” fastslås det nøgternt.

Mette Døssing (th) som Helga Antonsen i "Julen findes ikke", Aarhus Teater (2025)
Tegning: Thyge Cosedis Holting

Jacob Madsen Kvols og Mette Døssing i "Medea", Aarhus Teater (2017)
Foto: Emilia Therese

Der er jo en kæmpe frihed i at give slip

Mette Døssing er ikke bange for at spille med stor fysisk og stemmemæssig volumen, men hvorfra kommer modet til at give store fysiske bud i prøvelokalet og tage dem med på scenen? ”Der er jo en kæmpe frihed i at give slip og turde springe helt ud i det uden at tænke: Åh nej, bare de andre ikke synes, at jeg ser dum ud, når jeg står her til en prøve og råber, græder eller stikker røven i vejret. Man må bare gøre det” siger skuespilleren og fremdrager den græske tragedieskikkelse Medea; hendes første voksne hovedrolle på teatret. ”Jeg fatter da heller ikke, at Medea kan slå sine børn ihjel, men da jeg fik den rolle, var jeg jo nødt til at gå ind i stoffet for at møde hende. Medea bliver grusomt svigtet af sin mand Jason, og hvad er den ultimative hævn – jo, det er at tage børnenes liv. Hun er så vild og voldsom og det er utilgiveligt, men ud fra Medeas logik giver det fuldstændig mening. Dér kan du altså ikke stå og fedte med det i prøvelokalet, og de dér følelsesmæssige afgrunde er jeg heldigvis ikke bange for. Jeg føler mig modig i mit arbejde, hvorimod jeg som privatperson er ret autoritetstro. Det har jeg det helt fint med. Så er der jo en form for ligevægt” pointerer Døssing og bladrer i Medea-programmet fra 2012.   

Vigtigheden af at mærke karakteren under huden er en kongstanke hos hende: ”Det fysisk forstørrede udtryk kan jo også være porten til en indre verden af enorm smerte. Jeg har lige spillet Mrs. Bennet i ”Stolthed og fordom” af Jane Austen, og hun er en irriterende mor i komediestørrelse, men samtidig har hun altså en helt reel frygt for, at hele familien ryger på gaden, hvis ikke hendes døtre indgår nogle gode partier. Det er sgu da en ret konkret angst midt i morskaben, så jeg forstår godt, at hun er ude med giftekniven”.

”Er du ikke bange for at blive låst fast i de roller, du er god til – de skæve, besværlige og sindsmæssigt forkvaklede kvinder?” vil jeg nu vide. ”Nej - tværtimod, for det at være ensembleskuespiller giver mig jo muligheden for at spille så meget forskelligt. Som nævnt har jeg lige spillet Mrs. Bennet, jeg går til prøver på Henrik Ibsens familiedrama ”Lille Eyolf” og derefter skal jeg i gang med forestillingen ”Hvad blev der af Baby Jane?”. Det er tre vidt forskellige teateruniverser. Det handler om, hver gang, at finde ind til det, der skal fortælles, og om at få selv den mindste figur til at have sin egen nødvendighed” siger Mette Døssing og ser på mig med et varmt og fast blik.

Efter interviewet fortsætter prøverne på Henrik Ibsens ”Lille Eyolf” fra 1892 - en klassikerfortolkning, hvis motiver, ifølge Døssing, er genkendelige for et nutidigt publikum. Det er fjerde gang, hun spiller Ibsen på Aarhus Teater: ”Hver gang jeg arbejder med Henrik Ibsen, bliver jeg ramt. Det er tunge tematikker, men det han skriver virker bare. Tænk at Ibsen, i slutningen af 1800-tallet, tør at gå ind i de ekstreme tematikker, han faktisk gør. Hvordan kommer et ægtepar videre efter at have mistet et barn? Hvad sker der med kærligheden, når sorgen og skyldfølelsen flytter ind i parforholdet? De store spørgsmål bliver ikke abstrakte hos Ibsen. De bliver til mennesker, der taler sammen, om end det er svært, og forsøger at finde ud af, hvordan de skal leve videre”.

”Hvad er så for dig det gode skuespilhåndværk?” spørger jeg. ”Jamen, det, der er vigtigst for mig, er, at jeg kan mærke teksten i kroppen.  Jeg tror, jeg arbejder ud fra et intuitivt sted, og når jeg kommer på gulvet, begynder jeg at kunne mærke det. Hvordan figuren virker i rummet, hvilke replikker der måske skal ud eller strammes, og hvordan samspillet musicerer rigtigt. Jeg bliver ved, indtil jeg får det ind i kroppen, og sådan er det nok med mig. Jeg skal fanme kunne mærke det!” afrunder Døssing med et smil.

Chrstian Hetland og Mette Døssing i Henrik Ibsens "Lille Eyolf", Arhus Teater (2026).
Foto: Emilia Therese

Stadig hjemme – aldrig færdig

Da den afsatte tid er ved at rinde ud, spørger jeg den snarlige tyveårsjubilar, om hun aldrig har haft lyst til at prøve kræfter med andre scener end Aarhus Teaters - f.eks. de københavnske. Mette Døssing svarer uden den store tvivl i klangen:

”Jeg synes, jeg får gode og udfordrende opgaver her på teatret. Jeg får lov til at indgå i alle mulige forskellige genrer, og det giver mig et meget varieret arbejdsliv. På mange måder kigger jeg ikke med længsel mod f.eks. København”. “Er der noget, du savner at få lov til at spille?”. Hun reflekterer et øjeblik: ”Nej, jeg kan altså ikke komme i tanke om noget konkret”. ”Så der er ikke opgaver eller andre arenaer, du drømmer om at afprøve?”. Døssing trækker lidt på det. ”Jeg gad måske godt at få lidt mere mulighed for at lave film og tv, men det er ret svært at få til at gå op med prøver og forestillinger på teatret. Heldigvis går det op indimellem, og det sætter jeg stor pris på”. ”Så du er også skuespiller i Aarhus Teaters ensemble om ti år?”. Skuespilleren læner sig tilbage i sofaen og forsvinder ind i sig selv et øjeblik, før hun svarer kontant: ”Det håber jeg, hvis jeg stadig har det, som jeg har det nu. Jeg elsker det her sted, og hvis jeg har min lyst og iver, og hvis publikum har lyst til at se mig om ti år, så ja – men man ved jo aldrig, hvad der sker”.

Jeg lægger spørgsmålsarket fra mig og nævner en passant, at jeg gerne vil opleve hende som Winnie, kvinden i sandbunken, i Samuel Becketts absurde klassiker ”Glade dage” fra 1961.  Svaret bekræfter mit indtryk af Mette Døssing. ”Ved du hvad, det stykke har jeg faktisk aldrig fået læst, men jeg vil da absolut læse den, når jeg får lidt luft for ”Lille Eyolf” - men der går nu nok lige et par uger” griner skuespilleren, rejser sig og giver mig hånden. Dagens prøve venter.

Det er et meget passende sted at slutte, tænker jeg, mens jeg samler teaterprogrammerne. Efter tyve år ved det samme teater er Mette Døssing stadig nysgerrig. På mennesker, hun ikke forstår, på karakterer, hun endnu ikke har mødt, og på tekster, hun endnu ikke har læst. Hun har hjemme på Aarhus Teater, men er langt fra færdig med at udforske verden derfra.

Mette Døssing, efter interviewet, med tegninger af sig selv i forestillingerne
"Stolthed og Fordom" og "Julen findes ikke".
Foto: Thyge Cosedis Holting
                                                                                                

Fakta:

Mette Døssing (f. 1981) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2007, hvor hun siden har været en fast del af ensemblet. Hun har medvirket i adskillige forestillinger på teatret, heriblandt Hospitalet, Når vi døde vågner, Medea, Lyden af de skuldre vi står på, Kærlighed efter lukketid og Omstigning til Paradis.

Mette Døssing modtog i 2016 en Reumert for Bedste Kvindelige Birolle som Kristin i Frøken Julie, blev i 2019 nomineret til en Reumert for Bedste Kvindelige Hovedrolle for 4:48 Psychosis og i 2026 for Årets Birolle i Julen findes ikke.

Siden har hun bl.a.a medvirket i Skolekomedien og i Væksthuset, der spillede i Botanisk Have. Hun har derudover blandet andet medvirket i forestillingerne Tro, håb & kærlighed, Idioten, Clear Blue, Elverhøj og Barbara.

Fra d. 19 november – 19. december kan Mette Døssing opleves i Henrik Ibsens Lille Eyolf på Aarhus Teater. Læs mere om forestillingen og om Mette Døssing på www.aarhusteater.dk

 

 

 

Populære opslag